Indvandrer- og arbejderkvarteret Neukölln tiltrækker både nye faste beboere og endags-turister hurtigere end man kan sige hipster. Her er fem oplevelser.

1. Cafékultur

Succesen er ved at sprænge rammerne i den lille café, efter den er blevet optaget på »skattekortet«. Et kort, en lokal gruppe har oprettet, for at gøre andre beboere og turister interesseret i at finde de mest autentiske steder i den af Berlins bydele, der lige nu ændrer sig med største hast.

Og Roamers har alt det, man forventer af en pioner i et nyt kvarter. Lokalet er lillebitte med plads til cirka 20 gæster, og i godt vejr er der interimistiske bænke udenfor, også til rygerne.

De vandskurede gråblå vægge danner baggrund for rå træborde, »svigermors skarpe tunge« i vinduet, og slidte industrilamper i loftet.

Caféen er meget populær til brunch og frokost, men også bare til en fyraftens-øl eller den lokalt fremstillede Berliner Sommer cocktail på flaske.

Menuen er lille, råvarerne organiske, maden er lavet med kærlig hånd og serveres rustik på pergamentpapir i metalbakke.

Det går ikke så stærkt, men det er værd at vente på. Mandag lukket, øvrige dage fra 10-19.

2. Vinyl og bøger

Gordon Café Recordstore og Picture Books.
Gordon Café Recordstore og Picture Books. Foto: Elsebeth Mouritzen
Vis mere

Der står både hummus og shakshuka, house og techno på menuen i Gordon Café. For Doron Eisenberg og Nir Iveniski kombinerer to lidenskaber: israelsk mad og elektronisk musik. De to lavede illegale musikarrangementer på tagene i Gordon Street i Tel Aviv i midten af 00erne, deraf navnet, men følte ikke, de havde den fornødne kunstneriske frihed i hjemlandet.

For fire år siden drog de derfor til Berlin, hovedstad for elektronika, og startede et pladeselskab med deres type musik, som kun udkommer på vinyl, fordi det er mere bæredygtigt og har bedre lyd.

De sælger vinylerne fra lokalet bagved caféen, der med sine sparsomme spånplademøbler også er rammen om vekslende musik- og kunstaftener.

Jacqueline Gies er bæredygtig på sin egen måde. Hun har en passion for bøger om foto, kunst, arkitektur, design og mad, og den deler hun fra sin lille boghandel med lækre coffeetable-udgaver til stærkt reducerede priser, fordi hun i genbrugets navn opkøber retur-oplag og overskudslagre fra internationale forlag, men også sælger gamle bøger i god stand.

3. Markedsdage

Loppemarked i Maybachufer.
Loppemarked i Maybachufer. Foto: Elsebeth Mouritzen
Vis mere

Den voksende unge demografi gør Neukölln til et slaraffenland for vintagetøj.

Masser af mennesker kommer fra andre bydele for at kigge på kurateret designertøj fra internationale mærker hos The Good Store i Pannierstrasse 31 og redesignet vintagetøj hos Shio i Weichselstrasse 59 – samt de mange andre, som hele tiden kommer til.

Det store trækplaster på disse kanter er dog loppemarkedet Nowkoelln Flowmarkt, hvor der handles masser af genbrugstøj og tilbehør forbruger-til-forbruger fra kl. 10 hver anden søndag i måneden.

Det foregår under træer, presenninger og parasoller på Maybachufer ved Liberdastrasse.

Hver lørdag, på nogenlunde samme adresse, rykker Neuköllner Stoffmarkt så ind klokken11 til 17. I folkemunde hedder det »tyrkermarkedet«, fordi det i starten primært var indvandrerkvinder, som solgte deres varer her, men det er åbent for alle.

Neuköllner Stoffmarkt er især kendt for sine gode, billige metervarer, hvis man syr selv eller vil have noget usædvanligt fremstillet af andre, men der er også færdigt nyt tøj – og ting som for eksempel et mavedanserkostume, hvis man lige står og mangler det.

4. Grøn fritid

På toppen, i grønne omgivelser, finder man Klunkerkranich og Tempelhofer Feld, som byder velkommen i deres taghave og roof-top bar.
På toppen, i grønne omgivelser, finder man Klunkerkranich og Tempelhofer Feld, som byder velkommen i deres taghave og roof-top bar. Foto: Elsebeth Mouritzen
Vis mere

  • Hvad: Klunkerkranich og Tempelhofer Feld
  • Hvor: Hermannstrasse 66 ogHerrfurthstrasse v/Oderstrasse
  • Info: klunkerkranich.de

Det er ikke til at vide, når man slentrer ned ad Neuköllns hovedstrøg, at seks etager oppe over en ordinær shopping-arkade ligger bydelens hippeste taghave og roof-top bar. Den startede som hemmeligt rave-sted for et par år siden, men er nu officielt godkendt til rekreative formål på de 2.500 kvm beton af øverste P-dæk.

Man tager elevatoren op i Neukölln Arcade på hjørnet af Flughafenstrasse og kommer først til byhaven, hvor frivillige forsøger at skabe grønne omgivelser, og derefter til Klunkerkranich-baren med bænke og træterrasser og en fantastisk udsigt til resten af Berlin med alle de berømte vartegn.

Der er gratis adgang hele dagen indtil kl. 18, hvorefter det koster 3 euro til at dække udgifterne til aftenens DJ eller live-musik.

Vil man opleve græs på et mere jordnært niveau, er der masser af plads i den tidligere legendariske Tempelhof lufthavn, som blev nedlagt i 2008 og er genopstået som folkepark på 386 hektarer. Nu flyver der kun fugle og drager, landingsbanerne bliver brugt til cykler, løbesko og inliners, og mindre arealer er udlagt til skolehaver og barbeque-pladser. Resten af græsarealerne kan man boltre sig på, som man vil.

Har man ikke picnic med, er der en Biergarten, som kan stille den fornødne sult og tørst.

5. Gourmetkantine

Eins44 går under betegnelsen »gourmetkantine«.
Eins44 går under betegnelsen »gourmetkantine«. Foto: Elsebeth Mouritzen
Vis mere

  • Hvad: Eins44
  • Hvor: Elbestrasse 28
  • Info: eins44.com

Ejerne kalder det en kantine, men selv om en af Neuköllns første rigtige gourmet-restauranter holder til i et gammelt likør-destilleri og har bevaret det industrielle look indendørs, er maden bestemt på et højere niveau, nærmere betegnet det bedste en fusion af fransk-tysk køkken kan frembringe. Og som via flotte lokale anmeldelser får gæster fra hele Berlin til at strømme til.

Restauranten ligger godt gemt – man skal helt ind i gården i nr. 28. Her åbenbarer der sig et lokale, hvor de gamle vægfliser og den synlige rørføring er intakt, men som har fået en rå-elegant overhaling med plankeborde, fotostater og alskens nye lamper.

Der er åbent både til frokost og aften, og menuen afspejler i al sin enkelhed sæsonens grønne råvarer i selskab med kalv, gris og Nordsø-fisk, nogle gange traditionelt tilberedt, andre gange turneret med lidt moderne vildskab. Man kan vælge mellem 3 og 5 retters menuer fra 41-61 euro. Åbent tirsdag-fredag kl.12-15, og tirsdag-lørdag kl. 19-24.