Midt i San Francisco er højhuse, menneskemylder og trafik umiddelbart, hvad øjet ser. Men bevæger man sig væk fra centrum og ud i den omkringliggende natur, kan man opleve storbyen lidt på afstand.

1. For vandreren

I det nordvestlige hjørne af San Francisco, hvor landet løber ud i havet, finder man et stykke uspoleret natur, der ganske passende hedder Lands End. Her går en række fine vandrestier, der følger kanten af kontinentet.

Fra det nye informationscenter Lands End Lookout følger man den 2,7 km lange sti Coastal Trail nordpå forbi ruinerne af badehuset Sutro Baths, et par skibsvrag fra begyndelsen af 1900-tallet, der kan ses ved lavvande, og et bid af Californiens vilde, forrevne kystlinje, lig den man finder langs Highway 1 og Big Sur.

Cirka halvvejs kan man tage en afstikker ned ad en trappe mod Mile Rock Beach og fortsætte ligeud til Lands End Point, hvor man har et storslået vue over Golden Gate Bridge, Marin Headlands og Baker Beach. Pelikaner svæver forbi i V-formationer, og en gang i mellem stikker sæler og søløver hovedet op af vandet. Hvis man er heldig, kigger en flok delfiner forbi.

Midt i det hele glemmer man helt, at man stadig befinder sig i en storby. Stien ender ved Eagles Point Overlook.

2. For højdeelskeren

Selv om guidebøger ofte nævner, at San Francisco er bygget på syv bakker, så er der faktisk hele 49 af slagsen, og pruster man sig op ad skråningerne, bliver man som regel belønnet med en flot udsigt.

Når de lokale vil op i højderne, går de i en stor bue uden om Twin Peaks’ læssevis af turister, og forbereder lårbasserne på at bestige Bernal Heights Park syd for The Mission. Der går en række stier rundt om bakken, ligesom der er bænke og nogle klipper, hvor det føles, som om downtown San Franciscos skyline er lige foran ens næsetip flankeret af Bay Bridge, samt bugten og toppen af Golden Gate Bridge i horisonten.

Den vindomsuste bakke er grøn og frodig om foråret, tør og gulnet resten af året, hvilket sender tankerne hen på det skotske højland, og mens eftermiddagstågen hænger over Twin Peaks, skinner solen som regel stadig her.

3. For søulken

På en solrig dag er der intet som at få vabler i håndfladerne, mens man hiver i årerne i et adstadigt tempo midt på en idyllisk sø.

Stow Lake er en kunstig sø midt i Golden Park, der i mere end 100 år har været en yndet destination for sanfranciskanere på flugt fra byens stress og jag.

Fra en lille bod ved bredden kan man leje robåde eller vandcykler og plaske rundt på det grønne vand side om side med ænder, gæs og skildpadder. Midt i det hele ligger øen Strawberry Hill, der får Stow Lake til at minde om et stort »O«, og man kan sejle under et par romantiske broer, forbi et vandfald og en kinesisk pagode.

Når man bliver træt af at være til søs, kan man passende kigge forbi den japanske tehave og besøge kunstmuseet De Young Museum, eller det naturhistoriske museum California Academy of Sciences, der alle ligger nær Stow Lake.

4. For campisten

San Franciscos bedste udsigt får du ikke fra toppen af et penthouseværelse på et fancy hotel, men derimod i rustikke omgivelser på en campingtur på Angel Island.

Det her er ikke en campingtur, hvor man forsøger at slippe væk fra byen og ind i de dybe skove – hovedattraktionen er netop, at man har et uspoleret vue over byens savtakkede omrids af skyskrabere, og det er ret magisk at sidde på sin teltplads og grille, mens solen synker ned i Stillehavet bag Golden Gate Bridge.

Angel Island er ikke lige så kendt som naboøen Alcatraz, men den er langt større, og huser blandt andet et par historiske bygninger, hvor tusindvis af hovedsagligt kinesiske immigranter blev interneret i begyndelsen af 1900-tallet, samt nogle gamle militærkaserner.

Der er også en fin strand, som man man ofte har for sig selv, og øen er et populært sted at mountainbike. Efter mørkets frembrud bør man vandre til toppen af 240m høje Mount Livermore, hvorfra man kan se hele San Francisco-områdets lyshav funkle fra alle sider.

Man kan tage en færge til Angel Island fra San Franciscos Ferry Building i sommerhalvåret og resten af året fra Tiburon. De bedste teltpladser er nummer 4,5 og 6 i Ridge-området.

5. For dyrevennen

»Pla-DASK!« En pukkehval løfter sin enorme underkrop op af vandet, og banker sin hale mod havoverfladen i et ordentligt skumsprøjt, mens passagerne på vores båd hviner, og hujer.

Hvert år passerer tusindvis af gråhvaler, pukkelhvaler og blåhvaler den californiske kyst, mens de migrerer fra Mexico til Alaska, og på en hvaltur i højsæsonen er der næsten garanti for at se hvaler.

Fra San Francisco sejler bådene under Golden Gate Bridge mod ubeboede Farallon Islands, 40 km vestpå. Farallon Islands er et naturreservat, og her kan man, ud over hvaler, være heldig at se delfiner, hvidhajer, sæler, pelikaner, søpapegøjer og andre havfugle. Måske kigger en flok spækhuggere forbi.

Højsæson for at se pukkelhvaler er maj-november, gråhvaler og spækhuggere december-maj og blåhvaler juli-oktober. Turene varer omkring seks timer, og bliver ofte udsolgt, så det er en god idé at bestille i god tid. Husk godt med tøj, da det som regel er køligt ude på vandet.

De 5 naturoplevelser

1. Lands End

2. Bernal Heights Park

3. Robåd på søen

  • Hvor: Stow Lake i Golden Gate Park
  • Hvor meget: Fra 20 dollar pr. time (ca. 115 kr.)
  • Info: stowlakeboathouse.com

4. Camping på Angel Island

5. Hvaltur til Farallon Islands