Mange af Bornholms herligheder er velkendte, men spørger man de lokale, får man tips til mindre kendte, men ligeså gode oplevelser.

1. På badehotel

Hvad: Pension Langebjerg
Anbefalet af: Helle Mogensen, født og opvokset på Bornholm
Fordi: Hyggeligt med historie fra det gamle Sandvig
Info: langebjerg.dk

Der står gammeldags modnede sild på morgenbuffeten, haveroser på bordet og hvide træmøbler på terrassen, der fungerede som perron, dengang toget satte glade sommergæster af i den lille badeby på nordspidsen af øen.

Pension Langebjerg er indrettet i Sandvig stationsbygning fra 1912, hvor stationsforstanderen boede med sin familie. I værelserne ovenpå blev togets personale indkvarteret for natten, eftersom det var endestationen.

Tv-stuen er indrettet i det gamle billetsalg, og man kan endnu se skranken til pakkeindlevering og opslagstavlerne. Stemningen understreges af køreplaner og fotografier i morgenmadsstuen. Her har man faste borde ligesom til aftensmaden, der serveres mandag, onsdag og fredag på klassisk pensionatvis kl. 18.30 præcis. Hvis man har lyst.

Når mørket falder på, er det kun havmågerne, man hører gennem de åbne vinduer på de enkle værelser.

2. Det royale islæt

Hvad: Kongeegen
Anbefalet af: Gur Pedersen, bornholmsk gift og fast sommergæst
Fordi: Romantisk historie fra det virkelige liv

Det ligner heksens træ fra H.C. Andersens »Fyrtøjet«. Bare mindre og uden hunde med store øjne. Kongeegen står midt på øen. Der, hvor Bolsterbjergvej støder til Segensvej mellem Øster- og Vestermarie. Parkér på rastepladsen og find træet i skovbrynet lige ved vejsvinget.

Her stod næsten-nygifte Kong Frederik VII og Grevinde Danner, hustru til venstre hånd, i 1851, da de sammen besøgte Bornholm og skoven midt på øen. Mon ikke de faldt for symbolikken i egetræet og bøgetræet, der voksede tæt sammenslyngede – for kongen skar deres initialer i træet.

Efter en studerende på formastelig vis skrællede barken af, opsatte man en messingplade med selvsamme initialer, præcis hvor kongen havde skåret. Også den blev nuppet og er erstattet af jernpladen, der ses i dag. Bøgetræet er for længst gået ud, men kongens eg står her endnu, omend tør og svækket.

Når man har dvælet ved mindet om den oprørske konge, der valgte en uægte datter af en tjenestepige som livsledsager, så følg stien bag egetræet cirka100 skridt op til bænken af store halve træstammer. Her er det dejligste kig udover søen og skoven.

Havtornplantagen på Fløjlegård.
Havtornplantagen på Fløjlegård. Foto: Susser Feit
Vis mere

3. På privat besøg

Hvad: Havtornplantagen på Fløjlegård
Anbefalet af: Johan Bülow, lakridsmager og indfødt bornholmer
Fordi: Marmeladen er super lækker
Info: høstet.dk

»Se bare alle de bær, der sidder her«, siger Camilla Meisner glad og løfter op i havtorntræets stride grene. Bærrene modnes sidst i august, men er svære at plukke, så Camilla og ægtefællen Mads skærer grenene af, fryser ned og ryster siden blade og bær løs og sorterer dem.

Det er et stort arbejde at forvandle havtorn til de økologiske, vitaminrige og knaldorange lækkerier, der fås i enkelte delikatessebutikker – og ved stalddøren her på gården, hvor alle er velkomne.

Parret flyttede til Bornholm i 2009 for at virkeliggøre iværksætterdrømmen på øen med de mange ildsjæle. Camilla og Mads lever travlt, men også roligt og godt på plantagen, som de selv har drevet frem. Og tager gerne gæster ud mellem træerne og fortæller om denne pionervækst.

Bærrene bliver til marmelade, tørrede havtornflager og skøn saft, der endda indgår i en delikat øl fra det lokale Bryghus. Og der arbejdes på en the af topskuddene.

»Står der »Åbent« på skiltet ved landevejen, så kør bare ned ad grusvejen. Står der står »Lukket«, så ring lige herned: Hvis vi ikke lige er ved at koge, tager vi naturligvis imod alligevel,« lover Camilla.

4. Kultur med charme

Hvad: Rønne Theater
Anbefalet af: Annette Timmermann, Bornholms Amatørscene
Fordi: En historisk perle med imponerende repertoire
Info: bornholmsteater.dk

De lave gule bindingsværksmure i den smalle gade i Rønne, Theaterstræde, ser ikke spor teateragtige ud.

Men rundt om hjørnet er der en åben dør med plakaten fra dagens forestilling, så det må vel være her, tænker den undrende teatergæst. På forundelig vis er huset langt større indenfor end det virker udefra og rummer Nordens ældste fungerende teater fra1823. Og mere charmerende repræsentant for dansk kulturtradition skal man lede længe efter:

Det ligner et miks af et dukketeater og Det Ny Teater i København. Alt er smukt vedligeholdt med brede plankegulve, høje paneler og fyldningsdøre i café og foyer. Selve salen, der er udpræget sød uden at forfalde til det nuttede, har plads til 300 tilskuere.

»Lær visdom af livets optrin« står der skrevet i guld over scenen, der som en af landets eneste stadig er skrå. Stolene er dog nye, og man sidder godt. Husk lige at se et par af de oprindelige stole, der står ude i gangen langs salen.

Der er liv i teatret året rundt med både gæstespil og egne produktioner, bl.a. Holberg forestillinger hver sommer. Og hvorfor ikke få alle de gode historier på en åben rundvisning, der også kommer bag scenen og ind i de gamle garderober. To gange om ugen i august og september.

Fiskeri ved Muleby Sorthat.
Fiskeri ved Muleby Sorthat. Foto: Susser Feit
Vis mere

5. Tag med ud og fisk

Hvad: Fiskeri ved Muleby Sorthat
Anbefalet af: Bo Frandsen, bornholmsk lystfisker
Fordi: Godt varieret fiskeri
Info: din-fangst.dk

Det er smukt at tage på fisketur i Hasle Klinker Skov på øens vestkyst. Kør efter søerne, der ligger i skoven mellem havet og småbyerne med den finurlige betegnelse Muleby Sorthat.

Netop området omkring Hasle er mindre hjemsøgt af turister end så mange andre af øens naturperler. Så det er perfekt, også til skovtur uden fiskegrej, hvis man holder af roen og kan undvære iskiosker for en stund.

I Rubinsøen får man aborrer på krogen. Søens navn skyldes, at den er opstået i en gammel kulgrav, der ulykkeligvis blev oversvømmet. De gamle minevogne og lokomotiver ligger endnu dernede, og det er rusten fra de store mængder gammelt jern, der giver søen dens rødlige skær.

Den mere grønlige Smaragdsø bugner af ørred, fordi den har forbindelse ud til havet, men ifølge fiskeentusiast Bo Frandsen er Safirsøen den bedste af dem alle, for her fanger man – med lidt held og kunnen – det hele: fra karper til gedder.

Smaragdsøen kræver fisketegn, mens Rubinsøen og Safirsøen er fri til fiskeri uden tegn. Mindstemål for fangst i søerne ses på hasle.dk og fisketegn fås på øens turistbureauer eller på fiskekort.dk.