Kun få kilometer fra Sydneys storbyliv er der mere end 100 sandstrande. Vi guider til fem af dem – fra den børnevenlige og den berømte til den lokale og den kendte fra TV.

Færgetur til ferieland

Hvad: Manly Beach
Hvor:
Den sydligste af de nordlige strande
Hvordan:
Færgen F1, bus E70 eller E71 fra Circular Quay. Turen tager knapt en time og prisen er cirka 40 kr. per vej.

Det føles lidt som en endagsferie, når man en søndag formiddag hopper på færgen fra storbyens skyskrabere til færgelejet i Manly, hvor kajakkerne cruiser rundt i bugten, mens fish and chips konsumeres på kajen og halvstore teenagere springer i vandet fra havnemolen.

Ferien fortsætter, hvis man følger hovedgaden til den anden side af tangen. Her er der surfbutikker, caféliv og en langstrakt promenade, hvor folk på løbehjul og surfere med brættet under armen ubesværet glider ud og ind mellem hinanden.

Er man nybegyndersurfer, der gerne vil lære at beherske brættet ude på bølgerne, er strandens sydlige ende et oplagt sted at starte (og flere kurser at vælge imellem).

Er man mere til leg i sandet, er her flere beachvolleybaner til fri afbenyttelse. Har man fået nok af sol, sand og saltvand, kan man udforske den vilde natur på den 10 kilometer lange Manly-Bushwalk Vælger man i stedet at tage færgen tilbage til byen, er det oplagt at time det med en solnedgang over Harbour Bridge og Operahuset.

Børnevenlig bugt

Hvad: Camp Cove
Hvor:
Ved Watson Bay ved den sydlige indsejling til Sydneys havn
Hvordan:
Færgen F7, bus 324 eller 325 fra Circular Quay. Både bus og færge tager en time, prisen med færgen er cirka 35 kr. per vej.

Smid vattæppe og snorkelmaske i skovkurven og pak ungerne sammen til en afslappende heldagstur til Camp Cove ved Watson Bay.

Modsat de kystvendte strande er vandet i den lille bugt helt roligt. Her kan man faktisk svømme, snorkle, ro i kajak eller prøve kræfter med disciplinen stand-up padle uden at skulle kæmpe med saltvand i luftvejene. Og her kan man som forælder slappe lidt mere af, mens børnene fanger småfisk i vandkanten.

Underholdningen for både små og store størrelser starter allerede på søvejen ud til bugten. For selv om det er lidt dyrere at tage færgen end bussen, vil de fleste formentlig synes, turen er pengene værd, når man stævner ud fra Operahuset i Sydney, mens hundredvis af hvide sejl skøjter rundt på vandet og vandflyvere lander lige ved siden af færgen.

Stranden Camp Cove ligger til højre for Watson Bay og her ligger en lille kiosk med et begrænset udvalg af forfriskelser. Forsætter man op til højre for kiosken, er der til gengæld en ubegrænset udsigt over bugten og de høje skyskrabere, der rager op i Sydneys centrum. Uden byens larm – i dette lille åndehul er den eneste lyd en hulken fra en lille pige, der har fået de forkerte dykkerbriller med på stranden.

Den berømte

Hvad: Bondi Beach
Hvor:
Øst for Sydney
Hvordan:
Bus 333 fra Circular Quay. Turen tager en halv time og koster cirka 25 kr. per vej.

Bondi beach er uden tvivl den mest berømte strand i Australien. Her er bikinien lige lidt mindre, den brune glød på huden lidt dybere og musklerne lidt spændstigere.

Ude på vandet kæmper surferne om pladsen på bølgerne, mens badegæsterne i vandkanten nærmest bliver ædt af det hvide skum. Bølgerne ER store, men det er timevis af god underholdning at betragte surferne derude forsøge at ride med på dem.

Er man her »bare« for at bade, og ønsker man ikke at ende med et bræt i nakken, er det en god idé at svømme mellem de røde og gule flag. Dermed undgåss også risikoen for at blive fanget i et hestehul, og man er i øvrigt sikret livreddernes opmærksomhed.

Er frygten for surfere, hajer og hestehuller alligevel for stor – eller en selv for lille – kan man rykke ned til den sydlige ende af den lange og brede strand, hvor der er vandleg for de små samt banesvømning i en 50 meter saltvandspool.

Livet på Bondi Beach foregår ikke kun på vandet, her er også masser af aktiviteter på land – fra udendørs fitness-maskiner og yogakurser under åben himmel til massevis af caféer og barer, der serverer alt fra drinks til økologisk superfood.

Lokalt liv

Hvad: Coogee
Hvor:
Øst for Sydney
Hvordan:
Bus 373 fra Circular Quay. Turen tager knapt 40 minutter og koster cirka 25 kr. per vej.

Trækker man glam, glitter (og en ordentlig stak turister) fra Bondi Beach og rykker fem kilometer sydpå, lander man i Coogee.

Snup gerne de fem kilometer til fods (Coogee-Bondi Walk) og nyd det rå landskab langs kysten. Tag for eksempel en snorkeltur i Clovelly bugten, eller løb om kap med lokale, der udfordrer det til tider stejle og trappede terræn.

Havsvømmerne kæmper mod bølgerne i vandet, mens landevejscyklisterne holder pause ved den lille strandkiosk. Hen på eftermiddagen rykker badegæsternes strandhåndklæder op i græsset, og der grilles pølser og kastes frisbees.

Også hovedgaden i Coogee er fyldt med liv på de hyggelige caféer og i de mindre butikker. Det eneste, Coogee ikke kan klare, er bølger til surferne, men så er der til gengæld bedre plads til alle andre.

Ren sæbeopera

Hvad: Palm Beach
Hvor:
Den nordligste af de nordlige strande.
Hvordan:
Bus L88 eller L90 (cirka 1 time og 40 min) eller bil (cirka 50 min). Prisen med bus er cirka 25 kr. per vej.

Palm Beach ligger langt fra Sydneys centrum. Men den lange bustur er hurtigt glemt, når man lander i det næsten øde landskab.

Fuldstændig mennesketomt er der nu ikke, for den udødelige tv-serie »Home and Away« bliver filmet her. Med mere end 25 år på bagen kan man undre sig over, at serien stadig kører, men kulisse-valget forstår man til gengæld godt.

Her er alt, hvad en romantisk dramaserie behøver. Stranden ligger nærmest urørt og strækker sig til spidsen af tangen, hvor fyrtårnet Barrenjoey troner op over trækronerne. Fra toppen ved fyrtårnet kan man på den ene side se ud over Ku-ring-gai Chase National Park samt Broken Bay og på den anden side følge kyststrækningen mod Sydney.

På den modsatte side af tangen ligger et idyllisk bådhus, hvor man kan få en (formidabel) omgang fish and chips eller andre lettere frokostretter. Priserne ligger i den høje ende, men opvejes af at man kan nyde den sprødstegte fisk med en sæbeopera-værdig udsigt over bugten.

Og hvis man er heldig, score sig en rolle som statist i et afsnit af »Home and Away«.