En lang sejltur på vej til skiferien i nord kan virke kort for både børn og voksne, hvis man aktiverer ungerne. Her er fem forslag til aktiviteter for børn på Oslo-båden.

Ballondyr og tegnekonkurrencer

Hvad: Piratklubben
Hvor længe: Der er åbent fra kl. 16.30-18 samt næste morgen mellem kl. 8 og 9.
Pris: Gratis

Selv om man er fyldt ti år og meget optaget af Minecraft på iPaden, kan man godt synes, at ballondyr er ret sjove. Især hvis man kan få lavet lige præcis dét dyr – eller maskinpistol eller hat – man ønsker sig.

Piratklubben er et børneunivers, indrettet i en del af skibet langt væk fra restauranter og barer, hvor par på romantisk ferie sipper drinks og ser hinanden dybt i øjnene. I piratklubben må børn være (larmende) børn med hulahopringe eller børnescootere, eller være lidt mere rolige børn, der bygger figurer af legoklodser, bliver malet i ansigtet eller tegner bidrag til den daglige tegnekonkurrence.

Nogle børn kan formentlig sagtens underholde sig selv her – eventuelt mens mor og far snupper en kop kaffe og et hvil på en af de mange stole langs væggen, der er sat op til det samme – mens andre vil være glade for de »pirater«, der er her for at lege med børnene, herunder kreere stakkevis af ballondyr. På bestilling, men tilsyneladende med ligeså barnlig glæde som bestilleren.

Børnebuffet

Hvad: Middag
Hvor længe: Man har bordet i cirka to timer
Pris: Halv pris af voksenprisen. Den er ved forhåndsbestilling 245 kr., ved bestilling om bord 264 kr.

Med 17 timer til søs kommer man ikke udenom måltiderne. Og vil man gerne give sine børn en lidt anden oplevelse end egne medbragte klemmer i kahytten, kan man f.eks. booke bord til skibets buffetrestaurant 7 Seas. Hvis store børnevenlige trækplaster for de fleste børn nok vil være tag-selv-softice maskinen.

Udover is er der en speciel børnebuffet, indrettet i børnehøjde. Udvalget er ikke det mest kreative – her er klassikere som fritter og spaghetti, og saltstænger kunne måske have været erstattet med gulerødder – men børn er velkomne til også at fylde på tallerkenen fra de voksnes buffet, hvor der er meget sundt at vælge imellem.

Og så er der muligheden for at lave sin egen soft-ice til dessert. Fra selv at dreje håndtaget og dermed styre, hvor meget is der kommer ud, til egenhændigt at fylde på med »toppings«.

Skal det være mere personligt end en meget larmende buffet­restaurant, er børn også velkomne i skibets øvrige restauranter. I den nyåbnede italienske Little Italy spiser børn pizza til halv pris, og i bøfrestauranten Explorers Steakhouse kan børn vælge to retter fra Jack the Pirates børnemenu, f.eks. havburger med drivtømmer – burger med fritter – og Jacks flade øretæver – pandekager med is – til 99 kr. inkl. en sodavand.

Fra drinks til drikkedunk

Hvad: Oplevelseskort for børn
Hvor længe: Man får kortet, når man går om bord og kan bruge det frem til, man går af båden næste morgen
Pris: 99 kr.

Det hedder et klippekort, men er i virkeligheden et kort med klistermærker. Det er imidlertid ligegyldigt, det »seje« er, at man får en nøglesnor om halsen, hvori der hænger et skilt og signalerer VIP – »her er en af dem, der via sit kort om halsen kan indløse en masse oplevelser.«

Et børneklippekort koster 99 kr. og indeholder seks ting – en god blanding mellem ting, man kan tage med hjem, ting, man kan prøve, og så ting, man kan spise eller drikke.

Beløbet er godt givet ud – man sparer godt 70 kr. i forhold til individuelle priser – og der er underholdning til rigtig lang tid i kortet. Bare at finde en bar, vælge en drink, se den blive lavet og så sippe den langsomt, mens man efterligner mor, når hun sidder med en cocktail, kan der gå en time med.

Udover en farvet drink er der bl.a. poletter til bamsekranen, billetter til hestevæddeløb, og muligheden for at vælge sig en drikkedunk i tax-free butikken på kortet.

Leg med vand

Hvad: Vandland
Hvor længe: Der er åbent fra man går om bord til kl. 22
Pris: Gratis, hvis man har et klippekort (se pkt 3). Ellers 25 kr. for børn (50 kr. for voksne)

Det er få børn, der ikke synes, vandpjask er en ganske fin måde at fordrive tid på. Oslo-bådenes vandland hedder Bubble Zone og indeholder flere muligheder for at lege med vand. Dels i bassinet med rutsjebane, dels i bassinet ved siden af, som er så lavvandet, at børn, der endnu ikke kan svømme, fint kan lege her. Derudover en jacuzzi og så denne skribents medbragte børns personlige favorit: bruserne med iskoldt vand.

For de voksne, der muligvis ikke er til det våde element, er der et – lille – område ved siden af bassinerne med borde og stole, hvor man kan sidde tørt og holde øje med børnene. Der er også en café, hvor man kan købe sig en kop kaffe.

Inden børnene overhovedet kommer ind til vandlandet – eller når de er færdig med at pjaske – kan de garanteret også bruge noget tid i det tilhørende legeland. Her er blandt andet et boldrum (af den store slags, hvor op til flere børn kan gemme sig under de farverige plasticbolde på samme tid), og forskelligt legetøj til mindre børn.

Omklædningsrummene er til gengæld absolut ikke store, og de er unisex, så er man, og det gælder både forældre og børn, lidt blufærdige, anbefales det at klæde om i kahytten.

Sov i egen kahyt

Hvad: Familiekahytter
Hvor længe: Fra man går om bord til en halv time, før båden er i havn
Pris: Fra 1.196 kr. per overfart for en familie­kahyt med fire senge. Fra 2.192 kr. for en familiekahyt med seks senge. Se website for specielle priser ved minicruise

Det kan hurtigt blive en kaotisk omgang at mosle mor, far og et eller flere børn ind i en 4-sengs køjekahyt, minimal opbevaringsplads og et badeværelse på størrelse med et kosteskab. Samtidig er de voksne nødt til at gå i seng ved børnenes sengetid for ikke at forstyrre podernes nattesøvn med lyd og lys.

Alt det slipper man for i en såkaldt familiekahyt, der består af to kahytter forbundet med en dør. Der er enten to eller tre senge i hver af de sammenhængede kahytter (afhængig af skibsmodellen), og en dør ud til gangen fra dem begge.

Den store fordel er naturligvis, at mor og far kan lægge børnene i seng i det ene værelse, og have mulighed for at tale sammen med lyset tændt i det andet.

Derudover er der en fornuftig opbevarings- (og gulv)plads, og endelig er der et badeværelse i hver af de to kahytter, hvilket betyder, at en voksen kan gå i bad i fred, selv om et børnene skulle få øjeblikkelig tissetrang.

Der findes også familiekahytter med fem køjer – de består kun af én kahyt, men er praktisk, hvis man er en familie på fem, der gerne vil bo sammen.