Vinteren er lang og kold i Canadas hovedstad, men det holder ikke byens borgere indendørs. Tværtimod. Spænd skøjterne og tag med til Winterlude i Ottawa.

Det er ikke ualmindeligt, at den første sne i Canadas hovedstad falder i oktober, eller at den bliver liggende helt til maj. Vinteren er Ottawas længste årstid.

Den slags klima får nogle til at flygte sydpå, mens andre installerer sig med varm te i den ene hånd og fjernbetjeningen i den anden, indtil foråret igen åbner sine lysegrønne arme. Men for de fleste indbyggere og turister i Ottawa er overlevelsesstrategien den stik modsatte: At omfavne vinteren og få noget sjovt ud af den.

Med et årligt snefald på over to meter og masser af blå himmel og solskin har byen de bedste betingelser for leg i sneen, og det fejrer den hvert år i februar med den tre uger lange vinterfestival »Winterlude«.

1. Verdens største skøjtebane
Omdrejningspunktet for Winterlude – og en af Ottawas hovedattraktioner – er den historiske Rideau-kanal, der om vinteren forvandles til en 7,8 kilometer lang skøjtebane.

Den i alt 202 kilometer lange vandvej fra Kingston til Ottawa blev indviet i 1832 for at sikre en militær forsyningsrute i en tid, hvor USA og Canada stadig sloges om magten i regionen. I dag er den erklæret for UNESCO verdenskulturarv og det eneste kanalsystem i Nordamerika, der stadig er i brug i sin oprindelige form – omend nu kun til rekreationelle formål.

Om vinteren lukker byens sluser, og vandet fryser til is, så tusindvis af rødkindede skøjteløbere i alle aldre kan erstatte sommerens lystsejlere og kanoroere. Skøjtebanen, der med et areal svarende til 90 professionelle ishockey-arenaer er verdens største, starter centralt – kun få skridt fra Canadas parlament.

Langs ruten, der slynger sig gennem byen, kan man lune sig ved bålfade eller med varm æblecider og friskbagte »Beavertails«, en lokal form for donut formet som en bæverhale og drysset med kanelsukker.

Skøjter kan lejes direkte på kanalen.

2. Iskunst fra hele verden
I »The Crystal Garden«, kun et sneboldskast fra Rideau-kanalen, kan man betragte isskulptører fra hele verden forvandle enorme isblokke med motorsave, hammere og mejsler til krystalklare fabeldyr og magiske skulpturer.

Arbejdet foregår på tid og i konkurrence med hinanden og solen, sidstnævnte er en iskulptørs værste fjende.

Sidste år deltog kunstnere fra så forskellige lande som Rusland, Sverige, USA, Filippinerne og de Forenede Arabiske Emirater. Konkurrencen foregår i Winterludes åbningsweekend, som i år var den første i februar, men figurerne kan beundres i løbet af hele festivalen.

The Crystal Garden, som ligger i Confedration Park, er også vært for de udendørs »sub-zero DJ nights«.

3. Leg i sneen
Sneglidebaner, klatrevægge, gogarts, ski for begyndere, snowtubing, forhindringsløb, svævebane og masser af smukke snefigurer.

De yngste kan prøve kræfter med udendørslivets glæder i Winterlude-favoritten »The Snowflake Kingdom«.

Her kan de også møde medlemmer af Algonquin-stammen, et af Canadas mange oprindelige folk, som i anledning af festivalen slår en traditionel vinterlejr op og gennem historiefortælling, dans og sang formidler deres historie.

The Snowflake Kingdom er ifølge festivalen selv Nordamerikas største snelegeplads. Den ligger i Jacques-Cartier Parken i Ottawas fransktalende tvilling Gatineau, lige på den anden side af Ottawa-floden.

4. Vintertriatlon og langrendsmaraton
Seriøse vintersportsinteresserede kan melde sig til Winterludes triatlon eller nøjes med at se fascineret på, når i omegnen af 300 ambitiøse motionister mellem 14 og 80 år tilbagelægger otte kilometer på skøjter, fem kilometers langrend og fem kilometers løb, ofte i tocifrede frostgrader.

14.-16. februar finder Canadas største langrendsløb »Gatineau Loppet« sted.

Her deltager 2.500 skiløbere i otte forskellige distancer rangerende fra to kilometer – mest for børn – til 51 kilometer for de lidt mere udholdende.

Læs mere på winterludetriathlon.ca og gatineauloppet.com

Er man ikke til konkurrencer, kan man spænde ski eller snesko i den nærliggende Gatineau Park, der har over 200 kilometer gode langrendsspor og frisk luft, stilhed og vinterskønhed ad libitum.