Belfast er mest kendt for konflikt og uro, men efter tv- og filmproducenter har fået øjnene op for byen, er Belfast blevet ramt af en opblomstring. Vi guider til tre steder, hvor du kan opleve det gamle og nye Belfast.

Når det handler om storbyferie med irsk islæt, tænker de fleste nok på Dublin – Irlands hovedstad – men dens upolerede lillebror, Belfast, som er hovedby i Nordirland og lidt større end Aarhus, er absolut også et besøg værd.

Fra 1500-tallet var øen Irland under britisk herredømme, men efter optøjer i perioden omkring Første Verdenskrig opnåede den katolsk dominerede størstedel af øen i 1921 en slags selvstyre under navnet The Irish Free State.

Den sidste del i nord, der er domineret af protestanter, forblev under britisk styre. Og i 1949 blev de to irske områder skilt endeligt ad. The Irish Free State blev til den selvstændige Den Irske Republik, mens resten af øen blev en selvstyrende region i United Kingdom, der består af Storbritannien plus det, der altså kom til at hedde Nordirland. Så selv om Dublin og Belfast ligger på samme ø, er de formelt set byer i hver sit land.

Gennem de næste mange årtier var der både politiske og væbnede kampe mellem de af Nordirlands katolikker, der ville genforenes med det øvrige Irland, og protestanterne, der ville forblive under den britiske krone.

Især i 1970erne og 80erne gik det hårdt til i Belfast med terrorbombninger, likvideringer og gadekampe, og byen led både økonomisk og udviklingsmæssigt under konflikten, og hensank i fattigdom og apati, indtil der i 1998 blev indgået en fredsaftale.

Det nye Belfast

Især de senere år er der kommet vældig fart i opsvinget. Det skyldes blandt andet, at det nordirske styre har satset benhårdt på at få udenlandske tv- og filmproduktioner til området, der både kan lokke med lave omkostninger, skattefordele og en smuk og dramatisk natur.

Det helt store spring kom, da amerikanske HBO rykkede indspilningerne af sin successerie »Game of Thrones« til Belfast. Myndighederne vurderer, at alene den serie har boostet Nordirlands økonomi med en milliard kroner og har skabt titusindsvis af jobs.

Den økonomiske fremgang har givet fornyet selvtillid i byen – kreative mennesker strømmer til for at arbejde i tv- og filmindustrien; restauranter, hoteller og konferencesteder skyder op, og hele byområder bliver renoveret.

Midt i alt det nye kan man dog stadig fornemme det gamle, rå Belfast, og netop dén kontrast er en af de store tiltrækningspunkter ved byen. Her er tre steder, hvor du kan møde det gamle og nye Belfast.

1. St. George's Market

En af Belfasts ældste attraktioner er det store indendørs-marked St. George’s Market, der holder til i en imposant victoriansk bygning lige ved det hypermoderne Belfast Waterfront-center.

Her i de højloftede haller med slanke, grønne smedejernssøjler har handlende mødtes siden 1896. Der er et herligt leben af folk, der køber ind i fiskeboder, slagtere, grøntsagsboder, ostebutikker og så videre, men her er også mere moderne indslag som økologisk chokolade, cupcakes og kunsthåndværk.

Melder sulten sig ved synet af de mange lækkerier, er der både boder med go’e gammeldaws meat pies og restauranter, hvor man kan sidde ned med en fiskesuppe eller en salat.

St. George’s Market er åben fredag kl. 06-14 samt lørdag og søndag kl. 09-15, og du finder det nemmest ved at gå ad May Street mod havnen fra Belfasts rådhusplads.

2. Titanic Belfast

Alle tiders mest ikoniske passagerskib, Titanic, blev bygget i Belfast i årene 1909-1912, hvor byen var en af Europas vigtigste værftsbyer.

Desværre var byen økonomisk på hælene i 1997, da verden gik Titanic-amok efter James Camerons storfilm, og det eneste, tilrejsende filmfans kunne se, var den tørdok, det enorme skib havde ligget i – altså et hul i jorden.

Først i 2012, 100 år efter Titanics katastrofale jomfrurejse, åbnede det store oplevelsescenter Titanic Belfast i det nyrenoverede Titanic Quarter.

Centret, der skyder ud over vandet som en kæmpe skibsstævn, fortæller over på fire etager om Titanics tilblivelse og undergang samt giver et indblik i Belfasts historie og leve-vilkårene, dengang skibet blev bygget.

Her er både klassiske udstillinger, hvor man blandt andet kan se, hvordan de forskellige kahytter var indrettet, og helt moderne udstillinger, hvor man via computeranimationer bliver ført gennem skibet fra maskinrummet, forbi 3.-klasses passagernes indkvartering, gennem de elegante spise- og balsale på 1. klasse og op til dækket, hvorfra de desperate passagerer sprang i havet.

Centret har formelt ikke noget med filmen at gøre, men i souvenirbutikken fandt jeg dog en kopi af »Havets Hjerte« –safirhalskæden fra filmen.

3. Duke of York

Et besøg i Belfast er ikke det samme uden et dyk ned i den rige irske pubkultur.

Mange turister går på den klassiske The Crown Liquor Saloon på Great Victoria Street, men skønt den er flot indrettet, virker den nemt overfyldt.

Prøv i stedet den lige så traditionelle Duke of York i det livlige Half Bap-område i Cathedral Quarter omkring domkirken.

Her ligger pub på pub med levende musik, Guiness på fad, solid pubmad med store kødstykker og tung kartoffelmos samt ikke mindst et rigt udvalg af irske whiskeys.

Duke of York er selvfølgelig indrettet med de sædvanlige spejle, gamle ølreklamer, messingskilte og plakater for optrædende musikere, men især den ene bar og en stor reol med flotte træskærerarbejder bag den skiller sig ud.

De er lavet af nogle af de italienske træskærere, der arbejdede på udsmykningen af Titanic i sin tid, og som betalte for deres pubture ved at udskære billed- og spejlrammer, træsøjler og altså barreoler.

Rejseinfo

1. St . George’s Market

2. Titanic Belfast

3. Duke of York

Transport:

Bl.a. Norwegian flyver til Dublin fra 1.100 kr. Herfra er der tre timer i bil eller tog til Belfast. British Airways flyver via London til Belfast til priser fra 3.700 kr.

Ophold:

Der er flere muligheder for overnatning i Belfast. F.eks. det centralt beliggende Park Inn Belfast til priser fra 550 kr. pr nat. Vil man gerne forkæle sig selv med femstjernet Art Deco-luksus, er The Merchant stedet. Priser fra ca. 2.000 kr. pr. nat.

Info:

visit-belfast.com