»Påskeøen«, »Sejlersus og lykkerus« og en ny fra Lonely Planet.

Øen og statuerne

Det var lidt tilfældigt, at Torsten Granov i sin tid kom til Påskeøen.

Men mødet med den græsklædte ø så langt fra alting med det uendelige Stillehav til alle sider og høj blå himmel over øen blev starten på mange års fascination og en ren lidenskab for de store stenfigurer, historien, kulturen og befolkningen.

Siden er det blevet til flere rejser til den fjerntliggende ø, blandt andet gennem sit arbejde som direktør i rejsebureauet Cultours. Og hver gang har han lært noget nyt om Påskeøen, eller Rapa Nui, som er dens polynesiske navn.

Det fortæller han i den lille bog »Påskeøen«, hvor han har samlet al sin viden og fortæller levende om øens brogede historie. Især om de store statuer, som er enestående for øen, og som blev større og større, samtidig med at samfundet faldt mere og mere fra hinanden og kulturen til sidst forsvandt helt. Hvorfor er der ingen, der kan give et endegyldigt svar på. Denne mystiske fortid pirrer nysgerrigheden, og der er masser af teorier.

Men det er ikke historie det hele. Også geografiske fakta om øen og nutidens forhold er med i bogen. Som for eksempel den store årlige Tapati-festival i februar, som strækker sig over to uger med masser af fest og masser af konkurrencer: fra mændenes bananløb til kvindernes kurveflette-konkurrence, og som munder ud i kåringen af øens »dronning«.

Og så er der en advarsel: Spar ikke penge på rejsebudgettet ved at vælge den billige vintersæson. Gennemsnitstemperaturen om vinteren – fra april til oktober – er ikke lav, set med danske øjne. Men det kan være koldt, og det er ret regnfuldt og meget blæsende. Især i juli kan det regne meget.

»Da mange kun besøger Påskeøen en gang i livet, og da det ofte er opfyldelsen af et livslangt ønske, er et besøg i øens sommerhalvår altid af foretrække. Risikoen for en dårlig oplevelse er stor, hvis man vælger øens vintermåneder,« skriver Torsten Granov.

»Påskeøen« af Torsten Granov
Cultours forlag. 141 sider illustreret og indbundet. Pris: 195 kr.

Anden del i lykkerus

Ti år har Annie og Steen Larsen brugt på at sejle jorden rundt. Det har taget så lang tid, fordi de har gjort mange stop undervejs, hvor de har forladt båden og rejst rundt i de lande og områder, de har besøgt. Men også holdt pauser fra båden »Larsine«, som de efterlod, mens de under lokale orkan-perioder rejste hjem til Danmark, indtil det igen var sejlvejr.

En lang rejse og en lang beskrivelse i tre planlagte bøger. Første del, »Piratfisk og palmesus«, om turen fra Tyrkiet til Tahiti udkom sidste år. Nu er anden del fra Tahiti til Thailand udkommet.

Som første bog er der i »Sejlersus og lykkerus« masser af fotos i bogen, og beretningen skrider kronologisk frem, alt synes at skulle med.

En strammere redigering havde klædt bogen. Færre af de småsladrende bemærkninger – som om en amerikansk sejler: »Det lå i luften, at han havde aids«.

Og mere af det væsentlige, hvor eksempelvis et afsnit om, at rejsen også har en pris, er meget kortfattet.

Her fortælles indirekte, at parrets søn og svigerdatter med et barnebarn på vej bryder med Annie og Steen Larsen. De er simpelthen for fraværende. Men det ændrer ikke den planlagte jordomrejse.

»Kun et rigtigt stærkt parforhold og et godt liv i øvrigt bringer os helskindet igennem denne nye fase af vores liv,« konkluderer Annie Larsen – og så ikke mere om den historie.

Videre går det fra Stillehavet, New Zealand og Australien til Indonesien, Malaysia og Singapore, hvor turen rettelig slutter i dette bind.

Der er masser af sus i sejlene, problemer og kreative løsninger, men mest af de gode oplevelser og en overvældende lyst til livet. Så bærer man over med, at sproget humper lidt af sted, og at der også er stave- og begrebsfejl ind imellem.

»Sejlersus og lykkerus« af Annie Larsen
Forlaget Larsine. 348 sider illustreret og indbundet. Pris 298 kr.

Et rejseårs inspiration

Mangler du idéer til årets rejse?

Hvis ja er Lonely Planets »The Best Place to be Today« en sjov og anderledes inspirationsguide.

Bogens har 365 rejsetips, og de præsenteres som rejseforslag til hver dag i året sammen med en forklaring på, hvorfor man netop skal rejse dertil på den dag.

Det kan være fordi vejret er bedst, at det er højsæson, at der er en bestemt begivenhed, en festival, sæson for dyrebørn, ny sne, dyr eller fugle på træk, nordlys, eller hvad der nu er aktuelt den specifikke dag og periode.

Hvert rejseforslag har sin lille beskrivelse af stedet og oplevelsen, og der er web-adresser, hvor man selv kan finde flere oplysninger.

De 365 rejsetips er til hele verden. Dog er der ingen til Danmark – men Norge bør man ifølge Lonely Planet besøge tre gange i løbet af året.

26. juni: Bestig Svolværgeita på Lofoten – fordi nu er der midnatssol.

13. september: Tag til Lapland i Norge, Sverige, Finland og Rusland – som er smukkest i efteråret.

2. december: Svøm med spækhuggere i Tysfjord – de er der mellem november og januar.

Meget praktisk er der et indeks bag i bogen, hvor man kan finde frem til rejseforslagene efter geografi eller interesse. Her er listet lande og byer, floder og nationalparker. Forslagene er også kategoriseret efter aktivitetstype som fuglekikkeri, dykning og vandreruter og efter begivenheder som festivaler og sport som maraton og regattaer.

»The Best Place to be Today«
Lonely Planet forlag. 272 sider illustreret. Pris: 160 kr.