Tag en by omringet af stejle bjerge på tre sider og tilsæt en knapt 30 km lang smal arm af den berømte Sognefjorden på den fjerde, og man har Flåm – en bygd midt i et norsk naturscenarie, når det er smukkest.

Kajak på Aurlandsfjorden

Man føler sig ret lille, når man stævner ud på Aurlandsfjorden i en kajak.

For godt nok er fjorden kun 29 kilometer lang, ingenting i forhold til den fjord, den er en forgrening af – verdens andenlængste af sin slags, Sognefjorden, med en længde på 204 kilometer.

Men når man sidder der, i bogstaveligste forstand med røven i vandskorpen, virker 29 kilometer endeløst. Specielt med de flere hundrede meter høje nærmest lodrette fjelde, der tårner sig op langs begge sider af fjorden.

Heldigvis er programmet for kajakturen ud på Aurlandsfjorden ikke tilrettelagt sådan, at man skal padle ud til enden af den og tilbage. Faktisk er formålet ikke at padle nogen bestemt distance, men i stedet at bruge energi på at fjord og fjeld undervejs. Sådan som man gør det allerbedst, når man er under åben himmel og bevæger sig langsomt og på noget, der ikke afgiver andre lyde end den af en blank vandoverflade, der bliver brudt af en pagaj.

Så det gør vi så. Efter instrukser om, hvordan man styrer en sådan krabat, padler vi stille og roligt ud fra den lille strand i Flåm. Solen brager ned og vandet er så blikstille, at fjeldene spejler sig i det – indtil pagajen rammer vandet og opløser spejlbilledet. Vi sejler langs bredden, den, der er i solsiden, for luften er trods en kalender, der siger juli måned, stadig kold.

Herudefra kan vi se ind på Flåm – i god afstand af det virak, der hver dag i sommerperioden er på havnefronten i den lille by. Her bor kun 500 mennesker fast, men mere end en halv million turister kommer årligt forbi, langt de fleste i den korte norske sommer. Og langt de fleste kommer aldrig videre end til at suge udsigten af fjord og fjeld ind fra den – indrømmet, vanvittigt smukt beliggende – havnefront.

Vi vender kajakken og padler længere ud på fjorden. Undervejs spejder vi efter fugle i luften og får og geder på skråningerne. Med os har vi en guide, der efter en god times sejlads har fået nok af at se efter fugle og får og sætter kurs mod en lille stenstrand.

Vi følger efter og trækker kajakkerne så langt op på land, at en vildfaren bølge fra en af de mange krydstogtskibe, der i fast rutefart sejler til og fra Flåm, ikke hiver dem med ud på fjorden uden os i. Vi smider redningsvest og pagaj og os selv ned i det stride græs ovenfor stenene og strækker kroppen ud efter den uvante stilling i kajakken.

Efter en lille pause går vi op ad en stejl mudret sti til et af områdets hundredvis af imponerende vandfald. Det er ikke alle vandfald, man kan komme så tæt på, at man kan høre vandet brøle, når det vælter ud over kanten – prisen er et brusebad fra vandstænkene, der smadrer ned mod klipperne, så vi må nøjes med at tage mentale billeder.

Tilbage i kajakkerne tager vi et par af de virkelige, mest for senere at kunne hive beviset for så megen naturlig skønhed frem.

Turen varer cirka tre timer i alt, – er man til en udvidet udgave med overnatning i telt langs fjorden kan man booke en tur på alt fra to til ti dage.

njord.as

Cykling ad Rallarvegen

»3,5 mil, det er da ikke så meget.«

Puster min bedre halvdel med en fornøjet klang i stemmen. Puster, fordi han er på vej op ad en stejl bakke på cykel, fornøjet, fordi det tisser ned med regn, og ti mil på cykel i regnvejr trods alt lyder overkommeligt. Bortset fra, at de 3,5 mil ikke er de amerikanske på 1,6 kilometer, men de svenske, som er ti km stykket – dvs. vi har 35 bakkede kilometer til mål.

Men ikke 35 våde, for – som det ofte gør i højderne – holder det kort efter op med at regne og man kan med lidt god vilje skimte en solstråle gennem skyerne. Og pludselig er 35 mil ikke bare helt okay, det er næsten lidt for kort, for med fraværet af regn har vi overskud til at se, hvilke fabelagtige omgivelser, vi er i.

Vi er på Rallarvegen, en af Norges mange cykelruter, men en, der ikke bare er smuk, Rallarvegen har også en fascinerende historie. Den 80 km lange vej er nemlig ikke bare en tilfældig sti gennem naturen, den var tilbage i starten af 1900-tallet en fuldstændig uundværlig vej og livsvigtig nerve – det var af denne undseelige grussti, at alle mænd og alt materiel til anlæggelsen af Bergensbanen, den legendariske jernbane over Norges fjelde, blev fragtet.

Bergensbanen går fra Oslo til Bergen, men det var stykket over Hardangervidda, det barske plateau, der ligger i en højde af op til 1.237 meter, der var den største udfordring, dels på grund af de mange tunneler og broer, der skulle sprænges og bygges, dels på grund af de barske vejrforhold om vinteren, og dels – ikke mindst – på grund af beliggenheden i en region uden veje.

Bergensbanen blev indviet i 1909, og Rallarvegen mistede efterhånden sin status som livsvigtig nerve. Men den er her stadig og har siden 1974 fungeret som cykelrute. Den starter i Haugastølen, mange nøjes dog med turen fra togstationen i Finse, som ligger 1.222 meter over havets overflade og ruller de 38 km ned til Myrdal, der ligger godt 400 meter lavere.

Vi er også startet i Finse, har passeret den store Fagervatnet sø, betragtet isen på Hardangergletsjeren ude i horisonten og trukket cyklerne gennem den sne, der ligger tyk og tung flere steder på stien. Det sidste foran en familie, inkl. en lille hund i fuld galop og et barn i cykelvogn, der tydeligvis ikke havde regnet med sne på stien her midt i juli.

Sådan er klimaet på Hardangervidda, desto mere imponerende er det, at der har boet mænd her i mange mange strenge vintre for at anlægge Bergensbanen. Nogle af inspektørboligerne står her stadig, små røde træhytter langs Rallarvegen, som sikkert engang har været højrøde, men nu er røde på den måde, træværk bliver, når vind og sne har haft fri spil på det i 100 år.

Hytten ved Fagernut er den højest beliggende, i 1.310 meters højde over havoverfladen. Herfra går det kun nedad. Men på en vej, der ikke er specielt egnet til føromtalte familie med cykelvogn – selv vi på mountainbikes må kapitulere og trække cyklerne på nogle af de strækninger, hvor stien er dekoreret med sten så store som fodbolde.

Guiden er vant til at køre her og tager turen nærmest flyvende ned ad en særlig stejl bakke – dog ikke helt flyvende nok, for må stoppe nedenfor bakken med et punkteret dæk. Det giver os en pause til at kigge på andet end stien, og kan se, at omgivelserne har ændret karakter. Vi er nået ned til det, mange mener er den flotteste del af Rallarvegen – i stedet for de store vidder længere oppe er der nu stejle klippevægge og bratte fald ned til brusende elve omkring os. Smukt på sin egen barske måde, men nok ikke verdens nemmeste sted at bygge den jernbane, vi igen bliver mindet om, at vi følger, da et tog rasler forbi på en smal klippehylde over os.

Vi triller forsigtigt ned gennem en række hårnålesving, indtil vi når et stykke på stien, der nærmest minder om en dansk cykelsti, bred og uden lumske sten og med græs og små træer langs med den. Vi er næsten nede og forude kan vi skimte en fjeldhytte – ikke en inspektørbolig, men et lille familiedrevet hotel. Det er Vatnahalsen Høyfjellshotel, som igennem tiden har serveret nybagte vafler og kaffe inklusiv udsigt til fjeldene for mangen en træt vandrer eller cyklist.

Og nu også os – sjældent har vafler smagt så godt.

Det er gratis at cykle på Rallarvegen, og har man ikke egen mountainbike (en almindelig bycykel er ikke nogen god idé), kan den lejes i Haugastølen eller Finse og afleveres i Myrdal. Der findes også pakketure inkl. f.eks. guide, overnatning eller togtransport til og fra Rallarvegen.

rallarvegen.com

Vandring i Norges Grand Canyon

I skal helt klart gå turen gennem Aurlandsdalen, sagde vores guide, da jeg spurgte, hvilken af de mange vandreruter omkring Flåm, der er smukkest. Jeg havde ikke selv tænkt på den – fra Aurlandsdalen kan man ikke se Aurlandsfjorden og er det så så smukt?

Det korte svar er ja. Det er det. Det er ikke Grand Canyon, for vi er i Norge og ikke i en ørken i USA, men når man forsigtigt bevæger sig ad smalle klippehylder langs buldrende vandfald i en aflang smal dal og de stejle fjelde, kan man godt forstå, hvor de norske turistmyndigheder har fået idéen fra til at kalde Aurlandsdalen for den norske pendant til den store amerikanske kløft.

Vi starter i Østerbø, er ankommet (ligesom mange andre med samme gode idé) med bussen hertil allerede aftenen inden og har overnattet i den hyggelige fjeldhytte, komplet med tørrerum i kælderen, rensdyrskind på væggen og en solid morgenmad. Så er man ligesom klar til at gå ud af døren – og lige rundt om hjørnet på fjeldhytten hvor ruten starter.

Først med i bedste idylliske stil at slynge sig over marker med græssende får, derefter gennem skov og så langs med søen Nesbøvatnet og forbi den nu forladte gård Nesbø.

Tidligere og igennem mange århundreder var der adskillige gårde i Aurlandsdalen, Nesbøgården har været i fuld drift tilbage fra 1600-tallet og indtil for godt 100 år siden, hvor der sidst boede nogen her. Den er dog blevet restaureret og er stadig i så imponerende stand, at vi er så optagede af at se på den, at vi først bagefter bemærker, at en kvinde er løbet imod os på vej mod Østerbø.

Stigningen mod Østerbø er ikke voldsom, over de 18 kilometer, som turen ned gennem dalen er, falder terrænet godt 900 meter, det vil i sagens natur sige det samme opad, men det er ikke ligefrem løbevenligt underlag. Og hun er da også den eneste af sin slags, vi møder, vandrere med samme mål som os er der til gengæld en del af.

Uden at vi på nogen måde går i hælene på hinanden, står i vejen, når vi skal tage billeder af de smalle klippehylder, vi går på, eller må lede efter steder at spise vores medbragte frokost kun med udsigt til naturen.

Kun da vi runder et hjørne og pludselig har udsigt til en bred del af dalen med gården Sinjarheim nærmest overjordisk smukt placeret på kanten af en klippe langt oppe ad den ene bjergside, må vi dele synet med flere andre.

Efter en lang pause i græsset ved Sinjarheim rutsjer vi mere eller mindre elegant ned ad den såkaldte kløvsti Hungersholten, der er sprængt ud af klippen og består af tusindvis af små rullesten. Passerer flere brusende elve, endnu en gård, et voldsomt vandfald – med en mindre voldsom udløber, hvorfra vi kan fylde vandflasken. Og så når vi ned til bløde grønne bakker, der angiver, at vi næsten er nået til Vassbygdi .

Hvorfra man fanger en af de få daglige lokalbusser tilbage til Flåm. Og udsigten til fjorden – som man nu ved ikke er den eneste smukke i området.

Det koster ikke noget at vandre gennem Aurlandsdalen, en overnatning på Østerbø Fjellstue i dobbeltværelse med eget bad og veranda, inkl. morgenmad koster fra 600 kr. per person.

aurlandsdalen.no

Oplevelser til en hviledag

Flåmsbanen
Den 20 km lange jernbanestrækning fra Myrdal til Flåm er adskillige gange udråbt til at være en af verdens smukkeste. Og selv om undertegnede langt fra har set samtlige jernbanestrækninger på kloden er det svært at forestille sig dem smukkere end Flåmsbanen.

Strækningen er ikke ret lang, 20 km, men turen tager alligevel det meste af en time, og det gør den, fordi endestationen i Myrdal ligger 865 meter højere end Flåm – dvs. at man i snit stiger 1 meter per 18 meter, toget kører, hvorfor toget ikke skyder en voldsom fart.

Og det er helt fint, for udsigten – som er den, man skal tage turen for – er fabelagtig. Tænk elve, bjergvægge, hytter på stejle græsklædte skråninger, og vandfald (det ene, Kjosfossen, stopper toget ved, så man kan tage billeder af det og af toget).

Tænk også tunneler, mere end en fjerdedel af strækningen består af tunneler – og mens man triller langsomt igennem dem, kan man passende tænke over det store arbejde, det har været at anlægge banen tilbage i 1920erne og ’30erne. Hver meter tunnel tog en måned.

Udsigten er smukkest i venstre side i togets køreretning, når man kører fra Myrdal ned mod Flåm, men man bliver altså heller ikke snydt, hvis man sidder i højre.

Fornøjelsen er dog lige dyr uanset hvor man sidder, en returbillet koster 355 kr.

visitflam.com

RIB-båd i Nærøyafjorden
Aurlandsfjorden, der strækker sig fra Flåm og ned mod Sognefjorden (som man ikke kan se – fra Flåm ser det ud som om, fjorden er indkapslet af stejle fjelde, er et naturligt omdrejningspunkt i Flåm. Hver dag anløber der krydstogtskibe og færger i rutefart, og hver dag er der masser af aktiviteter, der foregår på fjorden.

En af dem er såkaldte fjordcruises på sejlture på såkaldte RIB-både. Det vil sige en sejltur ud på Aurlandsfjorden og ind i den smalle Nærøyfjorden, med (stor) mulighed for at se sæler og ørne, og ombord på en gummibåd designet til fuld fart hen over bølgerne.

Inden afgang bliver vi passende påklædt i en vandtæt »flyverdragt«, varm hue, store støvler og ditto luffer. Det er sommer, men i Norge kan det være koldt om sommeren og især ude på havet og i høj fart. Som vi lynhurtigt sætter i og ret hurtigt når hen til der, hvor det ser ud som fjorden ender i en stejl fjeldvæg.

Det gør den ikke, rundt om hjørnet er der nyt vand og nye fjelde, og rundt om endnu et hjørne drøner vi ind i et stykke verdensnaturarv – Nærøyfjorden har siden 2005 været på Unescos liste på grund af sin særegne natur, fjorden er enkelte steder kun 250 meter bred, mens fjeldene rager 1.800 meter op over vandet.

Vi skiftevis farer af sted – et tip er at holde kameraet med én hånd og den anden fast i sædet foran, for en sådan båd i høj fart kan godt ramme vandet ret pludseligt – og tøffer langsomt rundt i fjorden. Det sidste for dels at se vandfald, der pjasker ned ad fjeldene, dels for at spejder efter mørke kugler i vandet, som er sælhoveder, der titter op.

På vej tilbage mod Flåm skal vi til gengæld kigge op mod himlen – over os svæver ørne, og på skråningerne langs fjorden græsser får.

Turen tager godt to timer og koster cirka 600 kr. per person.

fjordsafari.com

Otternes museet
Er det interessant at vide, hvordan folk på landet i Norge levede i 1700-tallet? Ja, det er det, hvis man kan gå rundt i bygninger, der står stort set, som de gjorde, da de blev bygget i henholdsvis 17- og 1800-tallet. Otternes er en lille samling gårde, helt præcist 26, nogle kilometer udenfor Flåm, som i dag er museum, men som i 1700-tallet var nogens hjem og hele liv.

Og hvor der helt frem til 1970erne blev drevet landbrug på samme måde, som der gjorde 300 år tidligere – upåvirket af omverdenen, udviklingen og fremskridtene.

Udenfor på Otternes er der får, træer, og en meget energisk kvinde, Laila Kvellestad, som driver Otternes og meget gerne viser rundt og fortæller dens historie.

Bagefter må man ikke snyde sig selv for en omgang »rømmegrød« eller en pandekage i den hyggelige café (eller et helt måltid – det er superlokale råvarer (læs: lam) og Laila Kvellestad går meget op i kvaliteten). Nøjes man med kaffe og pandekage, skal man tage det med udenfor – Otternes ligger på en stejl skråning over Flåm og udsigten over Aurlandsfjorden er betagende.

Entréprisen er 50 kr., vil man have omvisning med (og det vil man) skal man af med 80 kr.

otternes.no