03.55

Ankomst i Tbilisi Lufthavn. De fleste internationale flyruter til Georgiens hovedstad lander meget tidligt om morgenen. Vores chauffør fra Boombully Rooms & Hostel, Gocha, venter med et skilt. Det viser sig, at han foruden at være en habil chauffør også er en dygtig guide. Han peger til højre og venstre og fortæller om bygninger, mindesmærker og seværdigheder, mens vi kører under det gullige skær fra gadelamperne. Gocha smider sin vogn ind på hjørnet af en sidegade til Rustaveli, Tbilisis hovedstrøg. Indlogering i nummer 24, hvor Boombullys populære, smarte og smagfuldt indrettede værelser ligger på anden sal. I sovjettiden var den gamle herskabslejlighed en ’kommunalka’ – en lejlighed, hvor flere familier boede. Efter en lang rejse indfinder søvnen sig hurtigt.

Hvor: 24 Rustaveli Avenue

Info: boombully.com

11.15

Rigtig god kaffe serverer caféen Coffee Bean & Tea Leaf, som ligger 30 meter til højre, når man går ud fra Boombully. Når man er lidt groggy efter nattens flyveri, for lidt søvn og tidsforskellen, er det skønt at starte dagen med at slubre den varme, velduftende drik i sig. Fra en lille bod ud til gaden – på venstre side, når man går få meter op ad den lille gyde mellem kaffebaren og Boombully – sælger ekspedienterne hjemmelavet ’khatjapuri’. Den lokale specialitet består af friskbagt brød med indbagt ost. En nem, velsmagende og hurtig måde at stille sulten på.

Hvor: 20 Rustaveli Avenue

Info: coffeebean.com

11.50

Videre nede ad Rustaveli ankommer man efter en kort spadseretur til Frihedspladsen – den tidligere Lenin Plads. Her fandt et af de mest spektakulære bankrøverier i hele det hedengangne tsarrige sted den 26. juni 1907. Da krudtrøgen havde lagt sig, lå over 40 mennesker døde, og den russiske statsbank var blevet 250.00 rubler (ca. 25.000 kr.) fattigere – en astronomisk sum dengang. Lederen af overfaldet var ingen ringere end Josef Stalin, der som bekendt senere avancerede til Sovjetunionens øverste leder. Han sendte beløbet til Lenin, der på det tidspunkt opholdt sig i Finland og Schweiz, og som skulle bruge pengene til at finansiere den revolution, som kommunisterne planlagde. Flere banker har stadig adresse på Frihedspladsen.

Hvor: Frihedspladsen

12.05

Tæt ved Frihedspladsen ligger Nationalmuseet, der har en permanent udstilling om den såkaldte sovjetiske besættelse. Den er dedikeret til de 70 år, hvor Georgien hørte til USSR. Udstillingen behandler historiske begivenheder som den korte selvstændighed fra 1918 til 1921 samt guerillakrigen, efter den Røde Hær invaderede landet. Desuden fokuserer den på de store folkelige protester i 1989, som blev slået hårdt ned. Tidsmæssigt slutter udstillingen i 1991 med Georgiens uafhængighedserklæring. Til skue er mere end 3.000 effekter fra hele perioden: fotografier, videomateriale, breve, officielle dokumenter med ordrer om at henrette dissidenter, genstande fra de sovjetiske fængselsceller osv. Museet er yderst kontroversielt med tanke på Georgiens forhold til Rusland, der kun er delvist forbedret siden krigen mellem de to lande i 2008. En række russiske politikere refererer da også til museet som ’rendyrket nationalistisk propaganda’. Der har sågar været spekulationer i retning af, om det er bedst at lukke museet igen. Etableringen af museet indgår i en tendens til at betragte den sovjetiske epoke særdeles kritisk i unionens tidligere republikker. Således er tilsvarende museer åbnet i Estland og Letland.

Hvor: 3 Rustaveli Avenue

Info: museum.ge

13.30

Gå ned gennem Tbilisis gamle by via den travle handelsgade Kote Abkhazi. Området har et stort udbud af caféer, restauranter, vinbarer og souvenirbutikker. Et stort udvalg af Georgiens fremragende vine kan smages og købes i butikken Vintage, som har venlige og engelsktalende specialister til at hjælpe med at vælge den rigtige flaske. Katolske og ortodokse kirker samt en synagoge og en moské vidner om byens kulturelle mangfoldighed og rige historie. For enden af Kote Abkhazi fører en bro over floden Kura til en svævebanestation, der skyder gondoler op mod højderne over den georgiske hovedstad.

Hvor: Kote Abkhazi-gaden

14.45

Inde fra kabinen er der en formidabel udsigt. Tårne, spir og bygningsværker er nu pludselig i miniatureformat, idet de glider forbi under passagererne. Tbilisi havde tidligere et vidt forgrenet netværk af svævebaner, som var blevet anlagt ad to omgange – i 1905 og 1958. Men efter Sovjetunionens sammenbrud forfaldt svævebanerne frygteligt, og de blev taget ud af drift. For få år siden åbnede den første af linjerne på ny, og der er nu planer om at genåbne flere.

Hvor: Europe Square

14.55

Højt over Tbilisi lægger gondolen an ved fæstningsværket Narikala, som blev grundlagt i det 4. århundrede, og hvor turister nu hopper rundt mellem skydeskårene. En panoramavej fører længere hen ad bjergkammen til statuen Moder Georgien. Den enorme statue våger over sin hovedstad. Hun holder et glas vin i den ene hånd klar til sine venner og et sværd i den anden hånd til sine fjender. Heroppe har Georgiens rigeste og mest magtfulde mand, oligarken Bidzina Ivanishvili, valgt at opføre sin residens. Omridset af den grågrønne facade kan ses fra hele byen. De rigdomme, som oligarken skrabede sammen i løbet af de lovløse 1990ere, udgør en tredjedel af Georgiens bruttonationalprodukt. Tag svævebanen eller stien bagved Narikala-fæstningen for at komme ned til byen igen.

Hvor: Moder Georgien står på toppen af Sololaki Hill

16.10

Køb originale souvenirs og sjove antikviteter på Tbilisis udendørsmarked. Det er navngivet efter beliggenheden på Den Tørre Bro. Vælg mellem alskens smykker, sovjetiske tekopper, gamle landkort og Den Røde Hærs ordner og medaljer. Det er også her, at lokale kunstnere sælger deres malerier.

Hvor: Dry Bridge Bazaar, 9 Martis Park

17.15

Bygningen, der tidligere husede Sovjetrepublikken Georgiens Ministerium for Vejbyggeri, er en særpræget attraktion. Den er fra 1975 og er tegnet af arkitekterne George Chakhava og Zurab Jalaghania og er et af de bedste eksempler på byggestilen ’socialistisk modernisme’. Der har været en stigende interesse for den specielle struktur blandt turister og arkitekturinteresserede, og den specielle bygning har vundet flere internationale priser for sin udformning. Bygningen, der blev renoveret i 2011, huser i dag Bank of Georgias hovedkvarter. Tag en taxa, da den fascinerende bygning ligger lidt uden for centrum.

Hvor: 29a Gagarin Street

19.00

Aftenen nydes bedst i det stilfulde kompleks Funicular, hvor flere restauranter og caféer har hjemme. En kabelbane fører ad stejle skråninger direkte op til den fine bygning. Stedet var voldsomt populært blandt sovjetiske funktionærer, men forfaldt frygteligt i nedgangsperioden i 1990erne og er først for få år siden blevet sat i stand igen, hvilket både er til glæde for både lokale og turister, der kommer for at se – og ikke mindst blive set. Bordene er dækket næsten helt ude på kanten af højderyggen. Tbilisis tusindvis af lys glimter og flimrer i varmen flere hundrede meter under de velklædte cafégæster, der fuldender rækken af lækre georgiske specialiteter med lokal cognac for derefter at spadsere i parken bag Funicular.

Hvor: Mtatsminda Plateau

Info: funicular.ge/eng

22.00

Cafe-Gallery er et af Tbilisis mest populære steder for kultur. Om dagen fremstår stedet som både galleri og café. Kunstinteresserede og kreative typer arbejder på deres bærbare computere eller ser en af de aktuelle udstillinger, hvis de da ikke drikker kaffe og vodka-cocktails på den hyggelige tagterrasse. Om natten forvandles stedet til natklub og fyldes med rytmer og basdunken fra både georgiske og tilrejsende dj’s.

Hvor: 48 Rustaveli Street

Info: info-tbilisi.com/cafe-gallery/