I Boston finder man historie, gamle brostensbelagte gader og smukke byhuse fra 1800-tallet. Boston er dog langt fra støvet og kedelig, hvor det moderne caféliv komplementeres af to af verdens førende uddannelsesinstitutioner.

20.45

Lander i Bostons Logan lufthavn og tager en taxa til Mariott Copley Place – et stort hotel, som ligger midt i et eksklusivt indkøbscenter, så både mærkevarebutikker, caféer og restauranter ligger lige uden for hoteldøren.

Rigtig rart, hvis man rejser alene og ikke har lyst til at gå ud efter mørkets frembrud eller vil shoppe i læ for Bostons hårde efterårsvinde.

Mariott.com

6.00

Ens indre ur vækker nok en tidligt. Stå op og bed conciergen om et kort over den historiske rute »the Freedom Trail«, som er en cirka 4 km lang rute rundt til 16 betydningsfulde seværdigheder, der fortæller USAs historie.

Glipper det med bykortet, så følg skiltene og den røde streg, som er malet på fortovene og gangstier.

Boston har masser af gode steder til en kop »damn good coffee« og en bid friskbagt brød. Men de færreste – udover Starbucks – åbner så tidligt.

Slå derfor et smut ind over Christian Science Plaza – pladsen med et stort bassin – som ligger bag hotellet, og gå forbi den store Mother Church, som er hovedkvarter for organisationen Kristen Videnskab.

Lige på den modsatte side ligger en gammel kirke med originale Tiffany-glasmosaikker i facaden og ved siden af den ligger Whole Foods Market – økosupermarkedet, hvor man kan få friskpresset grøntssagsjuicer, skyr, god kaffe og meget andet, som får ens økohjerte til at banke lystigere. En oplevelse i sig selv.

Foto: Anne Axholm
Vis mere

Freedomtrail.com

Wholefoodsmarket.com

9.00

Midt imellem alle de små gader i Boston ligger Bostons Public Garden. Èn af de mest markante statuer i parken er George Washington til hest i rollen som øverstbefalende for Den Kontinentale Hær, manden, der som bekendt senere blev USA’s første præsident.

Parken glider over i Boston Common, som er USAs ældste offentlige park. Oprindeligt græssede fårene her, men under briternes besættelse af Boston var området træningslejr for deres soldater, og sidenhen blev den skueplads for indbyggerne, når pirater og hekse skulle hænges.

Også borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King Jr. holdt tale her, pave John Paul II forestod en udendørsmesse for de mange irske katolikker i byen, og feministen Gloria Steinem tændte den åndelige fakkel for kvindefrigørelsen i denne park. I dag er det her, unge studerende mødes efter skole.

10.30

Massachusetts’ State house lyser op på den anden side af parken med sin forgyldte 23-karat guldkuppel. Her arbejder senatorerne og andre repræsentanter for staten.

sec.state.ma.us/trs/trsbok/trstour.htm

11.00

Ned ad bakken fra State House, forbi landevejsridderne, der holder til i hjørnet af parken, og rundt om hjørnet ligger Park Street Church med det sylespidse hvide kirketårn.

Engang Bostons vartegn, som var det første, søens folk fik øje på, når de nærmede sig land efter at have fanget hvaler og store mængder fisk. Hjørnet hedder »Brimstone corner«, fordi de amerikanske oprørere gemte svovl i kælderen på kirken.

Parkstreet.org

11.15

Wharf District Park.
Wharf District Park. Foto: Anne Axholm
Vis mere

Tag en lille afstikker ned ad Tremont Street og drej til venstre ad Temple Place, som er en mini-gågade, som fører ned til stormagasinet Macy’s.

Macy’s er det amerikanske svar på Magasin, og selv om dollarkursen pt er høj er der stadig penge at spare på amerikanske mærkevarer som Bobbie Brown og Ralph Lauren.

macys.com

12.30

Boston centrum har flere fastfood-spisesteder, men det er tydeligt at smage, at amerikanerne putter langt mere sukker i brød og andre madvarer end man gør i Danmark.

Skråt over for Macy’s ligger den populære britiske Pret A Manger-kæde, som har sunde sandwiches med tun, æg og avocado, grønne salater og frugt- og grøntsjuicer i alle afskygninger. Man kan sågar købe kogte æg. Sundere bliver det ikke, når det skal være på farten.

Pret.com/en-us

13.30

På Washington Street ligger Old South Meeting House, mødestedet for amerikanernes stigende frustrationer over den britiske kolonimagt. Vreden nåede kogepunktet 16. december 1773, hvor 5.000 indbyggere protesterede med slagordene »ingen skat på te« og grundlagde Bostons Tea Party.

I øvrigt blev én af revolutionens sønner, Benjamin Franklin, døbt her.

Huset er stadig i fuld vigør – lige fra diskussionsklubber til engagerede rundvisninger for turister. Det er langt fra tilfældigt, at der står »Spirits of America« som undertekst på nummerpladerne i Boston.

Osmh.org

14.00

Foto: Anne Axholm
Vis mere

Hold godt øje med Old State House – en lille rødstensbygning, som næsten drukner mellem de høje skyskrabere og den pulserende trafik. I 1776 blev USA’s Uafhængighedserklæring læst op for Bostons indbyggere fra altanen på den smukke bygning.

Revolutionaryboston.org

14.30

En af USA’s mest berømte familiedynastier kommer fra Boston – Kennedy-klanen med de irske rødder.

Som en hyldest til familiens kvindelige overhoved og mor til blandt andet præsident J.F. Kennedy, Rose Fitzgerald Kennedy, har Boston indrettet smalle striber imellem de trafikerede hovedpulsårer til et skønt parkområde med bænke, lamper med solceller, fuglehuse og vidunderlige blomsterbede.

Wharf District Park er en del af dette område og at tage et hvil her føles som at være i en anden verden.

Rosekennedygreenway.org

15.30

Det eneste rigtige sted at indtage eftermiddagsteen er naturligvis hos Abigails tearoom, hvor servitricer klædt i gammeldags »Det lille hus på Prærien«-kjoler og kyser hælder teen op i porcelænskopper og serverer scones.

Caféen er en levende del af Boston Tea Party-museet, som ligger på en gammel skonnert i havnen. Herfra bliver der dagligt smidt symbolske pakker med te i havnen for at genoplive den historiske protest mod englænderne.

Museet har fået flere internationale priser, fordi historien bliver levende med den nyeste teknologi. Åbent kl. 10-17.

bostonteapartyship.com

16.30

Foto: Anne Axholm
Vis mere

Boston har fået øjnene op for sin havnefront. Gamle pakhuse er i gang med at blive sat i stand og her er opstået flere grønne oaser, hvor langsom jazz strømmer ud af skjulte højtalere i blomsterkrukkerne.

Her ligger også den nye juvel – byens moderne museum, Institute of Contemporary Art (ICA), som er meget lig Lousiana i Danmark. Åbent kl. 10-17.

Icaboston.org

17.30

Ind i en taxa og hjem til hotellet for et brusebad inden middagen. Boston har rigtig mange gode restauranter, en af dem er Puritan & Company, som serverer moderne amerikansk mad, og som går meget op i bruge lokale ingredienser.

Der bliver kælet lige så meget for grøntsagerne som for kødretterne, og så er det et afslappet og hyggeligt sted. Som også laver dejlige before-dinner drinks.

puritancambridge.com