I Stockholm har vi fundet den svenske pendant til vores danske hygge. Svenskerne nyder nemlig kaffe og kage under begrebet »at fika«. Vi guider til 10 steder »at fika«.

I Sverige har man et begreb, der hedder »at fika«. Det er indprentet i svenskernes DNA, og er en del af den svenske folkesjæl på samme måde, som hygge er det for os danskere.

At fika handler kort og godt om at sætte sig og få en kop kaffe eller te og, for Guds skyld, noget sødt på siden, typisk en form for kage – allerhelst en kanelbulla.

Rejseliv har gennemtravet Stockholm og drukket den ene kop kaffe efter den anden i forsøget på at komme til bunds i fika-traditionen. Her er et overblik over ti steder i den svenske hovedstad, der mestrer disciplinen til topkarakter.

Petite France

Hvis man besøger Petite France i weekenden, skal man have god tid.

Allerede når man drejer ind på John Ericssonsgatan i det smukke Kungsholmen-kvarter, ser man en slange af en kø, snoende ned langs gaden. Siden Sébastien Boudet åbende den lille franske café i 2008, har den vundet utallige priser, bl.a. bedste café. Stilen er fransk (tilpasset svenske smagsløg, det betyder mere æg og smør i kagerne) og kagerne holder et virkelig højt niveau. Særligt kendt er Petite France for deres macarons.

Skulle caféen være fuldkommen proppet, kan det anbefales at gå et par hundrede meter ned mod vandet, hvor man kan sidde i fred og ro og nyde det indkøbte.

Petite France, John Ericssonsgatan 6, www.petitefrance.se

Saturnus

Saturnus er en café i fransk stil, men hvor man har lavet en ægte svensk geni-streg. Caféen laver nemlig sin egen kanelbulla i super-size gigant størrelse, der vejer op til et halvt kilo og fylder en hel tallerken.

Anbefalingen ville være at dele en, men ejeren fortæller, at det ikke er tilfældet – han har set selv børn spise en hel.

Saturnus sælger omkring 300 af dem hver weekend, og har da også vundet prisen for byens bedste kanelbulla.

Saturnus, Eriksbergsgatan 6, www.cafesaturnus.se

Orangeriet

Et orangerie var i gamle dage de riges drivhus, og her de groede de dyre citrusfrugter. Stockholm har sit eget orangerie, og her er stadig masser af planter, men det er lykkedes ejerne at omdanne lokalerne til et af de mere luksuriøse kaffesteder i byen.

Udsigten, lige på Kungsholmens havnepromenade, er uovertruffen, og indretningen er en blanding af botanisk jungle møder et gammelt bibliotek, hvilket gør, man har lyst til at hænge i de dybe sofaer hele dagen.

Orangeriet Bar & Café, Norr Mälarstrands Kajplatser 464, www.orangerietbar.se

Gildas rum

I det trendy område Södermalm ligger Gildas rum. Her er legefuldt og bedårende indrettet med lilla-stribet tapet og så lækre detaljer overalt, at man næsten føler, man er inviteret til te hos Alice i Eventyrland.

Her er te til den store guldmedalje, kaffen er formidabel, og de indbydende hjemmebagte kager fylder hele disken og har det med at hoppe over på ens tallerken, selv om man ikke kan klemme mere ned.

Gildas rum, Skånegatan 79, Nytorget.

Foto: Rasmus Kramer Schou
Vis mere

Rosendals Trädgårdscafé

Rosendals Trädgårdscafé er stedet, man kunne forvente at se Buddha sidde og fika. Midt i Djurgårdens smukke parker, langt fra trafik og stress, ligger dette tilflugtssted af en café, hvor skuldrene helt automatisk falder ned på plads.

Hvad der ligner en stor ombygget planteskole byder på tag-selv-kage-bord af en anden verden og utallige valgmuligheder for den søde tand. Nyd det hele udenfor i solen og få et førstehåndsindtryk af, hvorfor Sverige er så jävla fantastisk.

Rosendals Trädgårdscafé, Rosendalsterrassen 12, Djurgården, www.rosendalstradgard.se

Konditori Vete-katten

Ingen over og ingen ved siden af. Vete-katten er caféernes café i Stockholm.

Den er grundlagt i 1928, og da ejeren i sin tid blev spurgt, hvad stedet skulle hedde, svarede han: »Det vete katten« – et svensk udtryk, man bruger, når man ikke har nogen som helst idé om svaret.

Således blev det altså.

Vete-katten strækker sig over flere rum og kunne minde om en konditori-labyrint fyldt med dejlig kaffe og kager som forhindringer. Her er masser af pladser, og en fin 1930erne-agtig indretning, der fuldender et tidsbillede af en svunden epoke.

Konditori Vete-katten, Kungsgatan 55, www.vetekatten.se

Kaffekoppen

Bydelen Gamle Stan midt i Stockholm går helt tilbage til 1200-tallet. Så langt tilbage er vi dog ikke helt med Kaffekoppen, men dette er den historiske café, der skal på alle besøgendes to-do-liste. Kaffekoppen ligger på Stortorget, lige ved Storkyrkan og Kungliga Slottet – i øvrigt på samme torv, danske kong Christian d. II lod Det Stockholmske Blodbad ske. For godt naboskabs skyld hopper vi dog pænt over den historie.

Der er gotisk stemning i den lille kælder og middelalderhyggeligt ovenpå med tæt mellem bordene og levende lys. Caféens mocca bianca er lavet af espresso og hvid chokolade, er stor som en gulvspand, og får englene til at synge.

Kaffekoppen, Stortorget 20, www.cafekaffekoppen.se

Kafé Esaias

Den svenske avis, Dagens Nyheter, uddeler hvert år priser kaldet Gulddraken, og valgte i 2014 Kafé Esaias som bedste café.

Det skete mestendels på baggrund af den helhedsoplevelse, man får, når man lægger vejen forbi Drottninggatan 102B. Her bliver nemlig i dén grad gået til kaffemøllen, når der skal brygges mokka. Vi er ude i seriøst ægte kaffe-nørderi, for Esaias er konkurrence-barrista med alt, hvad det indebærer af kvalitet og smag. Den lille moderne café har et udpræget nordisk præg, og så skulle man være et skarn, hvis ikke man lige smagte en af Esaias signatur croque monsieur, nu man alligevel var der.

Kafe Esaias, Drottninggatan 102B, www.kafeesaias.se

Foto: Rasmus Kramer Schou
Vis mere

Konditori Ritorno

Ritorno anser sig selv som en hyldest til den traditionelle svenske fika. Så har man ligesom lagt et niveau.

Her er højt til loftet, ægte malerier på væggene, store lysekroner og italiener-i-50ernes New York stemning hele vejen rundt. Det betyder selvfølgelig også, at her er masser af stamgæster, som ved præcis hvilken kage, der passer til en onsdag.

Rygtet siger, Ritorno har vundet prisen for byens bedste semlor – altså den svenske fastelavnsbolle, så der går man i hvert fald ikke helt galt i byen.

Konditori Ritorno, Odengatan 80, www.ritorno.se

Flickorna Helin Voltaire

På vejen ud mod Djurgårdens grønne parker ligger et lille slot. Som er et lille stykke af kaffe-himlen. Pakket væk som i en grotte er her umådeligt hyggeligt om vinteren – samt vanvittig populært – og om sommeren er her selvfølgelig udeservering, hvilket betyder lidt bedre plads.

Kagebordet er en ordentlig mundfuld, og det kan være svært at holde sig til de obligatoriske otte-tolv smagsprøver, man som dansk besøgende behøver for at lære fika-kulturen godt at kende.

Flickorna Helin Voltaire, Rosendalsvägen 14, www.helinvoltaire.com