EU vil stoppe de skyhøje gebyrer, når loven om flypassagerers rettigheder revideres. Den forventes vedtaget inden for den kommende måned.

Ups! Navnet på flybilletten er ikke korrekt. 

Måske du selv har fået tastet forkert. Måske er det vennerne, du skal rejse sammen med, som har booket billetterne og ikke lige var klar over, at du for eksempel har flere efternavne. Og hvis navnet på billetten ikke stemmer overens med det i passet, kan flyselskabet i værste fald afvise billetten som ugyldig.

Det er imidlertid en fejl, der let kan rettes, men som kan blive en særdeles dyr affære, alt efter hvor du har købt flybilletten.

Har du f.eks. booket flybilletten direkte hos SAS, er der altid 24 timers »fortrydelsesret«, hvor man gratis kan foretage alle former for rettelser. Og er der gået mere end 24 timer, og det drejer sig om en stave- eller anden fejl i navnet på den person, som billetten er booket til, rettes det også uden betaling. Kun hvis billetten skal bookes om til et andet navn, tages et gebyr.

Men er SAS-billetten købt via et bookingsite, koster det et gebyr for at få stavefejlen i navnet rettet. Mellem 345 og 995 kr. alt efter hvilket site, der er tale om.

Læs også: USA vil lovgive om mobilsamtaler på fly

Andre flyselskaber tager selv gebyr for at ændre navn på billetter, og dette tillæg lægger bookingselskaberne til deres egne, så en stavefejl kan komme til at koste op mod 1.600 kr.

Denne praksis kan læses under »salgsbetingelser og rejsevilkår«, som står med små bogstaver nederst på de forskellige booking-selskabers hjemmesider.

Supersaver.dk og Flybillet.dk tager 995 kr. for navneændringer. Travellink.dk har et gebyr på 395 kr., og hos Ticket2travel.dk koster det 345 kr.

»Gebyret er beregnet, så det dækker vores arbejdsindsats ved at ændre navnet på billetten. Flyselskaberne har forskellige systemer, og en del er meget tidskrævende. Men der findes også selskaber, som har enkle systemer, og da er udgifterne mindre,« oplyser Marléne Wallberg, Chief Communication Officer i Etraveli, European Travel Interactive, som står bag Supersaver.dk og Flybillet.dk.

At det eventuelle mindre gebyr ikke fremgår af bookingsiderne forklarer hun med, at det bliver for indviklet og skaber forkerte forventninger.
»Folk må hellere få en positiv overraskelse,« siger hun.

Læs også: Sådan booker du de billigste flybilletter

»Det er urimeligt, at der tages så store gebyrer for en mindre administrativ opgave,« siger jurist Mads Mølgaard Braüner, Forbrugerrådet-Tænk.

Men EU er på vej til at komme passagererne til hjælp. I forbindelse med revisionen af EU-forordning 261 om passagerers rettigheder lægges op til, at stavefejl fremover skal kunne rettes uden beregning.

Om det ender der, eller om der bliver tale om et mindre beløb, vil vise sig. EU har tidligere sat loft over det gebyr, som rejsebureauer og flyselskaber må tage i administration, 100 kr., for at tilbagebetale skatter og afgifter for ubrugte flybilletter til passagererne.

»Det har været en lang arbejdsproces med revisionen af loven. Men jeg forventer da, at den vil blive vedtaget af det siddende parlament, altså inden EU-valget sidst i maj,« siger Mads Mølgaard Bräuner.

Indtil da må man være ekstra omhyggelig og tjekke navnene en ekstra gang, inden man klikker på »køb«.

Prisen for at ændre navn på flybilletten:
SAS
Stavefejl 0 kr. ellers 500 kr.
Norwegian
320 kr. hver vej
easyJet
315 kr. pr. vej ved online, 360 kr. ved telefonkontakt eller i ændring i lufthavnen plus forskellen på prisen på den oprindelige billet og den nuværende pris (er billetten billigere refunderes ikke)
Vueling
50 euro (ca. 375 kr.) hver vej
Airberlin
Justfly billetter kan ikke ombyttes. Classic-billetter kan ombygges for gebyr plus forskellen i pris på den oprindelig billet og den aktuelle pris. Gebyr for billetter i Europa 60 euro (ca. 448 kr.). Oversøiske/lange ruter på økonomiklasse 120 euro (896 kr.), på business 240 euro (ca. 1798).