Mere vagthund end påklædningsdukke

Dråberne smælder taktfast mod ruderne for derefter at glide langsomt ned ad glasset, indtil de bliver opløst. En snude følger hver vanddråbe minutiøst og efterlader et dugget spor langs ruden. Snuden tilhører dværgpinscheren Eva, og denne regnfulde eftermiddag synes der ikke at være noget bedre end at sidde på sin faste plads i den høje, lyse vindueskarm og betragte disse udefrakommende, underlige ting, der bevæger sig på ruden.

Jo, det skulle da lige være at vimse omkring i stuen på fire bestemte poter, der synes at understrege, hvilken selvstændig personlighed der gemmer sig bag dette lille, rødbrune væsen med de stående ører og de smukke øjne.

Man kan vidst roligt sige, at lille Eva på halvandet år er dværgpinscher med stort D. Racen er vagtsom og reserveret over for fremmede, hvilket vi også tydeligt mærkede, da vi tidligere på dagen mødte en bjæffende Eva i entreen.

Nu er der imidlertid gået nogle timer, og hun synes at have forliget sig med de to fremmedes tilstedeværelse. Når hun bliver træt af at sidde på sin trone i vinduet eller trippe energisk rundt på det lyse trægulv, sætter hun af i et fast, hurtigt hop, lander blødt på sin ejers udstrakte ben og kigger veltilfreds op på hende, slikker sig om munden og lukker øjnene i veltilfredshedens tegn. For blot at vågne op nogle minutter senere og igen begive sig op i vindueskarmens spændende univers. Lige nu synes Eva dog at have brug for et lille hvil. Det er vel hårdt at være hovedperson til en stor artikel, når man blot er en lille hund.

Et karakteristisk ansigt

Ejeren hedder Malene Als Nielsen, og hun smiler tilbage til sin lille kompagnon og klapper den rødbrune pels stille og roligt, imens hunden falder mere til ro.

- Ja, der er jo gang i hende, som man kan se. Det er en ting, jeg godt kan lide ved dværgpinscheren. De kræver faktisk ret meget motion i forhold til, hvor små de er. De kan let klare de lange gå- eller vandreture, og så elsker Eva bare at løbe. Nogle gange løber hun efter andre hunde, når deres ejere kaster en bold, og så kan hun komme veltilfreds tilbage, når hun har rendt rundt i hælene på den anden hund i en halv time. Så kan jeg gå hjem og tænke ’tak for motionen til min hund’, ler Malene, imens øjnene spiller. Den kønne kvinde med det vindende smil ved, hvad hun taler om. Hun er efterhånden en garvet kender af dværgpinscheren – også selv om Eva er den første af slagsen, hun har i sit voksenliv.

- Mine forældre drev kennel med dværgpinschere i mange år. De er holdt op nu, men hunde har de skam stadig! Så jeg er jo vokset op med racen og havde min egen sorte dværgpinscher, da jeg var lille. Jeg kan stadig huske alle de hunde, vi havde, fra hinanden. For jeg synes, de har sådan et karakteristisk og personligt ansigt, hvor man virkelig kan se, om den er glad, sur eller træt. Så ja, jeg endte jo selvfølgelig også med at få dværgpinscher som voksen, fortæller Malene.

Læs resten af artiklen i Vi med Hund nr. 06/2011, der kan købes i webshoppen.