En sjælden nordisk perle

I et idyllisk kvarter i Rungsted triller vi af sted i bilen langs byens hyggelige små veje, som er smukt omkranset af et netop udsprunget forår. Alt er grønt og summer af liv, og vi nyder de lyserøde kirsebærtræer, der er at se alle vegne.

Hurtigt finder vi dagens adresse midt i dette væld af forår. En stor og flot have omgiver huset, og vi er ikke i tvivl om, at vi er kommet det rigtige sted hen. Fra haven lyder nemlig en meget gennemtrængende gøen fra en bestemt lille 'dame', der advarer sin ejer om fremmedes ankomst til sit domæne.

Det er den 10-årige finske hyrdehund Petra, der byder os velkommen, og imens vi får hilst på hundenes ejer, Katja, kommer en anden og lidt mindre hund os løbende i møde og gør ligeledes advarende. Men den falder hurtigt ned igen og bliver til kærligheden selv, da den venskabeligt sætter poten op på journalistens ene ben. Så er man accepteret, og Caana, som hunden hedder, trækker sig veltilpas tilbage til storesøster Petra, som heller ikke længere synes, det er så vigtigt at gø ad os.

Stor selvstændighed

- Racen er ikke en decideret vagthund, men som I lige hørte, er de i hvert fald alarmhunde, for de advarer altid om, at der kommer fremmede ind på grunden. Det gør de også, hvis der kører en bil langsomt forbi, eller hvis nogen går forbi med deres hund. Men de gør heller ikke mere end det. Racen er vant til at skulle råbe højt og fortælle deres fører, at de har fundet rensdyrene, men efter det foretager de sig ikke mere, fortæller Katja entusiastisk, imens vi sætter os til rette ved spisebordet i det lyse hus.

Katja er til daglig hundeadfærdsbehandler og racerepræsentant i Dansk Kennel K lub for finsk hyrdehund. Derfor er det nok heller ikke for meget at kalde hende ekspert på området, for det er tydeligt, at hun taler med en utrolig stor erfaring og indsigt i denne måneds race. Dog har hun ikke altid haft finsk hyrdehund.

- Jeg voksede op med siberian husky, så jeg har altid været vant til hyrdehunde. På et tidspunkt for 10 år siden fik jeg så nys om finsk hyrdehund, og at den skulle være meget lærenem og opmærksom. Og så er racen også meget selvstændig, hvilket jeg hurtigt fandt ud af, da jeg kort efter fik Petra, fortæller Katja, imens hun kærligt aer sine hunde.

Selvstændigheden hos racen skinner selv for fremmede tydeligt igennem, for selv om Katja har to hunner af samme race, har de vidt forskellige personligheder. De er begge selvstændige, men på hver sin måde.

- Petra er den rolige af de to. Caana derimod er der meget gang i. Hende vil jeg også gerne have et kuld hvalpe på på et tidspunkt. Petra kan desværre ikke bruges til avl, for hun har allergi og har for lavt stofskifte, siger Katja, men tilføjer, at racen generelt er meget sund og kan blive op til cirka 16 år.

... og stor stædighed

Katja kigger efter Petra. Hunden er dog hurtigt listet ud ad den åbne havedør igen, da det ikke længere var så interessant at snakke med gæsterne. Caana derimod sidder under bordet og klæber sig stædigt op ad Katjas ben, imens fotografen forsøger at forevige hende med sit kamera.

Caana er dog åbenlyst ikke særlig tryg ved det store, mærkelige sorte monstrum, som fotografen hele tiden peger med i hendes retning. Hver gang han prøver at tage et billede tæt på, kigger Caana sikkert og bestemt ud til siden, som for at ignorere tilstedeværelsen af kameraet fuldstændig. Hundens næsten demonstrative opførsel bringer store træk på smilebåndet frem på os mennesker, men hun synes nu ikke at tage sig af det. Her ses hundens store personlighed meget klart, for det er helt tydeligt, at hun ikke just er fan af kameraet.

Læs resten af artiklen om de finske hyrdehunde i Vi med Hund nr. 08/2011, som kan købes i webshoppen.