Den lille hyrdehund med det store hjerte

'Swiiiissh' siger sneen og flyver op om ørerne på den lille hund, der suser igennem græssets hvide dyner. Hvis man ikke vidste, at det var en hund, skulle man tro, at det var en forvokset hårbold, der tog sig en rulletur i sneen. Men det er altså en hund. Faktisk er der hele tre af slagsen, nærmere bestemt af racen shetland sheepdog. De flyver med elegante hop henover sneen, imens den smukke, bløde pels bølger i takt med hundenes bevægelser.

Der er ingen tvivl om, at de tre hunde morer sig. De tager da også liiiige en tur til, inden de løber op til deres ejer, Christine, som står parat med deres snore. Trekløveret ser ud til, at de gerne ville have en tur til i sneen, men hannerne Ulvi og Krispin samt tæven Hazel ser nu også meget taknemmelige ud, da vi træder ind i varmen igen i det lille rækkehus i Svogerslev efter gåturen ude i det snehvide, frostklare vejr med den klareste blå himmel, der har været i lang tid.

Læs også: Den vakse shetland sheepdog

Vel udstyret med dampende varm te og småkager i et lunt køkken, fortæller Christine Ahl Nielsen entusiastisk om sit liv med de tre sheltier, som er racens kælenavn. Det står hurtigt klart, at Christine er mega-ekspert på racen, for den har været en del af hendes liv i mange år.

- Vi fik vores første sheltie, da jeg var otte år. Min mor havde før haft sheltie/collie-blandinger og var glad for racen. Den første hund hed Blui, fortæller Christine og viser et billede. Dernæst følger flere billeder med andre hunde på, for det blev ikke ved den ene hund, da familien først fik smag for racen.

- Det eskalerede efterhånden lidt med antallet, og vi fik vores første kuld i 1997, da jeg var 16 år. I dag har vi 15 hunde, men de er jo hjemme hos mine forældre i Nakskov, for jeg har rigeligt i de tre her, ler Christine og tager alderspræsidenten, Hazel, op på skødet. Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget kontakt hun har med sine hunde. Da vi var ude i sneen, havde de konstant et blik på hende. Herinde i varmen er de også yderst opmærksomme, og selv om de slapper af, skal Christine blot rejse sig op, før alle tre hunde fluks står logrende og ser spørgende på hende.

- Det er en helt unik kontakt, man har med en sheltie. Den vil bare helst være i nærheden af dig, og den er lykkelig, når du bare taler med den og leger med den. Det værste, du kan gøre mod den, er, hvis du simpelt hen ignorerer den, understreger Christine.

Trøst i sygdom

Det er ikke så mærkeligt, at sheltien står Christines hjerte så nært. For ikke blot har hun lydigheds- og agilitytrænet hundene i mange år, racen har faktisk også været en stor støtte i Christines liv, siden hun fik sin første Blui dengang som otteårig.

Christine lider nemlig af en sjælden medfødt genfejl, der gør, at hun ikke kan optage D-vitamin. Det giver smerter i benene, og derfor var Christine i mange år kørestolsbruger, fordi hun i en årrække gennemgik flere store benoperationer. Hun mener også, at netop hendes lidelse var en af grundene til, at familien overhovedet fik sheltier til at starte med.

- Vi havde brug for noget at gå op i som familie. En hobby at være fælles om, som kunne gøre os glade. Noget, som ikke handlede om, hvornår vi skulle på hospitalet næste gang, fortæller Christine, mens hun sender kvikke bemærkninger ned til den kække Ulvi, som med sine ni måneder er sprælsk, fuld af energi og meget ivrig efter at hoppe op ad husets gæster.

Men unghunde-mentaliteten går over igen, forsikrer Christine og fortæller endvidere, at Ulvi allerede er godt på vej til at blive ligeså lydig, trofast og dygtig, som hans to ældre bofæller…

Læs resten af det dejlige raceportræt i Vi med Hund nr. 2/2011, der kan købes i webshoppen.