Stop den irriterende gøen

Gøende hund

Hundeskolen

Ti dog stille! Der er ingen tvivl om, at det kan være til stor gene og irritation – både for én selv og ikke mindst for naboerne og andre i nærheden – hvis hunden gør meget.


Der kan være flere grunde til, at vores hunde gør mere, end vi synes er i orden. Dernæst er der også forskel imellem de forskellige racer, hvor nogle fra naturen er mere støjende og vagtsomme end andre.

Der er også nogle hunde i de forskellige racer, som avles med formålet at gø. Det være sig både hos vagthunde og jagthunde.

Læs også: Syv klassiske fejl, du begår over for din hund

Så har man en hund, der er genetisk disponeret for at gø, kan det være svært at komme helt af med, men noget af det genetiske kan selvfølgelig trænes væk.

Det er naturligt for vores hunde at give lyd fra sig, når nogen ringer på døren, kommer for tæt på matriklen eller ved andre pludselige lyde, som hunden synes, der skal advares imod.

Læs også: Din hund skal trænes i små doser

Tilbage i tiden var det jo netop hundens gode høresans og tendens til at advare, som bl.a. startede samarbejdet mellem hund og menneske.

Det bedste er naturligvis, at hunden stopper hurtigt igen, når der blot er givet nogle enkelte bjæf – men det er desværre ikke altid sådan, at hverdagen ser ud.

Det værste, man som ejer kan gøre, er at råbe af sin gøende hund. Hunden vil opfatte det, som om 'koret' er med og som oftest fortsætte eller ligefrem intensivere sin gøen for virkelig at være god til sit 'arbejde'.

I de tilfælde, hvor det er muligt, er det bedste, vi kan gøre at ignorere hunden, og når den tier stille, roser vi den.

Det optimale er at kunne aflede hundens opmærksomhed med noget, som er mere spændende end at gø, men det kræver gode godbidder eller interessant legetøj eller problemløsningsting, som ligger klar til formålet.

Men her er timingen naturligvis yderst vigtig. Hunden må ikke opleve det som en belønning for at gø at få en godbid, for den skal helst sættes i gang med noget andet, inden den er begyndt at gø.

Et stort problem for mange hundeejere er, når hunden er i haven alene. Til en start har den måske gøet, når nogen bevægede sig langs hækken eller hegnet. Det kan være pga. utryghed, at den starter på at gø. Den oplever så, at folk forsvinder, så der skal ikke mange gange til, før hunden oplever succes, og du har en hund, som ser det som sin fornemste opgave at holde matriklen fri for uvedkommende. Gøeriet intensiveres, og succesen vil ingen ende tage.

Så har du muligheden allerede, mens hunden er hvalp, så vil jeg klart anbefale, at den ikke er alene i haven. Det kan være for sent, når vi først kommer ud til den, og skaden er sket, og stressniveauet er kommet op i højt gear.

Ud med dårlige vaner

Hvis du har en hund, der er over hvalpestadiet og har skabt sig den dårlige vane med at gø konstant, handler det om at være med i haven altid i en lang, lang periode. Det er den eneste måde, hvorpå det er muligt at aflede opmærksomheden og få indlært nogle nye vaner for hunden.

Hvis hunden har en tendens til at patruljere i haven og gø, så snart en lyd høres, eller noget pirrer synet, kan det også være nødvendigt, at du har hunden i snor i haven for at stoppe denne adfærd. Sørg for at tage en masse små ture i haven, hvor du er med og udstyret med gode guffer eller andet, der kan aflede opmærksomheden. Således at hunden finder ud af, at den kan foretage sig andet i haven end at gø af de forbipasserende eller fuglene …

For at få de gode vaner etableret er det vigtigt at finde noget, som hunden sætter stor pris på. Det handler både om afledningsmanøvren, aktiviteten og de godbidder, der evt. skal bruges.

Start i det små, det vil sige i kort tid ad gangen, så hunden ikke mister interessen og går tilbage til den uønskede adfærd.

Hvis hunden vil søge efter godbidder eller andet eller måske endda er vænnet til det tidligere, så plejer det at være en rigtig god beskæftigelse. I starten kan du smide godbidder på et lille område, men husk at bruge de absolut mest lækre ting. Tørfisk, tørret kød, kogt kylling eller andet – det må godt være noget helt andet, end det, hunden ellers plejer at få, så lysten til at snuse efter det er stor.

Efterhånden, som hunden lærer, hvad dette her handler om, kan området øges, så godbidderne bliver sværere at finde, og der går mere og mere tid med at finde lækkerierne. Vær opmærksom på, at øvelsen skal brydes, inden hunden kører træt i det. For det skal helst være en succes, som der stille og roligt bygges videre på.

Kedsomhed og fest

Der er også hunde, som gør af absolut ingenting, set med vores øjne. Vi kan ikke være helt sikre på, om den virkelig hører en lyd eller har set noget bestemt. Nogle hunde kan gø af flyvemaskiner eller fugle, som flyver over matriklen. De er jo ikke sådan at holde væk, så også her skal man i gang med en afledning, inden hunden er gået i gang med at gø.

I dette tilfælde kan søgeøvelser også bruges. Start med at have hunden i snor, og smid guffer med det samme, så hunden ikke når at følge den gamle vane.

Fremgangsmåden er som beskrevet før, nemlig at øge sværhedsgraden efterhånden.

Sidst, men ikke mindst, er der naturligvis også de hunde, som keder sig bravt (også i haven), og derfor selv starter en "fest" ved at begynde at gø! I bedste fald kommer ejeren løbende ud og siger noget, og det kan være nok "belønning" for hunden, så adfærden fortsætter, når den keder sig.

I dette tilfælde skal man ind og kigge på hele hverdagen, og hvilke rutiner I har. Det er givetvis en hund, som skal stimuleres mere i det daglige, så der ikke er så meget overskudsenergi til at foretage sig det uønskede.

Og hvis det eneste festlige, der sker i dens liv, er, når hunden selv begynder at gø i haven, så kan man med fordel sætte ind med at gøre hverdagen noget mere spændende for den.

I KORTE TRÆK

Har du en hund, som er disponeret for at gø meget? Så læs de forskellige beskrivelser af gøen i Turid Rugaas’ bog: "Barking" (eller "Bjeffing – Språket som høres") og på: www.omhunden.dk.

Kig på, hvordan uvanen er startet.

Find et godt alternativ for, hvad hunden ellers kan foretage sig.

Begræns alene-tiden i haven, hvis det er problemet, og distraher hunden lige inden, den skal til at gø.

Kig på flere aktiviteter og mental stimulering for hunden.

Del