Øvelser: Lad hunden bruge NÆSEN

Selv om din hund kan både sitte, dække og komme på kommando, er der absolut ingen grund til at stoppe med at udfordre den og lære den nye ting. Hunde elsker nemlig at blive aktiveret, og det er faktisk ikke så svært at finde på øvelser - kun din fantasi sætter grænser.
Uanset hvor ung eller gammel din hund er, så har den en favoritdisciplin - nemlig at gøre ting sammen med dig. Og forskellige aktiveringsøvelser er en rigtig god måde at være sammen på. I får nogle gode oplevelser sammen, og din hund bliver stimuleret og føler sig værdsat. Aktiveringsøvelser kan inddeles i fire grupper, hvor nogle dog falder ind i flere grupper eller overlapper lidt. De fire grupper er: Næsearbejde, kropskontrol, problemløsning og indlæring for sjov. Det er vigtigt at veksle mellem de forskellige typer af øvelser for at stimulere hunden forskelligt.
Nedenfor vil vi introducere dig til en enkelt øvelse, men hvis du klikker på linket i boksen, vil du få præsenteret mange flere ideer til sjove øvelser. Du kan også få inspiration i bogen 'Leg med din hund', som kan købes i Vi med Hunds webshop.
Øvelse: Find godbidder under en kop
Øvelsens formål er at træne hundens vigtigste sans - lugtesansen. Den lærer at lugte sig frem til godbidden og skal samtidig også selv regne ud, hvordan den får guffet ud under koppen.
Pas på, at hunden ikke får ondt i maven, især hvis det er en hvalp. Med hunde, der ikke er vant til at spise andet end deres fuldfoder, kan man sagtens bruge dette i øvelsen. Læg eventuelt en enkelt surprise-godbid, som et kyllinge- eller pølsestykke under en af kopperne, for at gøre hunden endnu mere interesseret i øvelsen.
Trin 1: Sæt en kop op og læg en godbid under den. Vis hunden koppen og lad den selv opdage, at der er en godbid nedenunder. Hold øje med, om den selv kan finde ud af at vælte koppen. Hvis ikke, så vis den, hvordan man gør. Husk at bruge ordet SØG! Dette ord skal hunden have printet ind i hukommelsen, så den altid forbinder ordet med noget spændende.
Trin 2: Øg antallet af kopper og læg godbidder under dem alle. Lad hunden arbejde sig frem og vælte kopperne en ad gangen. Lad hunden arbejde i fred og vent med at rose og klappe den til øvelsen er helt færdig, så hunden ikke bliver forstyrret.
Stil flere kopper op, øg f.eks. i første omgang til fem, så til syv og læg kun godbidder under nogle af dem. Når I er blevet skrappe til denne øvelse, kan I starte på trin 3.
Trin 3: I takt med at hunden bliver bedre til at få godbidden ud under plastickopperne, kan du skifte ud med tungere skåle eller lerkrus, der er sværere at vælte, så hunden skal arbejde mere. Du kan variere, hvor mange kopper du stiller op, og hvor mange kopper, der ligger godbidder under.
Vi med Hund nr. 7, 2007
Læs også:
Øvelse: Lær din hund at gå zig zag
Indendørsaktiviteter til din hund




