Afstemning

Lær din hund at bruge havedøren

Det er en ren hundefornøjelse, hvis du bor et sted, hvor du har mulighed for at lukke hunden ud i din have eller gårdhave de dage med godt og tørt vejr. For så kan den være beskæftiget med at ligge udenfor og nyde livet eller søge foder på græsset, mens du klarer dine gøremål indendørs. Men nogle hundeejere sætter alligevel spørgsmålstegn ved fornøjelsen, fordi deres hund aldrig kan beslutte sig for, om den vil være indenfor eller udenfor...

Lad mig starte med at fortælle en lille historie fra det virkelige liv: For nogle år siden var jeg på konsultation hos en ejer, som bad om hjælp til en meget rastløs hanhund. Ejerens version af hunden var, at hun syntes, at han var enormt krævende i hverdagen. Hele tiden og på alle mulige måder ville han have kontakt!

Læs også: Se listen over artikler med tricks og træning

Ejeren var ret sikker i sit svar, da jeg spurgte: "Får din hund den reaktion, som han forventer, når han beder om opmærksomhed?" Og ejerens svar var prompte: "Nej, selvfølgelig ikke, for så ville jeg godt kunne forstå, at problemet ikke var forsvundet."

I den næste halve time af konsultationen satte jeg lige præcis 27 streger på min blok! Hver streg repræsenterede de gange hunden kradsede på havedøren for at komme ud - og kort tid efter for at komme ind igen. Og jeg havde nøjagtig samme antal streger på min blok over det antal gange ejeren havde rejst sig for at lukke hunden ind og ud og ind og ud og...

Læs også: Bayliez: En hushjælp på fire ben

Efter 30 minutter spurgte jeg ejeren: "Hvor mange gange har du lukket hunden ud?" Ejeren tænkte sig grundigt om og sagde til sidst: "Øh, jeg er ret sikker på, at det var syv gange..."

Træningsplan

Mange hunde, der konstant vil lukkes ud og ind i haven, viser faktisk bare ejeren, at de keder sig og i bund og grund savner aktivering og oplevelser i hverdagen. Eller også handler det om en irriterende uvane, hvor ejeren har lært hunden, at det er en reel beskæftigelse at blive lukket ud og ind hele tiden (som eksemplet ovenover).

Start med at være ærlig overfor dig selv og vurder, om din hund keder sig i hverdagen og derfor skal have flere aktiveringsopgaver, gåture og oplevelser. Hvis ja, skal du forstå dens rastløshed og starte med at bruge mere tid på aktivering.

Hvis din hund udelukkende har uvanen, fordi du har lært den at det giver kontakt og hygge konstant at blive lukket ud og ind, kan du følge denne træningsplan for at slippe for at rejse dig op konstant:

* Hvis du har en hund, der kradser på døren, når den vil ind og ud, skal du sætte en midlertidig plexiglasplade på havedøren, så den ikke bliver skadet af hundeklør under træningen!

* Hvis den gør, når den vil ind og ud, skal du informere dine naboer om, at der de næste par uger vil komme lidt ekstra gøen fra din have - men at det er i et led i træningen, som sikrer, at de får fred fremover.

Træningen herfra er faktisk let, og hvis du husker på følgende læresætning, slipper du hurtigt af med problemet:

* Ignorer din hund, når den viser en adfærd, som er uønsket (kradser på døren eller gør) og giv den kontakt og ros, når den viser en ønsket adfærd (sidder stille og venter på at blive lukket ud eller ind UDEN at kradse eller gø).

* Du skal ikke snakke med, skælde ud eller blive irriteret på din hund - for det kan ofte skabe en kontakt, der er med til at opretholde uvanen. Det er ligesom med børn - nogle gange er negativ kontakt bedre end ingen kontakt.

* I dét øjeblik, hvor din hund opgiver at "få dig i tale" og i stedet sidder roligt ved døren og venter på, at du åbner (og viser ønsket adfærd), skal den lukkes ind.

* Din hund forstår sikkert ikke de nye vaner lige med det samme og vil derfor prøve at få dig "i tale" via sin gamle uvane - det plejer jo at virke.

* Derfor må du have nogle dages eller ugers tålmodighed, før du kan forvente et resultat. Men jeg lover dig, at din hund kan ændre sin irriterende uvane til en bedre vane, hvor den forholder sig roligt og venter på, at du vil lukke den ind eller ud! Altså under den forudsætning, at du kan ændre din egen uvane og ikke "leger tjener" hver gang, den beder om det...

Vi med Hund nr. 7/2008

Læs også:
Lær din hund at hoppe igennem en hulahop-ring
Kom i form: Motion giver mig god samvittighed

Del