Hold mund, hund!

Hunde gør. Det er en del af deres måde at kommunikere på, og rigtig mange hunderacer er blevet til, fordi vore forfædre havde behov for vagtsomme øjne og ører, der kunne advare dem mod ran og røveri.

Rigtig mange af de små selskabshunde er ganske støjende, for deres oprindelige formål var at passe på. De kunne f.eks. sidde på bymuren og spotte potentielle indtrængere. Når den lille hund 'råbte' vagt i gevær, blev de store hunde opmærksomme på faren og kunne tage over. Derfor er det en del af eksempelvis en chihuahuas sande natur at gø.
En shetland sheepdog er også en lille hund, som gerne gør. Og det skyldes, at den ikke bare er avlet til at være hyrdehund, men så sandelig også har passet på hus og hjem, og med sin høje gøen har den holdt fårene væk fra køkkenhaven. Jagthunde har med deres glammen vist jægeren, hvor byttet var, ligesom deres gøen jagede byttet frem.
Så hvis man kigger på de forskellige hunderacers historie, er de allerfleste af dem skabt til at give hals. For på den ene eller den anden måde at hjælpe os mennesker. Man kan tage hundens naturlige arbejdsopgaver fra den. Men man kan ikke tage naturen ud af hunden, og derfor er det blevet et problem for mange af nutidens hundeejere, at deres hunde gør for meget, for ofte og for længe.

Råb ikke - lav en plan
Hvis man har en hund, som gør konstant, er det en meget stor fristelse at stille sig op og brøle "Hooold kæææft" til dyret. Ganske enkelt fordi man selv kan blive frygtelig stresset af at høre på det. Men det er ikke en konstruktiv løsning. At jage en gøende hund eller råbe ad den stresser hunden nøjagtig lige så meget, som det stresser en selv.
Hvis man er derude, hvor man føler afmagt og mest af alt har lyst til at slå sin hund, fordi den bliver ved med at gø - så er der kun én ting at gøre: Slå hørelsen fra, lav en kop kaffe (eller tag et glas rødvin) og sæt dig ned og lav en plan. Det kan nemlig sagtens lade sig gøre at vænne hunden af med at gø. Men hvis det skal lykkes, kræver det planlægning, tålmodighed og konsekvens.

Det første, du skal gøre, er at notere dig, i hvilke situationer hunden gør. Er det, når den har stået ude i haven længe? Er det, når der kører en bil forbi? Når der kommer gæster? Når telefonen ringer? Når den møder andre hunde? Når den bliver ivrig og glad?
Der vil altid være et mønster, og når du har fundet et mønster i din hunds glammeri, kan du gå i gang med det træningsforløb, som skal forvandle din firbenede ven til et mere afdæmpet væsen. Lad være med at forvente, at du fuldstændig kan vænne din hund af med at gø. Det ville være at stille forventningerne for højt. Hunde gør. Punktum.

Omvendt psykologi
En veninde af forfatteren til denne artikel lærte sin hund, en golden retriever, at holde op med at gø ved at bruge den eneste anden kommando, som hunden havde lært - nemlig "sit". Hver gang hunden gjorde mine til at gø ad gæster, forbipasserende eller lignende, adspredte hun den ved at sige "sit", og på den måde påkaldte hun sig dens opmærksomhed. Når den satte sig ned, vankede der ros eller godbidder. I dag har hun en hund, der sætter sig ned, når den i virkeligheden har lyst til at gø. Men metoden virkede, og hun holder den konstant ved lige med rigelige mængder ros.

En anden metode, som baserer sig på en slags omvendt psykologi, er at lære hunden at gø. Simpelthen at få hunden til at gø på kommando. Når den har lært det, kan du bygge et ekstra led på din træning - nemlig at lære den at holde igen. På den måde har du en 'lad være med at gø-kommando' i baghånden og kan afbryde din hund ved at sige "Ja-tak-stop" - eller hvad du nu har indlært som stopkommando. Derefter gives godbidder, ros og kærlige klap ad libitum.
Du må kun bruge én metode i din træning. Ellers forvirrer du din hund, frustrerer dig selv - og så er alle dine anstrengelser forgæves.

Vi med Hund nr. 5, 2006