Baby i hundefamilien

Træn hunden før baby kommer
Når hundefamilien for første gang skal udvides med en baby, er der forskellige ting, som du må tage hensyn til og have med i din planlægning – både inden den lille ankommer og i den første tid efter fødslen.
Mange unge familier har så at sige øvet sig i at være 'forældre' på deres hund. Men det er selvfølgelig noget ganske andet at få et rigtigt levende menneskebarn i familien. Som udgangspunkt er der jo ni måneder til at forberede sig selv og hunden på den kommende familieforøgelse.
Her er det vigtigt at få tænkt igennem, hvordan ens hund har det med babyer og småbørn? Hvis hunden er ellevild med de små skabninger, og der er flere i omgangskredsen, og alt går fint, så kræver det ikke den store tilvænning, inden I selv får et barn.
Men hvis jeres hund derimod ikke er helt tryg ved de små skabninger, ikke bryder sig om de lyde, som babyer kan komme med, og måske heller ikke har oplevet så mange i omgangskredsen, som har børn, så ligger der noget arbejde forude, inden det nye familieliv kan gå op i en højere enhed.
Babyer er en træningssag
Det er en rigtig god ide at opsøge nogle steder, hvor der er mindre børn, og sørge for, at der kan holdes en god afstand, så hunden på ingen måde bliver overvældet eller føler sig presset i nogle situationer.
Når de forskellige indkøb til babyen begynder, så lad din hund snuse til tingene og erfare, at dette her er bestemt ikke farligt. Jeg ved godt, at der er overtro forbundet med at få barnevognen hjem for tidligt, men måske kan man låne en et andet sted eller opsøge steder, hvor andre går tur med barnevogne. Denne erfaring er nødvendig at give hunden, så den kan føle sig tryg ved at gå ved siden af en barnevogn, da det gerne skulle blive en del af dagligdagen, når familien er blevet udvidet.
Hvis det er muligt at få fat i lyden af babygråd og skrig, som er optaget hos nogle venner, vil det være fint. Det kan afspilles i lav volumen til at starte med, mens I samtidig laver noget hyggeligt med hunden. Dette gør I for at vise hunden, at disse lyde er helt o.k. Dog bør I ikke vænne hunden til, at der altid skal laves noget sjovt, når der lyder gråd, for det kan give jer udfordringer senere.
Når babyen er født, er det en god ide, at faderen tager noget med hjem fra hospitalet, der dufter af babyen. Det kan være tøj eller andet. Lad hunden snuse tingene godt igennem, inden selve babyen kommer hjem.
Læs mere om selve babys ankomst i Vi med Hund 09/2011, som kan købes i webshoppen.




