Aktiver din hund med sjove øvelser

Lær mig noget nyt, lær mig noget nyt! Som hund er enhver aktiveringsøvelse kærkommen og ikke mindst sjov. Hunde elsker nemlig at blive aktiveret, og det er faktisk ikke så svært selv at finde på øvelser - kun din fantasi sætter grænser.
Hver dag opstår der problemer, der kræver en løsning, og tro det eller ej, men din hund er vild efter at løse problemer sammen med dig. Du kan selv variere øvelsernes sværhedsgrad alt efter din hunds formåen. Aktiveringsøvelser kan inddeles i fire grupper, hvor nogle dog falder ind i flere grupper eller overlapper lidt. De fire grupper er: Kropskontrol, næsearbejde, problemløsning og indlæring for sjov. Det er vigtigt at veksle mellem de forskellige typer af øvelser for at stimulere hunden forskelligt.
Anita Engberg, der arbejder med problemhunde og er hvalpe- og lydighedsinstruktør for Dansk Kennel Klub fører dig sammen med en flok ivrige hunde og deres ejere. "At lave problemløsningsøvelser med din hund er meget vigtigt. Den bliver stimuleret mentalt og får brugt noget energi på de nye ting, den skal koncentrer sig om," siger Anita Engberg.
Hun påpeger, at mange hundeejere overser vigtigheden af den mentale hundetræning. "Mange hunde er understimulerede - og det er en misforståelse at tro, at et par korte lufteture er nok stimulering for din hund - vi skylder vores hunde, at vi også beskæftiger os mentalt med dem. Nogle hundeejere kan ikke forstå, at deres hund ikke er træt om aftenen og måske vågner tidligt eller i løbet af natten, for de går jo lange ture med den. Nu er det ikke sådan, at der er noget i vejen med lange lufteture, men det er bare ikke nok oplevelser for hunden," siger Anita Engberg. Ved lange ture, der måske bliver længere og længere, opnår du nemlig bare at gøre din hund mere udholdende frem for træt. Og her kommer den mentale stimulering - problemløsningsøvelserne ind i billedet. "Tænk på, hvor træt du selv er efter en dag, hvor du har skullet lære en masse nyt - sådan er det også for hunden," siger Anita Engberg.
Vi med Hund nr. 9, 2007




