Tænk hvis man ejede en bank eller havde et racerhold - bare fordi man havde lyst? Finansmanden Lars-Christian Brask giver her sine bedste råd til, hvordan du opnår succes og økonomisk frihed.

I denne PLUS miniguide får du:

  • Ryk til Rådhuspladsen
  • Millionærens 10 bedste råd
  • Vær flittig - og håb på heldet

Opret abonnement på BT PLUS og få adgang til hele miniguiden - og husk ... 1. måned er gratis.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Rigmanden Lars-Christian Brask løfter sløret for, hvordan man vinder i virkelighedens Matador-spil og skaber sig en formue

Tænk hvis man ejede en bank, havde et racerhold, kunne spise middag i sin egen gourmetrestaurant og tage på turné med et internationalt popband som Aqua - bare fordi man havde lyst? Finansmanden Lars-Christian Brask lever et liv på første klasse, men vejen til millionerne har krævet hårdt arbejde og målrettethed.

- Hvor er den henne, Rådhuspladsen. Nå der ligger den.

Ordene falder hurtigt, mens hænderne sikkert og målrettet fisker skødet ud fra stakken af kort. 50-årige Lars-Christian Brask har indvilliget i at mødes med BT på sit kontor hos Artha Kapitalforvaltning i Holte til en snak om, hvordan man får succes og bliver rig - hvordan man ender med Rådhuspladsen frem for Roskildevej.

Selv gjorde Lars-Christian Brask lynkarriere i den internationale finansverden i 1990’erne og opbyggede en millionformue ud fra en opskrift, der på mange måder minder om Matador.

For at vinde skal man have en strategi, gribe mulighederne og være klar til at satse alt på de rigtige tidspunkter. Men i modsætning til Matador er der ikke meget ’tilfældighedernes spil’ over virkelighedens verden. Det er hårdt arbejde, understreger finansmanden, der nok er mest kendt blandt danskerne for sit racerhold, Team Brask, og for sin medvirken i tv-programmerne ’De dyre drenge’ og ’Den hemmelige millionær’.

- Forberedelse og knofedt gør en kæmpe forskel, det gør det ikke så meget i et spil. Jeg har altid været vant til at smøge ærmerne op. For hvis man vil have succes, kræver det, at man har viljen til at gå det ekstra skridt, der skal til.

Chef som 13-årig

Det er ni år siden, han sidst har spillet, men han har stadig fuldstændig styr på reglerne og begynder - som selvudnævnt bankør - hjemmevant at dele ud af de store sedler. Næse for penge har han nemlig altid haft. Som bare 12-13-årig så han eksempelvis en forretningsmulighed i at bringe morgenbrød ud efter bestilling.

- Jeg sørgede for at få en aftale med byens bedste bager og havde på et tidspunkt fire mennesker i sving, siger finansmanden, der ikke har sit iværksættergen fra fremmede.

Faderen var selvstændig og solgte blandt andet swimmingpools til velbeslåede danskere, mens moderen arbejdede som sekretær.

- Jeg kommer fra en forholdsvis privilegeret familie, men hvis vi ville have noget ekstra, skulle vi selv tjene til det.

Og det gjorde Lars-Christian Brask. I en alder af bare 34 år rullede der så mange millioner ind på kontoen, at han aldrig mere behøvede at arbejde. Men end ikke tanken om at trække sig tilbage på en stillehavsø strejfede den driftige forretningsmand, som har stået i spidsen for nogle af verdens største investeringsbanker.

- Jeg har altid været drevet af jagten på trofæet. Hvis du tror, at penge gør dig lykkelig, tager du fejl. Succes er ikke et spørgsmål om at være rig, men, at nå de mål, du sætter dig. Specielt hvis du prøver at stile lidt højere hver gang.

Dyre visitkort

Karrieren som en af finansverdenens tunge drenge begyndte i 1984, da han fik en elev-plads i Jyske Bank i Roskilde. Det stod hurtigt klart, at der ikke var tale om en helt almindelig elev. Lars-Christian Brask nægtede f.eks. at aflevere breve på posthuset og var utilfreds med de visitkort, banken udstyrede de ansatte med. Han fik trykt sine egne i en mere eksklusiv kvalitet, og benyttede desuden lejligheden til at ændre sin titel, så der stod ’investeringsrådgiver’ i stedet for ’salgselev’ på kortet. Og selvom han egentlig ikke havde råd, købte han tre dyre habitter. For den unge Brask gad ikke ligne de andre i banken i deres billige jakkesæt fra ’Din tøjmand’. Han har altid været meget bevidst om at skille sig ud fra mængden - som en undulat blandt gråspurve.

- Den, der går i andres fodspor, kommer aldrig foran, pointerer Lars-Christian Brask.

Planen lykkedes, og gavflaben fra Himmelev avancerede hurtigt i Jyske Bank. Efter få år blev han aktiechef i et børsmæglerselskab i København, og i 1990 fik han job som aktiehandler i London for verdens største investeringsbank, Merrill Lynch. Lønnen var kun en femtedel af, hvad Brask havde tjent i Danmark, og han var nødt til at få en kæmpe kassekredit for at opretholde en vis levestandard. Men han så det som en investering i sin karriere.

- Du vinder jo heller ikke i lotto uden at købe en lotteriseddel, siger han.

Snart kunne Lars-Christian Brask høste den ene millionbonus og forfremmelse efter den anden. Men efter seks år sagde han op. Han havde trukket ’Ryk frem til Rådhuspladsen’ i Prøv Lykken, greb chancen og investerede hele sin formue i at blive partner i den amerikanske investeringsbank Robertson Stephens & Co.

Efter et års tid blev den opkøbt af Bank of America for 540 mio. dollar (svarende til ca. 2,9 mia. kr.), som de i alt 50 partnere kunne dele mellem sig. Ud over at få sin bid af kagen var Lars-Christian Brask en af de få, der fulgte med over i det nye selskab. Derfor blev han forgyldt endnu en gang, da Bank Boston i 1998 købte Robertson Stephens & Co. for 800 mio. dollar (ca. 4,3 mia. kr.) - og igen da Bank Boston året efter fusionerede med Fleet Bank.

Hvor meget han helt præcis fik ud af ’sit livs bedste investering’, ønsker han ikke at oplyse. Men det var dér, at han for alvor opnåede ’økonomisk sikkerhed og uafhængighed’.

Med en spækket bankbog og på evig jagt efter trofæer kastede Brask sig fluks ud i nye forretningseventyr. Blandt andet stiftede han sin egen investeringsbank. Men i kølvandet på it-boblen og 11. september solgte han den i 2002 til en islandsk bank.

- Man må aldrig have følelser med i det, når man investerer. Jeg har altid været god til at lukke ned i tide, hvis noget så ud til at være en dårlig forretning. Alle kan købe, mange kan beholde, men kun få kan sælge, siger finansmanden.

Hyret for én krone

Efter 15 år i udlandet vendte han i 2005 tilbage til Danmark og et job som direktør for velhaverbanken Carnegie. Men inden turen gik ’hjem til Himmelev’, hvor han stadig bor med hustruen Sue og deres to børn, nåede han også at eje tre prisvindende italienske restauranter i London og at stifte Englands største racerhold, Team Brask. Det var f.eks. ham, der i sin tid spottede talentet Allan Simonsen, som kørte galt og mistede livet under Le Mans i 2013.

Lars-Christian Brask bliver fjern i blikket, da samtalen falder på den skæbnesvangre dag. Så vil han hellere tale om dengang, da han tog med popbandet Aqua på Grøn Koncert-turné i 2008. De tre bandmedlemmer havde han mødt gennem motorsporten, da Claus Norreen ’er en habil racerkører’. Og over en middag aftalte de, at Lars-Christian Brask skulle med som deres PA (personlig assistent). Lønnen for at være ’altmuligmand’ for bandet var på 1 kr. Så det var selvsagt ikke pengene, der trak, men muligheden for at genopleve sin ungdoms store passion for musik.

I gymnasietiden var han en ihærdig musikarrangør, der bl.a. formåede at trække datidens store navne som Gnags, Sneakers og Kim Larsen til Roskilde. Men moderen mente ikke, at det på sigt var en farbar karrierevej for den unge Brask, som derfor skiftede band ud med bank.

Siden familien flyttede til Danmark, har han haft en stribe chefstillinger i forskellige velhaverbanker, indtil han for et par år siden helligede sig bestyrelsesposter, konsulentarbejde og lokalpolitik. Men finansverdenen var svær at slippe, og i efteråret 2013 blev han en del af direktionen i den lille nordsjællandske virksomhed, Artha Kapitalforvaltning. Og denne gang er han i bogstavelig forstand landet på ’Rådhuspladsen’ Artha, der forvalter formuer for omkring 4 mia. kr. for velhavende danskere, har til huse i det gamle Søllerød Rådhus.

I Matador vælger han altid den røde bil, men til daglig kører han i en koksgrå metallic Jaguar, som han også jævnligt parkerer foran rådhuset i Roskilde. Ved kommunalvalget i november 2013 blev Lars-Christian Brask nemlig valgt ind som medlem af byrådet for Venstre.

- Hvad mit næste langsigtede mål er? Tjah, jeg mangler stadig at prøve at være erhvervsminister. Så må tiden vise, om der bliver en ledig plads, siger han.