Nervøse investorer søger mod sikker havn i Danmark, og det kan presse renten ned, lyder det fra eksperter. Læs her hvordan du omlægger lån, så du kan udnytte de lave renter.

Den voldsomme gældskrise, der lige nu lammer Grækenlands økonomi, trækker tråde hele vejen til danskernes privatøkonomi og boliglån.

Resultatet af søndagens folkeafstemning i Grækenland, der blev et rungende nej til kreditorernes krav, kunne allerede mandag morgen aflæses i tallene hos landets realkreditinstitutter. Kurserne på danske obligationer er begyndt at stige, og hvis der ikke kommer en snarlig afklaring på den græske situation, kan det betyde, at renten tager et yderligere dyk, vurderer flere eksperter.

Opret abonnement på BT PLUS og læs hvordan Grækenlands gældskrise er til gavn for danskernes privatøkonomi og bliv guidet til, hvordan du udnytter de lave renter. Du får samtidig adgang til tusindevis af dybdeborende artikler, fængslende longreads og guider til dit liv.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Den voldsomme gældskrise, der lige nu lammer Grækenlands økonomi, trækker tråde hele vejen til danskernes privatøkonomi og boliglån.

Resultatet af søndagens folkeafstemning i Grækenland, der blev et rungende nej til kreditorernes krav, kunne allerede mandag morgen aflæses i tallene hos landets realkreditinstitutter. Kurserne på danske obligationer er begyndt at stige, og hvis der ikke kommer en snarlig afklaring på den græske situation, kan det betyde, at renten tager et yderligere dyk, vurderer flere eksperter.

Dermed er der en vis sandsynlighed for, at 2,5 procent-lånet kommer i spil igen, mener blandt andre investeringsekspert Per Hansen fra Nordnet.

Foto: Reuters/AFP
Foto: Reuters/AFP
Vis mere

Og det er noget, der kan mærkes i kroner og øre hos boligejerne. Hvis fastforrentede boliglån eksempelvis falder med en halv procent – fra 3 til 2,5 – vil det betyde en besparelse på 76.000 kroner i nettoydelsen over lånets samlede løbetid for et lån på en million kroner, viser en beregning, som Nykredit har foretaget for BT.

»Vi har allerede set markedet reagere i form af, at kurserne er begyndt at stige lidt. Men det er et afventende marked, som vi har lige nu, og derfor er det svært at spå om, hvordan det vil gå i de kommende uger,« siger Jeppe Borre, der er seniorøkonom hos Nykredit.

Euclides Tsakalotos er valgt til Grækenlands nye finansminister og er manden, der skal forsøge at hjælpe landet ud det økonomiske morads. Foto: EPA
Euclides Tsakalotos er valgt til Grækenlands nye finansminister og er manden, der skal forsøge at hjælpe landet ud det økonomiske morads. Foto: EPA
Vis mere

Interesse for Danmark

Per Hansen fra Nordnet forklarer, at investorerne søger mod Danmark som en ’sikker havn’, når der er nervøsitet på markedet. Det trækker kursen på de danske realkredit-obligationer op, og dermed falder renten.

»Det bliver næppe med et to procent-lån i nærheden af kurs 100, men 2,5 procent-lånet kan komme markant tættere på 100 i forhold til fredagens niveau,« siger investeringsekspert Per Hansen til Berlingske Business.

I tider, hvor der er uro, bliver investorerne mere tilbøjelige til at flytte deres penge hen i obligationer, der ikke svinger så meget, som aktierne gør, forklarer den uafhængige privatøkonomiske rådgiver Hans Peter Christensen.

»Og her bliver Danmark betragtet som et land med lav risiko. Vi har en god økonomi, og der er god sikkerhed bag de danske ejendomme og realkreditinstitutter, som er rimeligt polstrede,« siger privatøkonomisk rådgiver og direktør hos Uvildige.dk Hans Peter Christensen.

Enorm gæld i Grækenland har lammet landet økonomisk. Krisen sætter også sine spor i Danmark, hvor en lavere rente kan forventes. Foto: AFP
Enorm gæld i Grækenland har lammet landet økonomisk. Krisen sætter også sine spor i Danmark, hvor en lavere rente kan forventes. Foto: AFP
Vis mere

Seniorøkonom Jeppe Borre fra Nykredit understreger dog, at hvis man allerede nu kan se en fordel ved at omlægge lån, kan der være en risiko ved at vente:

»Hvis man tænker, at 3,0 procent-lånet er attraktivt nu, så bør man overveje, om det ikke er værd at gå efter. For der er en usikkerhed ved at sidde og håbe på, at renten falder yderligere. Det er der selvfølgelig en sandsynlighed for, at den gør, men det hele afhænger af, hvordan Grækenlands situation udvikler sig i den kommende tid,« siger Jeppe Borre.

UDNYT DE LAVE RENTER: SÅDAN OMLÆGGER DU LÅN

1. Lånets størrelse har betydning

Størrelsen på dit lån har betydning for, om en omlægning kan betale sig. Jo større restgæld, des større er rentebesparelsen. En hyppigt anvendt tommelfingerregel siger, at lånets størrelse helst skal være over 250.000 kroner, for ellers gør omkostningerne et for stort indhug i gevinsten. Der kan dog være nogle tilfælde, hvor det er en fordel at omlægge lånet, selv om beløbet er lavere, men i så fald skal rentenedsættelsen være meget stor.

Foto: Scandpix/ Iris
Vis mere

2. Kend din tidshorisont

Du bør overveje, hvor længe du ønsker at blive boende i din bolig, når du tænker på en låneomlægning. Der er nemlig en række omkostninger forbundet med konverteringen, og der vil i de fleste tilfælde være et kurstab. Derfor kan det være svært at tjene pengene hjem, hvis du står og skal sælge huset i nær fremtid.

 

3. Vær opmærksom på restløbetiden

Hvor lang er den resterende del af løbetiden på dit nuværende lån? Hvis løbetiden på dit lån er kort, kan det sjældent betale sig at lægge om her og nu for f.eks. at få en lavere rente. I så fald er det ikke sikkert, at du kan nå at tjene omkostninger og kurstab ind igen. Typisk skal lånet minimum have en løbetid på 10 år, før en omlægning er relevant.

 

4. Glem ikke kursen

Hvis renten falder, kan du muligvis omlægge til en lavere rente og få en lavere ydelse. Men din gæld vil sandsynligvis også stige, hvis du vælger denne mulighed, fordi det nye lån optages til en kurs under 100. Kursen på det nye lån bør være så tæt på 100 som muligt for at undgå en stigning i restgælden. Er kursen 95, får du således kun udbetalt 95 kroner for hver lånte 100 kroner. Dvs. til kurs 95 får du en restgæld på 1.050.000, hvis du vil have 1 million kroner i hånden.

5. Overvej kurssikring

Fra du modtager tilbud på dit lån, til det optages, kan renten ændre sig. Når renten ændrer sig, gør kursen det også. Derfor kan du risikere, at dit lån falder i værdi i den periode, så du får udbetalt mindre end forventet. Det kan du sikre dig imod med en såkaldt kurssikring. Her betaler du for at fastlåse kursen på dit lån, så lånet ikke ændrer værdi i perioden mellem tilbudsgivningen og optagelsen uanset rentens udvikling. Spørg din låneudbyder om dine muligheder, prisen, fordele og ulemper ved at kurssikre, da det afhænger af lånetypen, som du optager.

 

6. Husk gebyrerne

Der kan være mange penge at spare ved en låneomlægning, men der er også omkostninger forbundet med en konvertering. Du skal være opmærksom på, at der oftest er en række omkostninger forbundet med en låneomlægning, f.eks. tinglysningsafgift, kurtage, evt. fastkursaftale og gebyrer.

Foto: Scandpix/ Iris
Vis mere

7. Søg rådgivning

Realkreditinstituttet eller banken kan lave en konkret beregning for dig, så rådfør dig med dem for at finde ud af, om du skal lægge dit lån om. Omlægger du dit lån, kan du overveje, om du skal benytte lejligheden til at gennemse hele din økonomi og måske omlægge andre lån. Det kan betale sig, hvis du for eksempel har friværdi i din bolig og et billån i banken med en høj rente, som du kan få ind under dit realkreditlån. Bankerne og realkreditinstitutterne er sælgere, så vær opmærksom på, at de er ude på at tjene penge på dine valg.

Kilder: Penge- og Pensionspanelet, BRF, Bolius, Forbrugerrådet Tænk.