Sommeren er over os, og det er som regel lig med sol, afslapning… og overforbrug.

Listen over ferieudgifter er lang: Restaurantbesøg, hotelovernatninger, billeje, flybilletter, entré til forlystelsesparker, storby-shopping og meget andet.

»For en familie på fire personer kan en sommerferie nemt løbe op i omkring 25.000 kr., hvis man f.eks. rejser sydpå til en af de europæiske charterdestinationer,« siger Brian Herrup Friis Rasmussen, der er privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank.

Pengene sidder lidt mere løst i ferieperioden, og at det kan være svært at holde styr på udgifterne, forklarer han:

»Man tænker måske ikke lige så meget over det, når man svinger kortet eller betaler med nogle euro i Spanien eller Grækenland. Men hvis man gør en indsats, kan man faktisk godt spare en del penge,« siger Brian Herrup Friis Rasmussen.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs om hvordan du kan spare penge i sommerferie, uden at det går ud over alt det sjove på rejsen. Ferieudgifterne kan hurtigt løbe op i en lille månedsløn. Men der er mange trick til en budget-venlig sommer.

Du får:

  • Artikel: Undgå de dyre forbrugsfælder - spar penge i din sommerferie
  • Fakta: Danskernes sommerferie
  • Guide: Sådan får du en billigere sommerferie - 18 gode råd

Ferieudgifterne kan hurtigt løbe op i en lille månedsløn. Men der er mange trick til en budget-venlig sommer.

Sommeren er over os, og det er som regel lig med sol, afslapning… og overforbrug.

Listen over ferieudgifter er lang: Restaurantbesøg, hotelovernatninger, billeje, flybilletter, entré til forlystelsesparker, storby-shopping og meget andet.

»For en familie på fire personer kan en sommerferie nemt løbe op i omkring 25.000 kr., hvis man f.eks. rejser sydpå til en af de europæiske charterdestinationer,« siger Brian Herrup Friis Rasmussen, der er privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank.

Pengene sidder lidt mere løst i ferieperioden, og at det kan være svært at holde styr på udgifterne, forklarer han:

»Man tænker måske ikke lige så meget over det, når man svinger kortet eller betaler med nogle euro i Spanien eller Grækenland. Men hvis man gør en indsats, kan man faktisk godt spare en del penge,« siger Brian Herrup Friis Rasmussen.

Færre penge til rådighed

En undersøgelse, som Epinion har foretaget for Deloitte, viser, at danskerne samlet set har lidt færre penge til rådighed denne sommer sammenlignet med sidste år.

26 procent af danskerne siger således, at de har færre penge til ferien end sidste år, mens kun 15 procent siger, at de har flere.

»Sommerferiebudgettet er en ret god indikation af den generelle økonomiske tilstand. Mens det kan være svært at justere sine faste udgifter, er det let at tilpasse sin ferieudgifter. Er der lidt slunkent i kassen, eller er der andre udgifter, der presser sig på, er det helt almindeligt, at man vælger en ferie, der er lidt billigere, lidt kortere og lidt tættere på,« siger forbrugerekspert i Deloitte, Peter Mølkjær.

Undersøgelsen viser desuden, at 58 pct. af danskerne skal til udlandet i år. I gennemsnit varer rejsen 11,6 dage, og regningen per husstand løber op i lige knap 17.000 kr.

»Det er naturligvis fristende at tage til udlandet, og det er da også over halvdelen af befolkningen, der gør det i år. Dog kræver det, at man hiver den store pengepung op af lommen,« siger Peter Mølkjær.

Læg et budget

Det er generelt en god idé at lægge et budget for hele sommerferien, forklarer Brian Herrup Friis Rasmussen.

»Det er en rigtig god øvelse, så man kan få et overblik over omkostningerne i løbet af ferien. Man kan også kigge lidt på, hvad man har brugt i de tidligere år. Det er en god rettesnor,« siger økonomen.

Han nævner udgifter til mad som en af de største poster i feriebudgettet – særligt på rejser i udlandet.

»Når man er af sted på sommerferie, skal der jo både spises morgenmad, frokost og aftensmad, og på det område er der virkelig noget at spare for en hel familie. Man kan f.eks. vælge at bo et sted, hvor man har adgang til eget køkken, og man kan også smøre et par sandwich til frokost i stedet for at tage på restaurant. Og så kan man gå efter hoteller, hvor der er morgenmad inkluderet.«

Derudover peger han på, at det er vigtigt at undersøge priser grundigt på nettet inden afrejse.

»Mange ting kan med fordel bookes hjemmefra. Det kan f.eks. være billeje eller udflugter. Så indgår det også i ens samlede budget, så man ikke skal tage stilling til det, når man kommer derned,« siger Brian Herrup Friis Rasmussen.

Ved siden af udlandsrejserne forventer den gennemsnitlige husholdning at bruge 5.318 kr. på overnatning og ferieaktiviteter i Danmark. Her er det især sommerhusferie, der hitter, samt overnatning hos familie og venner.

Sådan får du en billigere sommerferie: 18 gode råd

1. Lej din bil ud

Holder din bil stille store dele af din sommerferie – måske mens du er i udlandet? Så kan du tjene gode penge på at leje den ud. På hjemmesider som Gomore.dk eller SnappCar.dk kan du gratis og nemt oprette en profil, så andre kan leje din bil. Det fungerer på den måde, at du selv angiver, hvilke dage du skal bruge din bil – og så modtager du en sms-besked, når der kommer en forespørgsel. Alt efter bilens størrelse kan du typisk tage 220 kr. til 300 kr. per døgn.

2. Undgå dobbeltdækning på rejsen

Nogle vælger at tegne den forsikring, som rejsebureauet anbefaler, for på den måde at være sikre på, at de er helt dækket ind. Og så sidder de i mange tilfælde tilbage med mere end blot en enkelt forsikring. Tjek derfor din indboforsikring. Typisk indeholder den som minimum bagagedækning, men du har også mulighed for at købe en såkaldt årsrejseforsikring gennem indboforsikringen, der f.eks. dækker hjemtransport i forbindelse med sygdom. Tjek også dine kreditkort, som for eksempel Mastercards og Eurocards.

3. Pas på mobilregningen i udlandet

Det er ikke sjovt at komme hjem fra en udlandsrejse og opdage, at mobilregningen er løbet løbsk. Heldigvis er der flere ting, du selv kan gøre for at undgå det: Undlad at bruge meget datatrafik – dvs. lad være med at sende billeder, videoer, emoji’s osv. Brug i stedet wifi, når du er på hotellet. Slå ’dataroaming’ fra i indstillingerne. På den måde kan du sikre, at du ikke henter dyre data gennem udenlandske leverandører.

4. Book rejsen selv

Der er en grund til, at rejsebureauer tjener penge – de skriver en ekstraregning udover selve rejsens pris for at hjælpe dig med bookingen. Men efterhånden er det blevet så nemt at booke og arrangere rejser på nettet selv, at du med fordel kan vælge den løsning. Find f.eks. flybilletterne på Momondo.dk, og book hotel på sider som Hotels.com eller Booking.com. Sørg dog for at undersøge, hvilken aflysningspolitik de pågældende portaler har.

5. Sørg for at hæve/veksle penge hjemmefra

Du sparer besværet, men det kan også være billigere, hvis du hæver den udenlandske valuta hjemmefra. I mange tilfælde kan gebyrer koste dig dyrt, når du hæver og veksler penge i udlandet.

Foto: Scanpix/Iris
Vis mere

6. Lej din bolig ud

Den såkaldte ’deleøkonomi’ er i kraftig vækst, og det betyder bl.a., at privat boligudlejning er blevet mere udbredt i de seneste år. Mange udenlandske turister står i kø for at finde lejligheder i de større danske byer, og du kan tjene en god portion penge på at leje din bolig ud. Via f.eks. Airbnb.com kan du nemt og hurtigt komme i gang. Det kræver blot, at du opretter en profil, tager nogle billeder af din bolig og fastsætter prisen. Du kan tjene op til omkring 24.000 kr. årligt uden at betale skat af indtægten.

7. Find gratis og billige kulturoplevelser

Der er masser af gratis og billige kulturoplevelser rundt omkring i landet. F.eks. har flere museer en ugentlig dag, hvor det er gratis at komme ind. Der er også mange lokale festivaler, som ikke tager entré. Nogle forlystelsesparker har lavere priser, hvis man f.eks. kommer sent på eftermiddagen. Der findes også flotte parker ved de gamle godser og slotte i Danmark. Disse kan der tit være fri adgang til. Kommer I forbi en turistservicedisk eller et turistbureau, så forhør dig, om de har anbefalinger.

8. Boligbytte

Kunne du tænke dig at holde en ferie, hvor du ikke behøver at bruge tusindvis af kroner på dyre hoteller? Så kan boligbytte måske være noget for dig. Det foregår ganske enkelt ved, at du bytter bolig med en anden i en aftalt periode, f.eks. 1-2 uger. Du betaler ikke noget for det, men det kan godt være, at der følger nogle forpligtelser med som f.eks. græsslåning, rengøring eller fodring af kæledyr. Til gengæld kommer du tættere på lokalbefolkningen, og du kan typisk spare penge, fordi du har adgang til et køkken. Tjek Boligbytte.dk, Bytbolig.com eller Knok.com.

9.Sluk for dit varmeanlæg

Mange danske villaejere kan let spare op mod 1.500 kroner om året på varmeregningen med små tiltag. Et nemt sted at begynde er at sænke temperaturen på vandet i varmtvandsbeholderen. Og det kan du med fordel gøre her om sommeren. Luk for varmeanlæggets sommerventil og sluk for cirkulationspumpen. Sænk temperaturen fra 60 til 55 gradercelsius i din varmtvandsbeholder. På hjemmesiden sommerluk.dk kan du finde hjælp.

10. Læg et feriebudget

Det kan være svært at holde styr på, hvor mange penge man bruger, mens man er af sted på ferie, og det er en dum idé at lade kreditkortet køre helt på automatpilot. I hvert fald hvis du gerne vil undgå et chok, når du kigger i netbank. Beslut dig for rammerne for din ferie hjemmefra og læg et feriebudget. Så har du et overblik over, hvad du f.eks. skal bruge på mad, fornøjelser, shopping etc. På hjemmesiden raadtilpenge.dk. kan du finde en budgetskabelon til ferien.

11. Køb is i supermarkedet

Når sommervarmen kommer, har danskerne traditionen tro travlt med at spise is. Og det kan godt være, at vaffelis ikke ligefrem vælter dit sommerbudget – men for en stor familie kan det alligevel blive til mange penge over en hel sommer. I stedet for at købe is i den lokale isbutik eller kiosken, så gå ned i supermarkedet. Her kan du få mængderabat og en langt lavere literpris.

12. Bo på vandrehjem eller hostel

Skal hele familien på fire-stjernet hotel, så kan regningen hurtigt løbe op. Heldigvis er der alternativer.

Du kan i stedet bo på vandrehjem eller hostels, som er den billige udgave af hoteller, hvor man dog stadig kan finde fine værelser til rimelige penge.

13. Drop badelandet – tag i svømmehallen i stedet

En tur i en forlystelsespark eller et større badeland kan hurtigt løbe op i et par tusinde kroner for en gennemsnitlig familie. Men hvorfor ikke tænke alternativt og tage i svømmehallen i stedet? Mange af landets nye svømmehaller har sjove faciliteter for børn som f.eks. rutsjebaner, vandfald og soppebassin. Og prisen er en helt anden.

14. Tank ikke bilen på motorvejen

Kører du i bil på sommerferien, kan du spare mange penge ved at slå et smut væk fra motorvejen, når du skal tanke. Tankstationen ved motorvejen kan tage op til 1-2 kr. mere pr. liter. Skal du fylde tanken, kan du altså spare i omegnen af 100 kr. blot ved at køre de ekstra få meter for at fylde tanken – eller tanke, inden du kører ind på motorvejen.

Foto: Scanpix/Iris
Vis mere

15. Pas på hæveautomaterne

Undgå at hæve småbeløb, når du bruger dit kort i en hæveautomat. Det kan spare dig for unødvendige gebyrer. Er du i et EU-land, kan du f.eks. hæve op til 260 euro pr. døgn på dit Visa/Dankort. En kontanthævning koster typisk omkring 30 kr.

16. Betal i den lokale valuta – aldrig i danske kroner

Når du betaler med dit kort i udlandet, bliver du måske spurgt, om du ønsker at betale i lokal valuta eller i danske kroner. Ofte vil det være dyrere for dig at betale i danske kroner, fordi forretningerne selv bestemmer kursen. En ekstra omkostning i omegnen af 5 procent er ikke ualmindeligt.

17. Pas på turistfælderne

Du ved det sikkert allerede, men husk på at undgå turistfælderne, når du skal have en kop kaffe, noget koldt at drikke eller en bid mad at spise. Det er oftest meget dyrere at spise og drikke på restauranter og barer, som ligger i nærhed af hovedstrøg eller turistattraktioner. Ofte sparer du penge ved at finde dit eget sted lidt væk fra de mest populære lokaliteter.

18. Transport fra lufthavnen og på feriestedet

Undersøg grundigt allerede hjemmefra, hvordan transportmulighederne er både til og fra lufthavnen og på jeres feriested. Hvis du er uforberedt, kommer det ofte til at friste med en taxa, som tit er meget dyrere.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk, Lån & Spar, Arbejdernes Landsbank