Med dette superlån kan du slippe af med din gæld langt hurtigere og spare mange penge.

En af de store beslutninger, som boligejere står over for, er hvordan murstenene skal finansieres: Skal det være fast eller variabel rente? Og hvis du går med planer om at omlægge dit lån, skal du skynde dig – 31. januar er sidste frist, hvis du vil ændre på dit lån til næste termin. Måske er det et af de oversete lån, der kan vise sig at være mest fordelagtigt for dig.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om det oversete superlån. BRF Kredit har foretaget en beregning for BT, der viser, at en boligejer, der for fem år siden optog lige netop dette lån på en million kroner, har betalt 160.000 kr. mere af på sit realkreditlån sammenlignet med et fastforrentet lån.


Med dette superlån kan du slippe af med din gæld langt hurtigere og spare mange penge.

En af de store beslutninger, som boligejere står over for, er hvordan murstenene skal finansieres: Skal det være fast eller variabel rente? Og hvis du går med planer om at omlægge dit lån, skal du skynde dig – 31. januar er sidste frist, hvis du vil ændre på dit lån til næste termin.

Et af de realkreditlån, som mange har overset, er det såkaldte T-lån. Det er en låntype, hvor du betaler en fast, aftalt ydelse, der f.eks. kan svare til udgifterne ved et fastforrentet lån. Renten er variabel ligesom flekslånet, men hvis den stiger eller falder, så ændrer din månedlige ydelse sig som udgangspunkt ikke. Det gør løbetiden på lånet derimod.

Det vil altså sige, at du har mulighed for at slippe af med din gæld langt hurtigere end ved andre typer lån, fordi en større andel af din månedlige ydelse går til at betale afdrag.

BRF Kredit har foretaget en beregning for BT, der viser, at en boligejer, der for fem år siden optog et T-lån på en million kroner, har betalt 160.000 kr. mere af på sit realkreditlån sammenlignet med et fastforrentet lån.

»Det kan komme folk til gavn på den måde, at hvis renten er lav, så sætter man turbo på afviklingen af sin gæld. Det svarer til, at man har en indbygget mekanisme i sit lån, hvor man bruger de lave renter til noget fornuftigt. Man binder sig selv til at spare op,« forklarer Mikkel Høegh, der er boligøkonom hos BRF Kredit.

Store besparelser

Der kan potentielt være besparelser ’i hundredtusindekroners-klassen’ over hele lånets løbetid, tilføjer han. Selv med stigende renter kan T-lånet være en fordel.

»Forbliver renten den samme fra nu og de næste 13 år, vil man være gældfri efter mindre end 18 år – det vil sige mere end 12 år hurtigere end de sædvanlige 30 år. Det er dog urealistisk, at renten vil være nul nu og 13 år frem, men selv om vi forventer stigende renter, er vores forventning, at renten vil være lav længe endnu. Lader man renten stige til 2 pct. fra den ene dag til den anden, vil man være gældfri efter mindre end 20 år,« fastslår Mikkel Høegh.

Martin Riedel, der er privatøkonomisk rådgiver og indehaver af virksomheden Realkreditkonsulenten.dk, anbefaler også låne-typen til mange boligejere.

»For de danskere, der har lidt ekstra luft i økonomien og ikke er bange for rentestigninger, kan det være en fin løsning til at få nedbragt gælden hurtigere,« forklarer Martin Riedel.

Vær bevidst om risikoen

Han understreger dog, at man skal være bevidst om risikoen.

»Man skal være opmærksom på, at man ikke eliminerer risikoen. Selv om ydelsen ikke ændrer sig, når renten stiger, så vil lånet stadig blive dyrere, fordi løbetiden forlænges. Men hvis man kan leve med den risiko, så kan det være en god måde til at afvikle sin gæld hurtigere.«

Martin Riedel tilføjer også, at førstegangskøbere – og andre med stor gæld ved siden af realkreditlånet – som udgangspunkt bør holde sig fra T-lånet.

»Hvis den anden gæld er tilstrækkelig dyr, er det måske billigere at fjerne bank-lånet først,« siger Martin Riedel.

Ifølge Mikkel Høegh fra BRF Kredit er der et stort uudnyttet potentiale for mange boligejere. Han har ikke præcise tal for, hvor mange af selskabets kunder der har valgt T-lånet, men det er under 10 procent af det samlede antal lån.

»Der er ikke så mange, der har opdaget produktet, og vi har måske heller ikke gjort så meget for at markedsføre det. Men det burde faktisk være en stor-sællert med de lave renter, vi har for tiden.«

3 fordele

  1. Du får glæde af, at de korte renter typisk er lavere end de lange, og samtidig har du en fast månedlig ydelse. På den måde får du lav rente, uden at du skal bekymre dig om, at din ydelse pludselig stiger voldsomt.
  2. Du har mulighed for at nedbringe din restgæld væsentlig hurtigere ved at udnytte de lave renter.
  3. Der er i nogle tilfælde en lavere bidragssats på T-lån sammenlignet med øvrige flekslån.

3 ulemper

  1. Hvis du har anden dyr gæld ud over realkreditlånet – f.eks. bolig-, forbrugs- eller billån – så kan det være en bedre løsning at få denne gæld ud af verden først. Dermed er det også sjældent, at et T-lån kan betale sig for førstegangskøbere, som typisk har et stort boliglån i banken.
  2. Ligesom med et almindeligt flekslån er der en risiko forbundet ved at optage et T-lån. Hvis renten stiger, forlænges løbetiden, og dermed bliver lånet over tid dyrere.
  3. Lånet skal afvikles inden for maksimalt 30 år, derfor kan det ved rentetilpasning blive nødvendigt at sætte ydelsen op, hvis markedsrenten er steget kraftigt. Bidragsændringer kan også betyde, at løbetiden forlænges, eller ydelsen sættes op. Derfor skal du have luft i økonomien til at kunne betale en højere ydelse, hvis det sker.