Generalprøven før Powerman Denmark til maj bød på masser af blod og sved for BTs tre deltagere

To gennemførte og én, der blev kørt ned og derfor aldrig kom til start. Sådan lyder resultatet efter den store generalprøve for BTs Projekt Powerman.

Cheftræner Tanja Hultengren Larsson fra Danish Sports Academy sendte de tre deltagere i ilden ved Islev Duatlon på en solrig april-søndag.

Opgaven lød i al sin enkelhed på at ‘prøve kræfter’ med en duatlon, det vil sige kombinationen af løb, cykling og løb, før den store eksamen til Powerman Denmark den 10. maj i København.

»Det var super fedt. Særligt bagefter. Jeg har nu fundet ud af, at der fortsat er et stykke vej til jeg er helt klar til den store Powerman. Så det er bare med at fortsætte træningen,« siger Christine Jørgensen, 41 år og mor til to.

Ugen op til løbet havde Christine Jørgensen fulgt træningsprogrammet til punkt og prikke. Det betød tunge ben og en let forskrækkelse, da hun så forsamlingen af kulfibercykler, der stod på rad og række i startområdet.

»Det var bestemt ikke søndagsmotionisterne, der var ude og teste formen af. Det var de seje, der havde prøvet det mere end et par gange før,« siger hun.

Til hendes store lettelse blev Christine Jørgensen ikke nummer sjok, men kom i mål en vigtig erfaring rigere.

Sådan gik det langtfra for projektets yngste, den 25-årige studerende. Hun kom aldrig til start.

»Før løbet blev jeg kørt ned i et højresving. Bilen fangede min træningstaske bagpå, så jeg nåede slet ikke at opdage, at der var et sammenstød på vej. Jeg faldt direkte ned på begge knæ uden at tage fra. Heldigvis gik hovedet og det meste af kroppen fri. Bilisten stak dog af, og det var jeg faktisk mere chokeret over end selve styrtet,« fortæller Josefine Boel Rasmussen.

Derfor blev hun hjemme fra Islev Duatlon for at pleje sine ‘forslåede og hævede knæ’. Sigtekornet er dog stadig indstillet på Powerman Denmark den 10. maj.

Alderspræsidenten på BTs Projekt Powerman havde en fremragende dag i Islev med ikke mindre end to personlige sejre. De første 5 km blev løbet i den bedste tid længe - kun for at løbe endnu stærkere på den anden og sidste 5 kilometer.

»Da jeg nåede halvvejs satte jeg turboen på og løb hurtigere og hurtigere og sluttede af med at løbe min næsthurtigste 5 kilometer tid nogensinde. Kun 13 sekunder fra min rekord. Det var en fed fornemmelse at komme i mål,« siger René Nielsen, 44 år, der sender roser til de klappende officials ude på ruten.

»Det var en super fed oplevelse. Det er næppe sidste gang, jeg deltager i Islev Duatlon,« siger René Nielsen.