Uffe Elbæks tro væbner Zenia Stampe leverer i dag et lille, lavmælt nyrehug til Pia Kjærsgaard efter Elbæk-balladen.

- Pia Kjærsgaard har været forarget over påstået nepotisme på det seneste. Vil lavmælt gøre opmærksom på, at hendes mand Henrik Thorup har haft et bijob som statsrevisor siden 1998, udpeget af… Dansk Folkeparti. Det er der intet ulovligt i, men det klikker alligevel 300.000 skattekroner om året ind på familiekontoen. 4,2 millioner i alt. Tillykke med det Pia. Det må være rart, skriver Zenia Stampe på sin Facebookprofil her til formiddag.



Stampe har tidligere forsvaret partifællen Elbæk, og i forbindelse med nepotisme-anklagerne mod Uffe Elbæk, har især Pia Kjærsgaard rettet skarp kritik af den nu tidligere kulturminister.

Senest i går, da det kom frem, af Elbæk tager en måneds orlov fra Folketinget i januar måned for at se sin mand i øjnene igen efter et hektisk medieforløb. Men det faldt absolut ikke i god jord hos Pia Kjærsgaard, der ligefrem kaldte Elbæks planer om orlov 'groteske':

- Det er simpelthen grotesk. Jeg har også gennem årene haft brug for at se min mand i øjnene. Men nu har han tre ugers juleferie fra på fredag, og det burde være nok. Han er valgt og betalt for at være der for sine vælgere, så kan han da ikke bare tage fri, fordi han føler sig lidt presset. Han er jo hverken syg eller gravid eller har en anden legal grund til at få orlov. Det her viser bare endnu en gang, at hele forløbet er en farce, sagde Pia Kjærsgaard til BT i går.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN PÅ VORES FACEBOOK-SIDE HER