Det er en styrke, at Uffe Elbæk som kulturminister tør give udtryk for prioriteter og præferencer, mener kulturministerens partifælle, Zenia Stampe.

Mens den radikale leder, Margrethe Vestager, har kritiseret kulturminister Uffe Elbæk (R) for ikke at tænke sig ordentligt om i sagen om en række arrangementer på gøglerskolen Akademiet for Uhæmmet Kreativitet (AFUK), kommer partifællen Zenia Stampe, der i øjeblikket er på barsel fra Folketinget, ministeren til undsætning.

- Uffe Elbæk har fået ørerne i maskinen for at sætte politisk fokus på et miljø, som han ser perspektiver i. Hvad er der galt i det?, skriver Zenia Stampe på sin Facebook-profil søndag.

Udmeldingen kommer, efter at ministertaburetten er begyndt at vakle under kulturministeren, fordi DR fredag kunne afsløre, at han i sin tid som minister har brugt 180.000 kroner på arrangementer på AFUK, hvor hans mand i dag arbejder, og hvor ministeren selv tidligere har siddet i bestyrelsen.

Uffe Elbæk selv understreger, at de fem arrangementer, der er tale om, alle har været fagligt velbegrundede »med det klare formål at vise et helt særligt kulturmiljø frem«.

Det giver god mening, mener Zenia Stampe, der roser ministeren for sin evne til at prioritere.

- Skal en kulturminister ikke netop evne at fokusere og fremhæve? Skal kulturlivet til at være milimeterdemokrater, der opmåler ministerens opmærksomhed i middage, møder og læste bøger? Jeg synes, det er en styrke, at vi har en kulturminister, der tør give udtryk for prioriteter og præferencer, skriver hun.

Ifølge Margrethe Vestager har Uffe Elbæk dog ikke tænkt sig om.

- Uffe har ikke tænkt sig ordentligt om, det ved han godt, og det har han blankt erkendt og beklaget. Jeg er tilfreds med, at Uffe har undskyldt, sagde hun i en skriftligt kommentar lørdag.

Regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, der har kaldt ministeren i samråd, mener, at Zenia Stampes holdning er for snæversynet.

- Efter min mening er det for snæversynet, for han er kulturminister for alle kulturinstitutioner i Danmark. AFUK er et fantastisk godt sted, men uanset hvad er der rigtig mange kulturinstitutioner, der har ham som minister, så han skal kunne bevæge sig på alle former for kulturinstitutioner, siger Enhedslistens kulturordfører, Jørgen Arbo-Bæhr til Berlingske Nyhedsbureau.

Det har ikke været muligt at fange Zenia Stampe for en uddybende kommentar, men mandag skriver hun på sin Facebook-profil, at Uffe Elbæk oplever »noget af det værste, man kan være ude for som politiker. At pressen bevidst mistolker og fordrejer alle éns ord og motiver. At alle modstandere lugter blod og graver de mest absurde paralleller fra fortiden frem som en del af den generelle heksejagt«.

Samrådet med Uffe Elbæk begynder tirsdag klokken 14. På forhånd har alle partiers kulturordførere noget usædvanligt fået alle akter i sagen, efter både Enhedslisten og Venstre udbad sig papirerne på forhånd.

HVAD MENER DU? HAR ZENIA STAMPE EN POINTE ELLER ER HUN PÅ GAL KURS? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR ELLER PÅ VORES FACEBOOK-SIDE HER