De danske F-16-fly er kommet på vingerne i Irak, hvor de har gennemført 11 angreb de seneste dage. Det glæder forsvarsministeren.

Efter indledende vanskeligheder er de danske F-16-fly for alvor kommet på vingerne i Irak, og mandag kan Forsvaret meddele, at kampflyene har taget del i deres første bombetogter mod Islamisk Stat (IS).

Det sker samtidig med, at forsvarsminister Nicolai Wammen (S) opholder sig i Kuwait, hvor de danske fly har base. Han glæder sig over de danske flys bidrag.

»De danske F-16-fly har indtil nu fløjet 11 missioner, og i den forbindelse har man rettet angreb mod mål i Irak. Jeg kan ikke afsløre, hvad man har angrebet, men bare sige, at det er velkendt, at opgaven er at bekæmpe terrororganisationen ISIL (IS, red.),« siger Nicolai Wammen til Berlingske Nyhedsbureau fra Kuwait.

Forsvarsministeren har fulgt arbejdet med at gøre kampflyene klar på nærmeste hold, og han mener, at danskerne har grund til at være stolte over F-16 piloterne og det øvrige militærpersonel, der bidrager til missionen.

»Der er alt mulig grund til at anerkende de dygtige danske F-16-piloter og de øvrige, vi har sendt af sted. Kuwait er en bageovn med sin hede, men det på meget kort tid lykkedes at få hele operationen klar,« siger Nicolai Wammen.

Ministeren skal senere mandag møde F-16-piloterne, og her vil de få ros, bebuder han.

»De har nu været på vingerne til 11 missioner, og de har allerede gjort en forskel i Irak. Der er alt muligt grund til at være stolt af vores folk, og det er også mit budskab til dem, når jeg møder dem senere i dag (mandag, red.),« siger Wammen.

De 11 missioner er blevet gennemført i perioden 16. oktober til mandag 20. oktober.