Europaminister Nicolai Wammen (S) har udpeget en ny midlertidig spindoktor, skriver Udenrigsministeriet på sin hjemmeside.

Den nye særlige rådgiver hedder Marie Foltmann og kommer fra en stilling som fuldmægtig i Finansministeriet, hvor hun blandt andet har beskæftiget sig med EUs budget.

Nicolai Wammen bliver ikke hendes første socialdemokratiske arbejdsgiver, for hun har tidligere været politisk rådgiver for Dan Jørgensen (S) i Europa-Parlamentet.

Marie Foltmann har læst statskundskab ved Københavns Universitet. Derudover har hun studeret ved de to prestigefulde universiteter London School of Economics i England og Harvard Kennedy School i USA.

Marie Foltmann tiltræder efter, at Wammens tidligere spindoktor, Thomas Juul-Dam, skiftede over på statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) hold - også i en midlertidig stilling.

Udenrigsministeriet oplyser, at stillingen som særlig rådgiver for Nicolai Wammen snarest muligt vil blive slået op.

BNB