Marianne Jelveds tilbagetrækning af støtten til lærerformand Anders Bondo vakte stor vrede blandt Jelveds Facebook-venner og vælgere i går aftes.
Traditionelt har partiet stor støtte fra netop de danske lærere. Flere mente, at kulturministeren var blevet presset til at skifte mening af regeringens top.
- Hmm... Gad vide om man blev bedt om at rette ind fra højere sted?, skriver Niels Havberg Johansen.
- Satirisk? Er du sikker på, at det ikke var en sms fra Corydon, der lige pludselig gjorde, at din støtteerklæring blev vendt til ’satire’? Kan R sige farvel til 20.000-25.000 læreres stemmer, spørger Zeki Sadic.
Banket på plads?
- Marianne - er du blevet banket på plads af Margrethe? Jeg troede, du var mere sej, skriver Michael Christensen.
- ØV, jeg håbede ellers lige der var bare én fornuftig sjæl tilbage i regeringen og i det parti, jeg har betroet min stemme, skriver Christoffer Harboe.
- Du har været mit politiske idol gennem mange år - men så trak du alt tilbage. Sørgeligt, som I sælger ud af De Radikales hjerteblod. Min stemme ligger et andet sted til næste valg. Desværre, skriver Jette Nedergaard.