Slagelse Kommunes borgmester, Stén Knuth (V), har på opfordring fra kommunens økonomiudvalg valgt at politianmelde hele byrådet. Det sker efter et læk af fortrolige oplysninger.

Samtlige politikere i kommunens økonomiudvalg har stemt for, at der skal en undersøgelse af sagen, hvor en eller flere angiveligt har brudt sin tavshedspligt i sagen om SF-byrådsmedlemmet Helle Blaks påtænkte fyring som leder af Rosenkildegårdens Ungdomscafé i Slagelse.

»Der er en utæthed i vores byråd. Et samlet økonomiudvalg ønsker at finde ud af, hvem der står bag lækket. Vi har valgt at politianmelde lækket ud fra to ting: den første er, at vi ønsker at finde ud af, hvem der står bag lækket. Den anden grund er, at vi ønsker at sende et signal om, at vi ikke accepterer, at man lækker personlige oplysninger,« siger Stén Knuth.

Han ser sagen om lækket som meget alvorlig. Ikke mindst fordi det ikke er første gang, der har fundet læk sted fra byrådet til pressen.

»Vi skal kunne have tillid til hinanden i byrådet, for hvis vi ikke kan snakke fortroligt eller sende mails, der er fortrolige, så har vi et stort problem. Der er også en lovgivning, som vi skal forholde os til, og man kan ikke bare lække fortrolige mails til pressen,« siger han og uddyber:

»Vi har desværre en historie i Slagelse byråd, hvor vi har tidligere har oplevet læk. Og det er ikke acceptabelt. Selvom vi ikke er enige politisk, så skal vi kunne have fortrolighed,« siger Stén Knuth, der understreger, at det var påpeget over for byrådet, at oplysningerne i den givne sag var »strengt fortrolige«.

Stén Knuth forklarer til BT, at han ikke ønsker at udtalelse sig om den sag, som lækket drejer sig om.

Hele sagen kommer efter, BT tidligere kunne beskrive, hvordan Helle Blak, der er datter af den tidligere socialdemokratiske EU-parlamentariker Freddy Blak, var blevet politianmeldt af Slagelse Kommune, da man mistænker, at hun har haft en 'lemfældig brug af offentlige midler'.

Derfor var blev Helle Blak påtænkt fyret som leder af Rosenkildegårdens Ungdomscafé i Slagelse by. Og det er blandt andet de oplysninger, som er blevet lækket til pressen.

Den sag kan du læse mere om her.