Onsdag aften blev Hanne Lumby ekskluderet fra partiet Venstre sammen med tre andre partikolleger fra byrådet i Fredericia

Nu håber hun på, at bestyrelsen ændrer holdning, efter Thomas Banke er trådt af som borgmester.

Onsdag aften besluttede bestyrelsen for Venstre i Fredericia ellers at ekskludere byrådsmedlemmerne Børge Larsen, Kenny Bruun Olsen, Peder Hvejsel og Hanne Lumby fra partiet. De mente alle fire, at Thomas Banke burde trække sig som medlem af partiet og som borgmester. Dermed gik de mod bestyrelsen, der i mandags besluttede at bakke op om Thomas Banke. Torsdag eftermiddag valgte han dog selv at trække sig som borgmester.

- Bestyrelsen kan trække beslutningen tilbage, og det håber jeg, de gør, så vi ikke skal ud i en endnu længere strid i Fredericia, siger Hanne Lumby.

Og det kan bestyrelsen sådan set gøre med det samme, forklarer Niels Poulsen, formand for Venstre i Region Syddanmark.

- Jeg går ud fra, at bestyrelsen hurtigst muligt sætter sig sammen og omgør den beslutning, så vi ikke skal trækkes igennem en generalforsamling, hvor alle medlemmer skal tage stilling til om eksklusionen skal opretholdes, siger Niels Poulsen.



Næstformand: Medlemmernes afgørelse
Men de fire ekskluderede medlemmer skal ikke gøre sig de store forhåbninger om at komme tilbage i partiet med det samme, forklarer næstformand i Venstre-bestyrelsen Brian Hansen.

- De ville ikke finde en løsning, men ville bare af med Thomas Banke. Så det er op til Venstres medlemmer at tage stilling de fire medlemmers fremtid til en generalforsamling, siger Brian Hansen.

- Når man er valgt ind for Venstre har man også et ansvar for partiet, ikke kun sig selv. Og man kan ikke have fire byrådsmedlemmer siddende, der er enige om at fjerne en borgmester uden at lytte til den bestyrelse, der repræsenterer medlemmerne i Fredericia, siger han.

- Det er dobbeltmoralsk, at de bruger stemmen for at komme i byrådet ikke repræsentere medlemmernes interesser borgerlige interesser. Det er ikke borgerlig interesse at ville af med en borgmester, forklarer han.

Derfor ser det stadig ud til, at Hanne Lumby og de tre andre ekskluderede medlemmer må vente til generalforsamlingen den 6. februar, inden de kan få svar på deres fremtid i partiet.