Voldsramte kvinder skal sikres opholdstilladelse

Justitsministeren vil sikre, at udenlandske, voldsramte kvinder ikke bliver udvist af Danmark.

Justitsminister Morten Bødskov (S) fremsætter et lovforslag, der skal sikre voldsramte kvinder ret til fortsat ophold for familiesammenførte personer. Det sker, fordi mange udenlandske kvinder bliver i voldelige parforhold af frygt for at blive vist ud af landet. Hvis kvinderne har boet i Danmark i mindre end to år, risikerer de nemlig at miste deres opholdstilladelse. Det skriver Politiken.

- Det her er en hjælpende hånd til de voldsramte kvinder, som lever i ægteskaber, hvor de er nervøse for at miste deres opholdstilladelse. Ingen kan have nogen interesse i, at kvinderne skal frygte for at bryde et ægteskab præget af vold, trusler og psykisk terror eller overgreb på børn af frygt for at miste deres opholdsgrundlag, siger Morten Bødskov til Politiken.

Landets kvindekrisecentre hilser forslaget velkommen.

- I bedste fald vil lovforslaget betyde, at de voldsramte kvinder bliver udfriet fra det fængsel, de lever i. Vi har mange af dem siddende på krisecentrene, og vi oplever mange gange, at det kan være forbundet med fare for deres liv eller med social udstødelse, hvis kvinderne skal rejse tilbage til deres hjemland, siger Birgit Søderberg, formand Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK), til avisen.

Ifølge lovforslaget er det dog en forudsætning for opholdstilladelsen, at kvinderne allerede har udvist evne og vilje til at lade sig integrere i det danske samfund. Samtidig påpeger Morten Bødskov, at regeringen er opmærksom på, at det ikke skal være muligt for kvinderne at misbruge reglen til at få opholdstilladelse.

- Hvad betyder det, når Bødskov siger sådan? Får kvinderne så reelt den her mulighed? Det er vi spændt på at se, siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), til Politiken og tilføjer, at hun vil vide mere om forslaget, før hun giver sin fulde støtte.