Det kan føre til alt fra en næse til en ministerafgang, hvis en minister vildleder Folketinget, og nu beskyldes integrationsminister Inger Støjberg for at give forkerte oplysninger til Folketinget af fremtrædende S-politiker.

»Der er tilsyneladende givet urigtige oplysninger til Folketinget, og det er en meget alvorlig sag. En minister skal svare i overensstemmelse med sandheden, og her ser det ud til, at man har forsøgt at skjule den,« siger finansordfører for Socialdemokraterne Benny Engelbrecht til BT.

Sagen drejer sig ifølge Altinget.dk  om, at regeringen har brugt penge fra ulandsbistanden til at finansiere udgifterne til det stigende antal asylansøgere i stedet for at sende den til udviklingslande.

Det gjorde S-regeringen også i et vist omfang, men pludselig opdagede partiet, at der blev kanaliseret flere penge fra ulandsbistanden til asylansøgere end tidligere. Det stillede Benny Engelbrecht spørgsmål om til ministeren, der svarede, at man har ”brugt samme metode” som den tidligere regering.

I forvejen har regeringen været mistænkt for at snyde med bistanden og sende milliardregningen fra de store integrationsudgifter videre til ulandsbistanden ifølge mediet.

Men i en intern mail, som Altinget er i besiddelse af, svarer en embedsmand fra Inger Støjbergs ministerium noget lidt andet, end hvad Inger Støjberg har svaret i Folketinget.

Her fremgår det, at der er udarbejdet en 'mere præcis beregningsmodel' til at beregne, hvor stor en del af udgifterne, der er brugt til flygtningemodtagelse, og det chokerer Benny Engelbrecht.

»Det er den samme embedsmand, der har været med til at lave ministerens svar til Folketinget og skrevet mailen. Det tyder på, at embedsværket har været fuldstændig klar over, hvordan sandheden har været, og at man forsøger at skjule fakta,« siger han.

Benny Engelbrecht vil endnu ikke drage nogen konklusioner, men sagen skal op i et samråd med Inger Støjberg tirsdag klokken 19, og her vil han spørge ind til sagen.

Vildledning af Folketinget har før ført til ministerafgang for eksempelvis tidligere justitsminister Morten Bødskov (S) i den såkaldte Christianiasag og for Christian Friis Bach (RV), da han var udviklingsminister.

Det har ikke været muligt at træffe Inger Støjberg over telefon og stille uddybende spørgsmål, men hun har sendt et skriftligt svar til BT.

»Der er ikke ændret på, hvilke udgifter der kan finansieres via udviklingsbistanden på asylområdet. så svaret til Benny Engelbrecht er fuldstændig korrekt,« skriver hun og uddyber.

»I lyset af den ændrede asyltilstrømning er der udviklet en mere præcis opgørelsesmetode for, hvor lang sagsbehandlingstiden er i asylsystemet, og dermed hvornår flygtninge, der meddeles opholdstilladelse, overgår fra asylsystemet til kommunerne.«

Benny Engelbrecht mener dog, ministeren forsøger at tale udenom og vil nu til bunds i sagen på flere samråd og ved at stille flere spørgsmål.

»Det er klart, at vi skal have mulighed for at komme til bunds i denne her sag, men hvis mistanken om vildledning er rigtig, så kan det jo få meget alvorlige konsekvenser,« siger han.