Danmark bør tilbyde at bygge fængsler i de østeuropæiske lande for at få landene til at tage deres dømte borgere hjem til afsoning.

Danske skattekroner skal gå til at opbygge fængsler i Østeuropa. Det mener Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, der med et nyt beslutningsforslag er klar til at sende penge til en række nye EU-lande i Øst for dermed at få landene til at tage deres dømte borgere hjem til afsoning i stedet for, at det sker i Danmark. Det skriver Berlingske.

- Det koster det danske samfund mange penge at køre retssager mod østeuropæiske kriminelle og lade dem afsone i danske fængsler. Vi vil hellere bruge nogle af de penge på, at de afsoner i hjemlandet. Der er store besparelser at hente ved at hjælpe for eksempel Bulgarien og Rumænien med at opbygge fængselskapacitet, siger retsordfører Peter Skaarup (DF), der ikke ønsker at sætte beløb på, hvor mange penge Danmark bør bruge på fængsler i Østeuropa.

VKO henter inspiration fra Norge, der blandt andet har støttet opførelsen af en afdeling i et lettisk ungdomsfængsel, mod at Letland til gengæld tager lettiske statsborgere, der dømmes i Norge, hjem til afsoning.

Peter Skaarup mener, at de danske skattekroner er givet godt ud, da det vil modvirke ny kriminalitet begået på dansk grund:

- Afsoning i hjemlandet vil betyde, at man vil tænke sig om en ekstra gang, inden man drager af sted til Danmark for at begå kriminalitet, for nu er det lige pludselig ikke længere et hyggeligt dansk fængsel, man skal afsone i, hvis man bliver taget, siger han til Berlingske.

Nye EU-regler betyder, at alle EU-lande som udgangspunkt er forpligtet til at tage imod deres dømte kriminelle. En lang række EU-lande har dog ikke implementeret reglerne endnu, og ifølge Peter Skaarup har det så lange udsigter, at det vil være formålstjenstligt at få især de østeuropæiske lande til at indgå frivillige aftaler.

Hvis regeringen indgår aftaler med østeuropæiske lande, vil det mindske presset på de fyldte danske fængsler, påpeger retsordfører Tom Behnke (K). Antallet af østeuropæiske statsborgere i danske fængsler er steget fra 104 i 2005 til 244 i 2010, viser tal fra Kriminalforsorgen. Tom Behnke mener, Danmark også bør bidrage med oplæring og uddannelse af de østeuropæiske landes politifolk.

- De penge er givet godt ud. Et fængselshold i Danmark er den rene svir for østeuropæiske kriminelle, og derfor er de fuldstændig ligeglade med risikoen for at blive opdaget. Tusindvis af danskere er hvert år udsat for tyveri, indbrud og hjemmerøveri. Specielt i Nordsjælland er indbrud virkelig en udbredt kriminalitetsform, og det er meget krænkende, at nogen bryder ind i ens hjem, siger Tom Behnke til Berlingske.

SFs retsordfører, Anne Baastrup, er meget skeptisk over for forslaget. Ikke mindst hvis VKO vil tage penge fra det danske fængselsbudget for at bruge dem på østeuropæisk fængselsbyggeri.

- Jeg er træt af, at VKO altid kommer med forslag til, hvordan man kan bruge pengene. Når man kender den danske kriminalforsorgs udfordringer, så synes jeg, at det er lidt flot, at de på forhånd afsætter x-antal hundrede millioner kroner på at bygge fængsler i andre lande, siger Anne Baastrup.