Forsvaret forsøgte at skjule en aftale med amerikanske lejesoldater fra firmaet Blackwater under Irak-krigen.

Ifølge frigivne dokumenter fra den nu nedlagte Irak-kommission skulle en teknisk omskrivning af ordet »samarbejde« forhindre offentligheden og Folketinget i at få oplysninger om forsvarets aftaler med det kontroversielle amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater under Irak-krigen. Det skriver Jyllands-Posten.

Aftalen sikrede danske soldater hjælp fra Blackwater i nødsituationer under såkaldt konvojkørsel.

Ifølge et notat skulle det over for offentligheden hedde, at forsvaret »ikke« samarbejdede med private sikkerhedsfirmaer i Irak. Formulering kunne anvendes, fordi man kun havde »en samtale med« folkene fra Blackwater og dermed ikke direkte samarbejdede med dem.

Samme formulering blev anvendt over for Folketinget flere gange op til, at aftalen med Blackwater blev indgået, og det var ifølge lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen manipulation.

»Embedsmændene laver julelege for at undgå, at sandheden kommer frem. Og det er altså noget forbandet noget, at det sker gang på gang,« siger han og henviser til den såkaldte nødløgn i Christiania-sagen, der væltede daværende justitsminister Morten Bødskov (S).

Daværende forsvarsminister Søren Gade (V) husker ikke sagen i detaljer, men siger, at Folketinget havde fået det korrekte svar, hvis det havde spurgt efterfølgende. Han erkender, at der ikke blev »ruttet med sandheden«, skriver Jyllands-Posten.