VK holder mund i skattesagen

Midt under behandlingen af Stephen Kinnocks skattesag, ændrede Skat praksis og lavede nye regler for skattepligt op ophold i udlandet.

Det har fået Dansk Folkeparti til at kræve en redegørelse i sagen fra skatteministeren, men hverken Venstre eller de Konservative ønsker at blande sig.

De Konservative har ingen kommentarer til Skats interne afgørelser, oplyser gruppeformand Brian Mikkelsen. Fra Venstre er meldingen, at man har tiltro til den skattesagskommission, der er nedsat.

- Der er nedsat en skattekommission, og jeg har fuld tiltro til, at den får vendt hver en sten og skabt klarhed over alle sagens aspekter. Kommissionen arbejder, og det skal den have arbejdsro til. Jeg har ikke yderligere kommentarer, skriver Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, i en SMS til Berlingske Nyhedsbureau.

Det er ifølge Berlingske et mangeårigt krav om, at personer i Kinnocks situation maksimalt må have opholdt sig to til tre år i udlandet for at slippe for at betale skat i Danmark, som under behandlingen blev sløjfet, uden at det blev oplyst til skatteyderne.

Flere eksperter kritiserer forløbet.

- Det er uomtvisteligt, at Skat laver praksis om på dette tidspunkt, og at Kinnock var blevet skattepligtig, hvis man havde holdt fast i flere års praksis. Man ændrer simpelthen retsstillingen midt under Kinnocks sag. Under alle omstændigheder burde Skat have skrevet denne praksisændring ind i Kinnocks skatteafgørelse. Det gjorde man ikke, siger Lida Hulgaard, en af Danmarks førende skatteeksperter og tidligere formand for Skatterådet, til Berlingske.

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her