Det vil koste samfundet mange penge, hvis danskerne skal til at sortere æbleskrog fra mælkekartoner. Blandt andet derfor kan det ikke betale sig at satse mere på genbrug og mindre på det forbrændingssystem, vi har i dag, konkluderer De Økonomiske Råd i en ny rapport, som de fremlagde onsdag.
Vismændene i rådet har taget udgangspunkt i regeringens ressourcestrategi, der har det mål at øge genbruget af pap, papir, glas, metal, plast, træ og organisk affald med 50 procent. Samtidig mener regeringen, at det er billigere at genbruge end at forbrænde.
Men det er vismændene uenige i. De peger blandt andet på, at man i strategien sammenligner et scenarie, hvor man kører videre med renovationen som hidtil, med et, hvor man øger genanvendelsen.
Problemet er, at det første scenarie tager udgangspunkt i, at affaldet bliver hentet hver uge, mens man i det andet regner med afhentning affald hver anden uge. På den baggrund er det klart, at det sidste alternativ er billigere, og det kan derfor ikke sammenlignes, mener Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, én af fire formænd i De Økonomiske Råd og professor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet.
»Vi er ikke imod genanvendelse, men øget genanvendelse i forhold til i dag er ikke fordelagtigt for samfundsøkonomien. Derfor kan vi ikke tilråde det,« siger han.
De to usammenlignelige scenarier kombineret med en kritik af, at den tid, som danskerne skal bruge på at sortere affaldet, ikke er indregnet, har alt i alt fået vismændene til at regne sig frem til, at genanvendelse er 600 til 1.000 kroner dyrere per ton affald end først antaget.
Men miljøminister Kirsten Brosbøl (S) anerkender ikke De Økonomiske Råds beregninger og vil ikke ændre i ressourcestrategien på den baggrund.
»Regeringen har arbejdet en del videre med beregningerne i forhold til den konsulentrapport, vismændene har analyseret. Analyserne bag vores ambition om øget genanvendelse er således særdeles grundigt gennemarbejdet. Konklusionen er, at mere genanvendelse ikke behøver at blive dyrere, hvis man indretter sit indsamlingssystem effektivt,« siger hun.
Også hos Det Økologiske Råd er man skeptiske over for vismændenes forslag. Især prisen på borgernes tid, synes de, er underordnet for det samlede billede.
»Når vismændene sætter en pris på de minutter, som borgerne skal bruge på at sortere deres affald i forskellige spande og afviser affaldssortering som værende for dyr på dét grundlag, så svarer det til, at man afviser sygdomsforebyggelse med henvisning til, hvor megen tid, vi alle sammen bruger på at vaske hænder,« siger Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd og Forbrugerrådets repræsentant i De Økonomiske Råd.
Kommunernes Landsforening (KL) støtter derimod op om anbefalingen. De mener ikke, at det går at bruge penge på et dyrt tiltag, som ikke gavner miljøet. I regeringens egen analyse kan man nemlig se, at der ikke er nogle nationale miljømæssige fordele ved genanvendelse i forhold til forbrænding, blandt andet fordi der i Danmark ikke er problemer i forbindelse med afbrænding.
»Staten bør nu skrinlægge planerne om at lave lovændringer, der kaster alle vores anlæg til forbrænding ud i stor usikkerhed. Man skal ikke ødelægge de gode løsninger, vi allerede har, før man er sikker på, at man har nogen bedre,« siger Martin Damm (V), formand for KLs teknik- og miljøudvalg.
Hvert år samles omtrent ni millioner tons affald ind i Danmark.