Virksomheder vil høre opsvingstale fra Thorning 1. januar

Når statsministeren holder sin nytårstale til folket, skal hun opildne til forbrugsfest, så opsvinget kommer rigtigt i gang. Det mener en række virksomheder, som Dansk Erhverv har spurgt.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skal pakke »krisesnakken« væk og i stedet tale om, »at det går fremad i Danmark«, »så borgerne bliver positive«. Sådan lyder nogle af ønskerne til statsministerens nytårstale fra erhvervslivet.

Dansk Erhverv har spurgt knap 400 virksomheder om, hvad de mener, er det vigtigste emne, Helle Thorning-Schmidt bør tale om 1. januar på Marienborg. Hovedparten af besvarelserne - 22 procent - handler om vækst og om at »tale opsvinget i gang«.

En virksomhedsleder, der er anonym i undersøgelsen, mener, at Thorning skal fortælle, at »opsvinget er en realitet«, mens en anden opfordrer statsministeren til at sige til befolkningen, at den »skal bruge penge i danske butikker, så der kan skabes vækst«.

Direktøren i Dansk Erhverv, Christian T. Ingemann, er enig med sine medlemmer.

»Det er bydende nødvendigt, at statsministeren formår at udbygge danskernes tillid til deres privatøkonomi. Det betyder, at hun må stoppe enhver snak om usikkerhed på boligmarkedet og skatteomlægninger. Man skal være varsom med grønne afgifter - i det hele taget afgifter, der gør, at danskerne ikke mener, de kan disponere med ro i sindet,« siger han.

Netop skatter og afgifter er også et vigtigt emne, som Thorning bør tale om i sin nytårstale, mener ni procent af de adspurgte virksomheder.

»Oprydning i alle de latterlige afgifter - keep it simple!« lyder kommentaren fra en virksomhedsleder.

Der er da også en god chance for, at Thorning kommer til at tale om både vækst og afgifter. Ifølge Jyllands-Posten overvejer regeringen netop at lette afgifterne for erhvervslivet, mens konkurrenceevnen med en række nye vækstinitiativer i det nye år skal øges i detailhandlen og byggeriet.

Hvis statsministeren følger erhvervslivets råd, så kan det rent faktisk lykkes at tale opsvinget i gang, mener Christian T. Ingemann:

»Hånden på hjertet, vi har faktisk en ret robust økonomi, når vi sammenligner os med andre europæiske lande. Og derfor er det lidt af et problem, at danskerne ikke bruger flere penge. Derfor skal statsministeren bruge al sin autoritet på at fortælle danskerne, at hvis det spirende opsving skal fastholdes, så gælder det om at bruge nogle flere penge«.

Dansk Erhverv har gennemført undersøgelsen i oktober med besvarelser fra 394 tilfældigt udvalgte virksomheder blandt organisationens medlemmer. Virksomhederne havde mulighed for at svare åbent i et frit tekstfelt, og svarene er derefter blevet kategoriseret.