Fem af Villy Søvndals unge løver fra regeringspartiets SF's ungdomsorganisation SFU har fået en advarsel af SFU's landsledelse efter det er kommet frem, at de fem, blandt dem den nu tidligere formand for Danske Gymnasielevers Sammenslutning (DGS) Martin Vitved Schäfer, havde lagt detaljerede kupplaner for, hvordan de ville overtage magten i DGS.




Bt.dk er kommet i besiddelse af de meget konkrete og detaljerede kupplaner, der fremgår af et mødereferat, og som nu har udløst en advarsel til de fem fra SFU's landsledelse.

- Jeg er meget ked af det her, jeg har selv kæmpet for gymnasieelevers rettigheder, og det her er bestemt ikke metoder jeg bryder mig om, siger SFU's formand Gry Möger Poulsen, der selv er tidligere formand for DGS - ligesom sin storebror, skatteminister Thor Möger Pedersen, der var formand for DGS i 2004-5.

- Og der er ikke opstået en kultur i SFU, hvor sådan nogle planer kan blive til?

- Nej bestemt ikke, de har handlet helt på egen hånd, siger Gry Möger Poulsen.

SFU's landssekretær Maria Alina Wedø bekræfter overfor bt.dk, at de fem har modtaget og accepteret en advarsel - der er dog ikke planer om at ekskludere dem.

- De har fået en advarsel, som er hvad de  Ifølge vores vedtægter skal have. Referatets indhold har intet med SFU eller SFU's organisation at gøre,  siger Maria Alina Wedø.

Kupplanerne fremgår af et referat af et møde 15. april - en lille uge inden kuppet skulle udføres og skaffe de unge SFU'ere kontrollen over bestyrelsen i DGS på DGS' landsmøde 20.-22.april i Vejen. En af de fem, Martin Vitved Schäfer skulle stoppe som formand, og en anden af de fem var udset til hans afløser. Men ifølge bt.dks oplysninger lækkede referatet til blandt andet flere ledende DGS-medlemmer i forbindelse med landsmødet, og så blev kuppet forhindret..

Martin Vitved Schäfer måtte ifølge bt.dks oplysninger beklage og undskylde kupplanerne inden han trak sig tilbage som formand, og han forlod derefter landsmødet i Vejen. DGS har nu valgt en ny bestyrelse - uden medlemmer med SFU-tilknytning - med Mai Sloth Villadsen i spidsen.