Den tidligere SF-formand virker tryg i jobbet som udenrigsminister, selv om han indrømmer, at den nye partiformand ikke har udstyret ham med jobgaranti.

Netop ankommet til ministermøde i Luxembourg er udenrigsminister Villy Søvndal (SF) overbevist om, at han fortsætter i sit job:

Hvordan føles det at gå ind til et møde som minister uden at vide, om man er minister, når man går derfra?

- Det er jeg helt sikkert. Det er jeg ikke så meget i tvivl om. Men jeg er glad for at være i en situation, hvor jeg kan koncentrere mig fuldt og helt om udenrigspolitikken. Det er mit eget valg, så det har jeg det godt med, siger han.Du får det til at lyde som om, at du har en aftale med Annette Vilhelmsen om at du fortsætter.

- Nej-nej. Det har jeg ikke. Men lad nu være med alle de der gisninger. Giv det lidt tid. Jeg, øeh. Så får vi at se, hvordan det ender alt sammen.

Har du talt med hende i går eksempelvis?

- Ikke i går, nej. Fordi da var jeg på vej herned. Men jeg har fået talt med Annette undervejs, ja selvfølgelig.

Villy Søvndal er i Luxembourg til EU-udenrigsministermøde, hvor Syrien, Iran og en række andre sager er på dagsordenen. I aftes deltog han i et møde med Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov, hvor især Syrien var et hovedtema.

Annette Vilhelmsen tilbragte 11,5 time i møde med statsministeren og søgte råd hos Holger K. Nielsen.

Hvilke gode råd har du til Annette Vilhelmsen i dag?

- Jeg tror ikke, at jeg skal give gode råd. Både Annette og Holger ved, hvad det her drejer sig om, så det vil jeg trygt overlade til dem. En af grundene til, at jeg har valgt det her, er, at jeg gerne vil have nogle andre til at overtage denne opgave, så jeg kan koncentrere mig om mit job som udenrigsminister.

Hvordan vil vi opleve forskellen?

- Ved at jeg er endnu mere til stede omkring de udenrigspolitiske ting.

Hvis du ikke har en aftale med Annette Vilhelmsen, hvordan kan du så være sikker på, at du tager herfra som minister?

- Jeg tror, at jeg smutter igen, hej, lød det med et grin fra Villy Søvndal, inden han forlod pressen og gik ind i rådsbygningen