Natten mellem fredag og lørdag den 26. og 27. februar sov Agnes Søvndal stille ind på plejehjemmet i Asp, hvor hun har boet siden 2003. 91-årige Agnes Søvndal efterlader sig fem børn - fire drenge og en pige - og deres familier. Mest kendt er den yngste søn, nemlig SFs formand Villy Søvndal.
Sammen med sin mand, Peder Søvndal, forsørgede og opdrog Agnes Søvndal sine fem børn på et husmandsbrug ved Linde i Struer Kommune.
Villy Søvndal har tidligere fortalt om sin barndom til B.T:
- I dag har vi glemt, hvor nøjsomt der var på landet i Vestjylland i 1950’erne i en husmandsfamilie, som den, jeg kommer fra, med en mor, der fik to dødfødte børn - måske på grund af sliddet. Vi var fem søskende, men mine ældste brødre så jeg ikke meget til: de kom ud at tjene, da de var ni og 11.
Til avisen fortalte Villy Søvndal, at han som lille var med til at hakke roer og høste.
- Det var et hårdt liv men lange arbejdsdage, men også med tryghed, fordi jeg vidste, at der var brug for mig. Jeg lærte, at man ikke skal være hoven over for folk, der ikke har gået meget i skole. Min opvækst har vaccineret mig mod intellektuel arrogance, lød det fra SF-formanden.
Den ældste af i Søvndals søskendeflok er Bent, der fylder 70 år og er landmand i Nees. Eigil, der er 67 og gårdejer i Linde, Linda på 61 år, der er lærer i Spjald, Frits, der er 59 år og bedemand i Slagelse, og yngste mand er Villy Søvndal, der er 57 år og bor i Bjert uden for Kolding.
Faderen, Peder Søvndal, døde grundlovsdag 1996.
Agnes Søvndal begraves fra Asp Kirke på lørdag (i dag, red.).






















