Dronning Margrethe bestemmer ikke selv, om hun fredag vil mødes Bahrains konge, sheikh Hamad bin Isa al-Khalifa.

Når dronning Margrethe og prins Henrik fredag - ved en fejring af den engelske dronning Elisabeths 60-års jubilæum - sætter sig til højbords med Kongen af Bahrain, kan den danske regent takke udenrigsminister Villy Søvndal og statsminister Helle Thorning-Schmidt for den prekære situation.

Det er nemlig den danske regering, der bestemmer, hvorvidt dronning Margrethe kan deltage i arrangementet med diktatoren eller ej. Dronningen bedriver ikke politik og kan derfor egenhændigt ikke beslutte at melde afbud til frokosten på Windsor Castle.

Det fortæller kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen til bt.dk.

- Dronningen fører ikke udenrigspolitik. Det gør regeringen. Når regeringen ikke mener, at det er et problem, at hun mødes med kong al-Khalifa, er der reelt ikke noget, som dronningen kan gøre. For det er de retningslinjer, som vores kongehus agerer ud fra, siger Lars Hovbakke Sørensen til bt.dk.

HVAD SYNES DU OM, AT DRONNING MARGRETHE SKAL TIL MIDDAG MED BAHRAINS KONGE? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN

Han fortæller videre, at det vil være højst usædvanligt, hvis dronning Margrethe melder afbud dagen før arrangementet.

- Det vil næsten være en større historie, hvis hun meldte afbud med så kort varsel. Invitationen er givet for et stykke tid siden, og når ingen inden i regeringen har reageret over, at hun skal mødes med kongen af Bahrain, er det løb kørt, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Bahrains kong al-Khalifa er udskældt over det meste af verden for at undertrykke sin befolkning og nægte demokratiske fremskridt. Gennem længere har der været voldelige demonstrationer, som styret har slået hårdt ned på.

Sagen bliver ekstra betændt for Danmark, fordi Bahrain har idømt den danske statsborger Abdulhadi al-Khawaja livsvarigt fængsel, alene fordi han har opfordret til et systemskifte i golfstaten. Dommen har fået Abdulhadi al-Khawaja til at sultestrejke i næsten 100 dage og ført til en diplomatisk krise mellem Danmark og Bahrain, der notorisk er kendt for at overtræde menneskerettighederne.
Læg dertil, at den danske dronning, under et besøg i 2011, gav kong al-Khalifa Storkorset.

Historiker Jes Fabricius Møller mener heller ikke, at et afbud fra den danske regent på nogen måde er sandsynligt. Han peger i stedet på, at sagen rejser et generelt problem.

- Frokosten på Windsor har også været diskuteret i britisk presse, netop fordi al-Khalifa er inviteret. Det er et udtryk for et principielt problem i internationale relationer. Vores dronning repræsenterer Danmark, når hun er udenlands eller modtager statsbesøg. Diplomatiet indebærer, at man også må tale med folk, som man ikke bryder sig om for at opretholde dialogen. Man hilser pænt på hinanden, siger Jes Fabricius Møller, der ikke tror, at Dronningen vil bruge anledningen til at diskutere den danske statsborgers situation med Kongen.

- Dronningen drøfter ikke væsentlige emner uden ledsagelse af en minister, siger Jes Fabricius Møller.

Til frokosten deltager bl.a. også kongelige fra Norge, Sverige, Holland og Spanien.

I følge Lars Hovbakke Sørensen adskiller Dronningens møde al-Khalifa sig ikke fra den sædvanlige måde, hvorpå Danmark fører udenrigspolitik.

- Vi er også med i FN, hvor der ved gud også er stater og personer til stede, der ikke opfylder vores normer og værdier i forhold til menneskerettigheder osv.

Men er Dronningen ikke med til at blåstemple Kongen af Bahrain ved at møde op?

- Vi har ikke tradition for at sortere i, hvem vi mødes med. Sådan har vi valgt, at vi vil agere udenrigspolitisk. Og hvis vi skulle begynde at sortere i, hvem vi mødes med, alt efter hvem vi kan lide, vil vi få ret travlt, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Hvad synes du om, at dronning Margrethe skal til middag med Bahrains konge?

Deltag i debatten herunder