DR-redaktør langer nu hårdt ud efter Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, efter han søndag med kort varsel aflyste et stort opsat live-interview om den omtalte bog 'LLR'.

Det skriver Ekstra Bladet.

»Vi forstår ikke logikken for den aflysning. Vi synes ikke, han giver en god og gyldig grund,« lyder det opsigtsvækkende fra DR's politiske redaktør, Uffe Tang, til avisen.

Lars Løkke Rasmussen skulle søndag aften skulle have stået ansigt til ansigt med forfatterne bag bogen 'LLR', der beskriver statsministerkandidatens mange skyggesider.

Men ved middagstid søndag trak Lars Løkke Rasmussens sig fra det planlagte interview. Uffe Tang afviser at uddybe, hvad der fik V-formanden til at melde afbud, men han lægger ikke skjul på, at Lars Løkke Rasmussens forklaring langt fra var overbevisende.

»...Når vi træffer aftaler med kilder om at deltage i så stor og vigtig nyhedsudsendelse som '21 Søndag', så regner vi med, at de holder dem - medmindre der er noget helt uopsætteligt, som gør, at de ikke kan deltage. Og det var ikke min fornemmelse. Derfor undrede vi os over, at Lars Løkke Rasmussen trak sig,« siger Uffe Tang til Ekstra Bladet.

Lars Løkke Rasmussens spindoktor afviser over for Ekstra Bladet at fortælle, hvad der var årsagen til afbuddet.

"Hvad jeg taler med DR om, det betragter jeg faktisk som en sag mellem DR og mig," skriver Christian Hüttemeier i en mail.