KØB PLUS!

Vilhelmsen sætter holdet med hård hand: Fik bremset ny spindoktor til Villy

SFs formand Annette Vilhelmsen har forhindret sin forgænger, udenrigsminister Villy Søvndal, i at få ny spindoktor, skriver Politiken.Det kan ifølge avisen være et led i en plan, som skal sikre, at støtter af Vilhelmsens politiske linje får centrale poster i SFs partiapparat.

Annette Vilhelmsen skulle blandt andet have forhindret, at Tasja Parize, som indtil for nylig var SFs pressechef, blev ny særlig rådgiver for Villy Søvndal. Også selvom hun allerede var blevet tilbudt stillingen.

Det bekræfter Tasja Parize over for Politiken.

- Ja, det kan jeg godt bekræfte, siger hun.

Også på Københavns Rådhus er der sket ændringer, efter at den nye SF-formand kom til. I SFs gruppe i Borgerrepræsentationen mistede budgetordfører Sisse Marie Berendt Welling sin plads i gruppebestyrelsen, og den politiske ordfører Peter Thiele har også fået frataget sin post.

Unavngivne kritikere siger, at Vilhelmsen langsomt er ved at skille sig af med de folk, som under formandsopgøret i SF støttede sundhedsminister Astrid Krag. De oplyser samtidig, at der hidtil ikke har været nævneværdig stor inddragelse af medlemmerne, sådan som Annette Vilhelmsen lovede under sin valgkamp. Andre hævder, at udskiftningerne blot er forberedelser til næste års kommunalvalg.

Professor i statskundskab, Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet, ser da heller ikke noget underligt i, at Vilhelmsen vil sætte sit eget hold.

- Ude omkring i landet begynder SF-ledelsen at påvirke sammensætningen i partiet. Der sker en forskydning i retning af den linje, som Annette Vilhelmsen står for. Men hvis hun ikke havde gjort det, havde hun ikke vist handlekraft, og jeg tror, der er støtte til de udskiftninger, siger han.

Annette Vilhelmsen og Villy Søvndal har ikke ønsket at kommentere sagen.

BNB

Læs også: