På dagens pressemøde blev Annette Vilhelmsen (SF) konfronteret med sin fortid som SF-afhopper, da en af Berlingskes journalister spurgte ind til hendes beslutning om at melde sig ud af partiet i 1993 på grund af det såkaldte Nationale Kompromis, som daværende formand Holger K. Nielsen forhandlede på plads. Kompromiset indeholder fire danske forbehold vedrørende Danmarks medlemskab af EU: Retlige og indre anliggender, fælles forsvar, unionsborgerskabet og den fælles mønt.
- Du meldte dig jo ud af SF i seks-syv år i 90erne på grund af én ting - på grund af Holger K. Nielsens Nationale Kompromis og Edinburgh (Edinburgh-aftalen, red.). Hvad er der sket siden da, siden han nu skal være din nye højre hånd?, ville journalisten vide.
Da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Vilhelmsen havde grinet færdigt, svarede den nye SF-formand:
- Det er rigtig godt at se - du har virkelig været nede i grundsubstansen af det. Jamen, der er simpelthen sket det, at lige så vel som SF udvikler sig, så har jeg også udviklet mig. Og jeg står fuldstændigt bag både Holger K. Nielsen og SFs linje i de ting, som det her omhandler.
Annette Vilhelmsen har tidligere over for Berlingske forklaret, at hendes beslutning om at vende partiet ryggen i syv år, er noget, hun griner lidt af i dag.
- Det var lidt fjollet. Jeg gik rundt og tænkte, at jeg havde demonstreret, at jeg havde meldt mig ud. Det var der jo aldrig nogensinde nogen, der opdagede, sagde hun til avisen forrige søndag.
Vilhelmsen meldte sig ind i SF igen omkring årtusindeskiftet efter en køretur på vej til Tåsinge med lyden af Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, i bilradioen.
I sin tid som formand for SF fra 1991 til 2005 havde Holger K. Nielsen meget fokus på EU, og hans skepsis over for det daværende EF blev i 1992 cementeret med sloganet »Holger og konen siger nej til Unionen«.
I 1993 var han en af arkitekterne bag de fire forbehold, der blev vedtaget ved en folkeafstemning i 1993, hvorefter Danmark tilsluttede sig traktaten som følge af Edinburgh-aftalen.