Vilhelmsen: Jeg sætter mit eget hold

Ingen er fredet, hvis udfordreren vinder SFs formandsvalg.

Ministertaburetterne kommer til at brænde under SFs ministre, hvis formandskandidaten Annette Vilhelmsen (SF) bliver valgt som formand for partiet.

Inden for få dage vil hun nemlig foretage en ministerrokade for at sætte sit eget hold.

- Når jeg siger, at jeg vil sætte et nyt hold, er det sådan set bare for at sige, at jeg sætter et godt hold, som skal vise, at SF er regeringsdueligt, og at vi kan få en skarpere SF-profil, siger Annette Vilhelmsen.

Læs også: Her er Annette Vilhelmsens ømme punkter

Hun vil dog ikke sige, hvor mange af SFs nuværende seks ministre, der er i spil. Ej heller vil hun garantere, at den afgående formand, Villy Søvndal, kan beholde sin udenrigsministerpost.

- Nej, det vil jeg ikke. Jeg siger heller ikke det modsatte, men hvis man først begynder at love den ene eller den anden væk, så kan man begynde at tælle op, og så er det begrænset, hvad der er tilbage til sidst, siger Annette Vilhelmsen.

Hendes modkandidat, sundhedsminister Astrid Krag (SF), har ellers garanteret, at Søvndal kan beholde sin ministerpost.

Det er SFs omkring 16.000 medlemmer, der bestemmer, hvem der skal være partiets nye formand. Navnet bliver offentliggjort den 13. oktober.

Astrid Krag bliver betragtet som SF-ledelsens favorit til posten, men målinger foretaget blandt SFs vælgere og i partiets bagland giver størst opbakning til Annette Vilhelmsen, der, indtil hun gik ind i kampen om at blive SFs formand, var relativt ukendt i offentligheden.

Læs også:

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her