Socialminister Annette Vilhelmsen (SF) erkender i svar til Folketinget, at Lisbeth Zornigs "Stemmer på kanten" har fået særbehandling om millionpulje.

Det fremgår af et svar til Folketingets socialudvalg fra ministeren i dag.

'Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Stemmer på kanten har modtaget væsentlig mere vejledning i forbindelse med deres ansøgning om midler end de øvrige ansøgere om støtte fra puljen til fremme af socialt udsatte borgeres valgdeltagelse,' hedder det i svaret til Enhedslistens Finn Sørensen.

Puljen skulle får flere marginaliserede mennesker til at stemme.

Svaret fra ministeren kommer få timer før, hun skal i samråd om sagen.

'Der har således været stillet de samme krav til ansøgningen fra Stemmer på kanten, som til de øvrige ansøgninger om støtte, og der er stillet de samme krav til Stemmer på kantens anvendelse og administration af tilskuddet, som til de øvrige tilskudsmodtagere. Men Stemmer på kanten har fået væsentlig mere vejledning end de øvrige ansøgere om støtte fra puljen, hvorfor jeg mener, det er rigtigt at sige, at Stemmer på kanten har fået særbehandling på baggrund af den forvirring, som opstod på baggrund af min tilkendegivelse om støtte på 1 mio. kr. til Stemmer på kanten,' skriver Annette Vilhelmsen.

Tilståelsen fra Annette Vilhelmsen kommer lidt på samme måde, som tidligere justitsminister Morten Bødskov (S) aftenen inden sit samråd indrømmede, at han havde løjet for Folketingets retsudvalg.

Metoden handler om at tage luften lidt ud af selve samråd. Men i Morten Bødskovs tilfælde virkede metoden som bekendt ikke.


Har du stadig tillid til Vilhelmsen som minister? Deltag i debatten på BTs facebook-side HER.